Anehistorie 3

2. Februar 1640 Til Korfits Ulfeldt. Kongen omtaler de Forandringer med nogle Len. som Ejler Urnes Død giver Anledning til, og udsteder Ordrer angaaende de Skanser, der skulle Bygges, om Tinforraadet paa Frederiksborg, Hvervninger af Søfolk og Konvoyeren af Øxenskibene fra Ribe. Han vil den næste Dag rejse fra Rendsborg. — Klevenfeldtsk Afskr. i Kgl. Bibi, Kallske Saml, 4.. 439. …Den welbyrdige kock haffuer uerrid heer ocli giiffuen for, at hand til Lybeck kunde faa 300 mand, der hand icke kan faa En mand sammestedtz. Tii for tre Aar siiden bleff ded samme forsøgdt och skreffuen Borgemester och Raad tiil derom, som beklagede sig icke att haffue folck nock til derris skiib, mens motte uerre om folck paa myt och andris godtz. Huorfor samme Munsør Er befahliid at werbe y Sønderborg, flensborg. Eckelenførde och Appenrade, huortil hand haffuer faat 500 daler, for huilcke Penge hand bør at gørre Regenskab och leffuerre Pengen y kammerid igen. som hand icke leffuerer folck for… Vale. Aff Rensborger Hus den 2 Febru: Anno 1640. Christian. 4. Juni 1641 Til Christen Thomesen Sehested . Efterretninger fra Sverig, hvor de nederlandske Officerer, der ere hentede til Flaaden, ere misfornøjede med deres Stilling. At den moskovitiske Post, Nikkel Kock førte til Narva, ikke var velkommen, var Kongen forberedt paa; han spaar Valdemar Christian en lignende Modtagelse. Han sender en Afskrift af det Svar, han har givet de nederlandske Gesandter i Stade. Han drager nu til Kjøbenhavn. — Geh. Ark. Dyn skriiffuelsse, daterit den 30 Maj, Er mig ydag med Peder wiibis breff tylhande kommen. Peder skriiffuer inted om dy 11000 mand, som Christian Biilou formener at werre Sammen y Suerrig. hand skiiffuer yblandt andiid, at dii Officerer, som dy lod hendte aff holland tiil flaaden, dii Erre allerede keed aff Lauyd. Att den Muskouyterske Post, som Nyckel kock førdte henad Narwen, Inted uaar welkommen der, Ded gettede ieg nock, førend hand kam diid. Ieg mener, at greff woldemar Christian bliiffaer Lige saa welkommen, Xaar hand. Om gad ujll, kommer diid. 77

 

Hoad dii herren Stathen abgesandter Er giiffuen tiil snar, deraff haffuer du Copiam herhnos att Emphange. Myne abgesandter droge ydag med samme Resoltdian offner tyl Stade. leg achter med gudtz hiielp Inden En dag eller thn at begiiffue mig herfra liige henad køben:. Vale. Aff Glyckxborg den 4 Iunij Anno 1641. Christian. 17. Juni 1641 Til Rentemestrene. Ordre om Udbetaling af en Del Summer. — Gth. Ark. Denne breffuisser Iens anderssøn haffuer annammid y Rede penning 43833 Riix daler, som skall giiffuis greff woldemar Christian paa hans Reiisse . . 12000 dl… Nyckell kock 4440 dl… Paa tolboden y helssingør den 17 Iunij Anno 1641. Christian. Juli 1642 Til Nikkel Helmer Kock. Om Forholdsregler, som han skal tage ved Visitationen af Skibe i Norge. — Geh. Ark. Resolution På Nyckel kockiis Skriiffuelse. 1. Naar hand lader mig derris Naffn uyde, som Erre løbben bordt Och indted wyllit sig lade Visitere, Da uyl ieg ael finde dem. 2. Alle dy lod byelcker, som Nogiit store Erre, saat dii kunde Regnis for Maaster. Om dy ycke uar huggen fiirkandtig, skall giiffuis till toll 3 Riix daler styckit. 3. Ieg Er Ingen Nogen føring gestendig, aldenstund ded Er En sag, som gaar Skiipper och Badtzmend Imellom, buad førring dy skall haffue. 4. Hannem Er befahliit att inquirere om Visitørerne gør ded, dy bør att gørre. Erfahrer hand, dennom att gørre andiit End ded, dy bør att gørre, daa bør hand lade mig ded uyde, Saa uyl Ieg uell finde dem. 5. Stadtholderen skall faa befahling att skaffe hannem En Iacht. Tiden fremgaar af følgende. I Geh. Ark. (Reg. 89, Kanslerbreve) lindes et Brev fra Nikkel Kock til Otte Brockenhuus, ledsaget af en større Indstilling, som han ønsker foredragen for Kongen. Begge ere dat. Hs. Maj. Orlogsskib Snarensvend 18. Juni 1B42. I det sterre Aktstykke fortæller han, at han nu efter Kongens Befaling er opkommen til Norge og ligger i Laarkullen (i Christiania Fjord). Han klager over den megen Uskikkelighed, der gaar i Svang, og opkaster en Del Spørgsmaal, hvorpaa han ønsker Kongens Resolution, nemlig

1) hvorledes der skal forholdes med de Skibe, som bortsejle uden at være visiterede; 2) hvor lange og store Skottebjelker, der maa udføres, skulle agtes, thi de udferes nu paa 24k Fod, medens han mener, at de kun ber være 12 Fod; 3) om der maa bevilges Udlændiske og Indlændiske Føring, thi fra Drammen komme Skibe, som have 3 — 400 Daler til Føring foruden andet; 4) om han ikke maa afsætte udygtige Visitører, som opføre sig utilbørlig og ikke se paa Kongens, men paa deres eget Bedste, og i deres Sted indsætte dygtige Personer; 5) hvorledes der skal forholdes med Lodbjelker, der udføres, thi skjent de ere gode Master, 30, 40, 50 Alen lange og 3, 4, 5 Fod i Kanten, fortoldes de dog kun som Bjelker, ntbi af Fyrrebjelker paa 18 Alen gives 3 Rdl. Told og svar lidet mere af Masterne, som kaldes 78

 

Lodbjelker, nemlig 5 Rdl."; 6) han har skrevet til Statholderen om at faa en liden Pinke med 4—6 Falkonetter, som kunde blive liggende i Laurkullen under Befaling af en dygtig og tjenlig Karl, som han har hos sig, medens han selv med Skibet Snarensvend ser sig om Paa andre Steder. Det er ham meget magtpaaliggende hurtig at faa Svar, navnlig med Hensyn til Føringen; indrømmes den, mener han, at hele Lasten tilsidst bliver til Føring. Intet af Brevene er egenhændigt, ikke engang den lille Efterskrift nederst i det mere private Brev: ”Jeg havde tænkt at ville faaet gode Dage, jeg kom ud, mens nu gaar de onde først an. Saa vil hun komme, sagde Peder, Kokken vilde bide Ham.” Seglet viser et Skjold (uden Hjelm), hvori en Blomst og derover Bogstaverne N. K H. Under Udskriften er tilføjet: „Brevene blev ikke leveret denne Skipper førend idag den 28. Juni 1642. formedelst Vinden var kontrari." Kongens Svar paa de opkastede Spørgsmaal kan herefter sikkert henføres til Juli.

Her skal blot endnu mindes om, at Nikkel Kock 11. Maj 1642 havde faaet Befaling til at forestaa Skibsvisitationon i Norge. Brevene 1632—35 S. 166).

25. Januar 1643 Til Korfits Ulfeldt. Fortegnelse paa Skibe, som skulle gjores sejlfærdige, og Ordrer om deres Forsyning. — Afskr. i Geh. Ark. Fortegnelse pa Skiiben, Store och Sma, som først skal segle… Her yblandt Er inted regnit dii trende confoiier paa Spannien, nemblig den Suordte Biiørn, den Huyde Byøm och gackmed, item postilionen, som Nyckel kock skal haffue. item Lyckepotten, som kommer y sundet at ligge, och den, som kommer y Beldt att ligge, item den Huyde løffuie, den siiste Engelender, som bleff confischerit, och den forlorne Søn, som skal føre det, som hører til Arckeliit. Vale, Aff køben: Slott den 25 Ianu: Anno 1643. Christian. 15. April 1643 Til Korfits Ulfeldt. Kongen har henvist (Sekretæren hos) den nederlandske Resident til ham angaaende nogle Skippere, som ikke have villet lade sig visitere af Nikkel Kock. Vandmøllen ved Vesterport i Kjøbenhavn skal sælges, og Prisen paa Bly ønskes opgiven. — Langebeks Afskr, (efter Orig. hos Klevenfeldt 1770) i Geh. Ark. Den Hollendtske Residentis Ehriinde heer er inted andit, end at hand uyl tale for dii Skiipper, som undløb Capitein Nyckel ocb in tid uylle lade siig visitere, Och formener Resiidenten, at samme Skipper ingen Uret haffuer, Aldenstund dy uar fortolliit och visiterit tilforn, Huilckit hand dog uel mercker, at ded gar hannem intid an. Huorfor hand nu gerne uylle tynge aff, Sa haffuer Ieg uyst hannem hen tiil dig… Vale. Københaffns Slott den 15 Aprilis Anno 1643. Christian. Under 24. Marts havde Nikkel Kock faaet Brev, at da nogle hollandske Skippere i Norge 1642 vare løbne bort fra deres Toldsedler og ikke havde villet lade sig visitere af ham. saa skulde han prisgjøre dem af dem, som han maatte træffe efter Pinsedag, hvis de ikke kunde fremvise 79

 

Kongens Pardon. To Dage efter fik han Brev, at de nævnte Skippere kunde løskjøbe sig for 500 Rdl. hver (Sjæll. Tegn XXVIII, m. .34). Imidlertid skrev v. Cracau 24. marts/3. april fra Amsterdam til Kansler Christen Thomesen Sehested og klagede over, at Nickel Kock havde fremstillet Sagen mod de 26 Skippere, der skulde være sejlede fra Norge uden Pas, paa en usand Maade; det var Kock, der havde fejlet, thi han havde uden Grund ladet dem vente 5 Dage paa Pas (Rigsark. i Haag). 8. Juni 1643 Til Korfits Ulfeldt. Om Klæder til Hoffet i Anledning af Hertug Frederiks Bryllup og om Indkjøb af Safirer til Grev Valdemar Christians russiske Brud. Kurfyrsten og Kurfyrstinden af Bajerns Portræter skulle sendes til Kongen; der skal gjøres Vindueskarme til Hørsholm; en Sten pille skal føres til Haderslev; de anholdte Skibe skulle enten konfiskeres eller løslades; en Brudegave skal gives den svenske Enkedronnings Kammerpige. — Geh, Ark. …At ded Lybske skiib, som Nyckel kock haifde y Arrest, dentid Ieg drog fra køben:. Er kommen løss, ded er inted sa wnderligdt, mens at Nyckel giick frii, ded forundrer leg mig offuer. Du faar at werre derom, at dy andre, som ligger y Arrest, Endten confischeris eller ladiis løss. Vale. Aff Glyckxborg Den 8 Iunij Anno 1643. Christian. V. Cracaus Sekretær omtaler i et Brev til sin Herre af 31. Maj en i Sundet anholdt Skipper, som var fragtet af en Lybekker; denne havde givet en Mand i Helsingør Ordre til at udstede nye Certifikater for ham, og Skipperen var saaledes uskyldig (Rigsark. i Haag). Under 25. Maj havde Korfits Ulfeldt faaet Brev om at hjælpe nogle Lybekkere, hvia Skibe og Gods vare beslaglagte af Nikkel Kock, til deres Ret (Sjæll. Tegn. XXVIII. 36). 29. Juni 1643 Til Korfits Ulfeldt. Om en Dom, der er falden mellem Louis de Geer og Nikkel Kock; om Anvendelsen af noget forbrudt Garkobber; om en Hest til den svenske Enkedronning og hendes Overførelse til Preussen; om Ansættelsen af en ny Smed paa Hammermøllen ved Kronborg; om Fragtning af Skibe til at fare paa Spanien; om Hamborgs Opmærksomhed mod Kongen. — Geh. Ark. Wdaff dyn skriffuelse, daterit den 21 Huius, haffuer ieg forstanden, At dommen ymellom Louis de guer och Nyckel kock inted er gangen epther Nyckcls mening. Glyckxborg den 29 Iunij Anno 1643. Christian. Admiralitetsrettens Dom gik ud paa, at en ringe Del af Ladningen i Louis de Geers Skib, der var bleven beslaglagt om Foraaret, blev konfiskeret som uangivet Gods, men at Resten frigaves; en Del Jernstykker kjobtes imidlertid til Kongens Brug (Slange S. HIK) f. Fridericia, Danm. ydre polit. Hist. n, 367). 30 August Anno 1643 Til Christen Thomesen Sehested. Kongen er tilfreds med, at Dr. Botsack strax kaldes til Professoratet i Sorø. De to Hollændere, hvis Skib og Gods er konfiskeret, skulle have det tilbage igjen under visse Forudsætninger. Med Hensyn til Nikkel Kocks Optræden bemærker Kongen, at enhver maa staa inde for sine 80

 


Ord og Gjerninger. — Geh. Ark. I et Brev fra Cracau's Sekretær til sin Herre af 16. Juni 1643 omtales, at 3 hollandske Skippere ved Dom have faaet deres Skibe og Varer erklærede for Priser under Paaskud af, at Varerne maatte være hollandske, fordi Skibene vare befragtede i Holland af Hollændere, Certepartierne oprettede i Holland og Befragternes Navne nævnte i disse og ikke de svenske Kjøbmænds, hvem Certifikaterne lede paa. Det er muligvis den samme Sag, som Christian IV skrev om til Generalstaterne den 16. Septbr. i Anledning af disses Intercession for to af Admiralitetet dømte Skippere ; Kongen tilbød, at, endskjønt de havde forsømt at appellere til Herredagen, maatte de dog forelægge Dommen for 3 Rigsraader, som vare tilstede i Kjøbenhavn for at dømme i svenske Sager (Rigsark. i Haag). 18. Septbr. fik Korfits Ulfeldt, Christen Thomesen Sehested og Jørgen Vind Brev om at være Kommissarier i Sagen mod to hollandske Skippere foruden i den mod de svenske Kjøbmænd (Sjæl). Tegn. XXVIII, 100; jvfr. ovfr. S. 371 f.). Efter hvad den svenske Resident Stromfelt berettede til sin Regering 1. Septbr., var Christian IV meget misfornøjet med Nikkel Kocks Overgreb som Visitør og havde endog slaaet ham med sin Stok i en Kirke (Fridericia, Danm. ydre polit. Hist. II, 357). Børn af Nikkel Helmer Kock og Else Jensdatter Sparre

Mariken Kock f. c 1633

Jørgen Holmer Kock f. c 1634, d. 3 Mar 1674

Corfitz Holmer Kock f. c 1637, d. ml 1676 - 1678

Ide Nikkelsdatter Kock* f. 1638/39, d. e 1688

Christian Holmer Kock f. c 1640

Nicolaus Kock f. c 1641

Fra www.denstoredanske.dk

Sparre, tre uradelige slægter, hvoraf den ene stammede fra Sjælland, mens de to andre kom fra Skåne. Den sjællandske slægt kan med sikkerhed føres tilbage til rigsråd Jens Torbensen Sparre (nævnt første gang 1429), men stammer formodentlig fra 1200-t. Enkelte medlemmer af slægten indtog betydelige embeder i administrationen. Slægten uddøde på mandssiden med løjtnant Henning Sparre (1633-97). Den ene skånske slægt kan føres tilbage til Tulle Tygesen (nævnt første gang 1415). Denne slægt talte to rigsråder og ærkebiskop Aage Jepsen Sparre. Slægten uddøde på mandssiden i 1600-t. Den anden skånske slægt er muligvis en gren af den første, men kan ikke med sikkerhed føres længere tilbage end til Svend Jonsen (d. 1398). Slægten blev gift ind i den svenske adel og blev godsejere; Niels Clausen Sparre (d. 1505) blev i 1473 medlem af det svenske rigsråd. Slægten er formodentlig uddød i begyndelsen af 1500-t.

Regitze Kock f. 10 Nov 1643

Karen Kock f. 20 Jun 1645, d. 7 Okt 1664

Nikkels kone og Ides mor var Else Sparre


Sparreslægten

Else Jensdatter Sparre 1611-1690

Om Else vides ikke noget, men at hun var ud af fornemme slægter vil fremgå af det følgende. Først går vi ud af Elses fars slægter, som begynder med hende far: 81

 

Her må tages et forbehold. Der refereres til Else i flere kilder, men andre kilder drager Elses slægtskab med Jens Sparre i tvivl. Tro, hvad du vil.

Jens Villumsen Sparre, Til Sparresholm og Vinderup 1577-1632

Gift med Sidsel Nielsdatter Parsberg (se side ). Jens skildres som en retfærdig, gudfrygtig og godgørende mand. Ved den nordre side af Toksværd kirke havde han ladet opføre et begravelseskapel for sin slægt. Sparresholm Gods,Toksværd sogn, Hammer herred, Præstø amt.

Fra www.denstoredanske.dk

Jens Sparre, 21.5.1577-1.2.1632, lensmand. Født på Vinderup, død på Bohus, begravet i Toksværd (?). Både faderen og farfaderen kaldte sig Grubbe hvorimod S. ligesom sine næstsøskendebørn antog S.-navnet. 1593 begyndte han sine udenlandske studier i Rostock og fortsatte dem i tre år sammen med sin jævnaldrende barndomskammerat Otte Steensen Brahe i hvis hjem han som lille havde været en kort tid, og med hvem han senere havde gået i skole i Sorø kloster. Med teologen Cort Aslaksen som hovmestef besøgte de den bekendte skole i Herborn og universiteterne i Heidelberg, Marburg, Strasbourg og Basel indtil S. 1596 kaldtes hjem og indtrådte i kancelliet; men fuld af lyst til at se sig mere om i verden opgav han allerede n.å. denne stilling og blev kammerjunker hos hertug Hans, kongens bror, for at følge denne til Tyskland. Rejsen afbrødes af et ophold ved det danske hof, men 1598 drog de ud på ny, led skibbrud på Jyllands vestkyst, men rejste videre til lands til Holland og derfra til Genève og Frankrig (Orléans, Paris). Efter hjemkomsten forblev han hos hertugen indtil 1601 da han blev hofjunker hos kongen, og ved dennes hof rykkede han 1605 op til skænk og 1608 til hofmarskal. S.å. fik han sin første forlening, Bakke kloster i Norge som han beholdt til 1611. Imidlertid fik han også nu lejlighed til at se fremmede lande idet han 1603 sendtes til England, 1605 var i den til Polen udsendte gesandt Christian Holcks følge, s.å. førte hoffanen under belejringen af Braunschweig hvor danske tropper hjalp den braunschweigske hertug mod byen, 1606 ledsagede Christian IV til England og 1609 repræsenterede denne ved hertugen af Württembergs bryllup med kongens svigerinde. Da han 1610 endelig forlod hoffet forlenedes han med Kristianopel og Sölvesborg, og han var således krigsskuepladsen nær da Kalmarkrigen udbrød (1611). Fulgt med hæren til Kalmar var han fraværende fra Kristianopel da denne by overrumpledes og plyndredes af de svenske. Om efteråret udnævntes han til generalvagtmester i Gert Rantzaus lejr, og efter at have hvervet en fænnike drog han 1612 med denne feltherre ind i Småland hvor han mistede mange af sine folk. S.å. ombyttede han sine blekingske forleninger med Villands herred i Skåne, og her anlagdes i de nærmeste år efter krigen under hans tilsyn den nye by Kristianstad hvis første lensmand han blev (1617). Allerede 1618 forflyttedes han dog til den vigtige fæstning Bohus, men her sad han så til sin død; samtidig fik han også Elfsborg der imidlertid n.å. leveredes tilbage til Sverige. Nævnes bør endnu at han 1614 på ny fulgte Christian IV til England, at han 1619 under de nordiske kongers møde i Halmstad fungerede som hofmarskal og ved denne lejlighed vandt Gustav Adolf for sig så at han nogle år senere (1624) blev indbudt til at besøge 82

 

den svenske konge i Göteborg og der modtog en kostbar foræring; endvidere, at han 1622 stod fadder til kongesønnen Valdemar Christian, at han 1623 deltog i forhandlingerne om Sorø akademis oprettelse, og at han 1625 og 1629 sad som dommer på herredagene henholdsvis i Trondhjem og Kristiania. Da kongen 1627 havde spurgt rigsrådet om hvem det var rettest at gøre til rigsadmiral udpegede de fleste stemmer S., men hvor meget kongen end åbenbart holdt af denne sin jævnaldrende, tro mand fulgte han ikke forslaget. Da 1628 en norsk national hær oprettedes udnævntes S. til oberstløjtnant ved Bohus lens regiment, men samtidig fritoges han for hvervet. S., som i sit hjem stærkt lagde vægt på husandagt, øvede stor godgørenhed og roses for sin retfærdighed og retsindighed. I sine yngre dage skrev han sig til fædrenegården Vinderup (Tybjerg hrd.), men efter at han 1607 fra kronen havde tilmageskiftet sig Paddeborg (Hammer hrd.) opførte han her en stor gård som han (1609) efter sig kaldte Sparresholm og senere skrev sig til. Fra 1631 var han desuden ejer af Jomfruens Egede (Fakse hrd.). Efter hans død ansloges hans gods til over 1300 tdr. htk. – Ridder af den væbnede arm 1616.

Familie

Forældre: Villum Grubbe til Sandbygård og Vinderup (død 1583) og Maren Eriksdatter Basse (død 1591). Gift 29.8.1613 i Kbh. med Sidsel Parsberg, født 14.5.1585 på Sandbygård, død 17.8.1640 på Sparresholm, d. af Niels Vernersen P. til Harrested og Sandbygård (1545–92) og Lisbet Mikkelsdatter Sehested (1555–1614).

Villum (Willum) Grubbe Sparre ?-1590, Til Sandbygaard og Vinderup

Gift med Maren Eriksdatter Basse

Jens Grubbe Jepsen Sparre ?-1531, Til Sandby i Sjælland

Gift med Karine Villumsdatter Baden

Sandbygaard er et gods, beliggende i Sandby Sogn, Næstved Kommune. Ejendommen er en gammel hovedgaard, herregaard og gods med historie tilbage til år 1250.

Jep Jensen Sparre ?-1472, Til Vibygaard og Sandbygaard

Rigskansler. Gift med Kirsten Olufsdatter Grubbe, ?-1487 (om Grubbeslægten på side 78)

På Erik Menveds tid nævnes Viby gård som en anselig hovedgård. Første gang, man har sikre efterretninger om gården, er i 1315, da Morten Truelsøn Sparre skriver sig til Vibygård i et dokument, hvorved han overdrager noget gods til Saneta Clara Kloster i Roskilde. Vibygård blev i Sparreslægtens eje i henved 300 år, indtil omkring år 1600 da Claus Sparre solgte den til rentemester Sigvard Beck.

Ejere af Vibygård (frem til Jep Sparres tid)

(1315-1340) Morten Truelsen Sparre

(1340-1370) Peter Mortensen Sparre

(1370-1393) Peter Petersen Sparre

(1393-1425) Sophie Petersdatter Sparre

(1425-1450) Jens Torbernsen Sparre

(1450-1490) Jep Jensen Sparre

Jens Thorbernsen Sparre af Bringstrup,

Gift med Sophie Pedersdatter (Sparre) hvis far var Petrus (Peder) Martini de Wigby Sparre (Petrus Martini de Wigby, beseglede 1397 til Vitterlighed med Evert Moltke og fører de tre 83

 

Sparrer, fik 1398 med Peder Dænæ af Hasle, Thorbern Jensen af Ørslev og Peder Jensen af Sørup kongl. Befaling at indføre Henrik Clausen i Gods i Trustrup, var 1411 Provisor for Vor Frue Klostret i Roskilde, ligeledes 1415, kjendte sig 1419 at have Gods i Syv (Ramsø H.) i Forlehning af Kronen, levede 24 Juni 1429; siges g. m. Kirsten Limbek)

Jens Thorbernsen SparreNævnes 1429, fik 1435 Birkende Gaard og By i Leie af Biskoppen af Roskilde, beseglede 1438 til Vitterlighed med sin Moster Cecilie Kragsdatter, var 1437—38 Lehnsmand paa Kalundborg, udgav én særlig Forpligtelse til at holde Slottet til Kong Eriks Haand, men synes desuagtet at have sveget sit Løfte, var 1443 og endnu 1460 Rigskansler, var 1449 Ridder og fik vel altsaa Ridderslaget ved Kong Christiern I's Kroning, var 1451 og endnu 1471 Rigsraad, 1460—63 vistnok Lehnsmand paa Skjoldenæs, gav 1463 med sin Søn Hr. Jep Jensen en Gaard i Porsegade i Næstved, som Thorbern Jensen 1430 havde kjøbt af Jens Nielsen Dyre, til St. Peders Kloster smst., levede 20 Mai 1471.

Fra dansk biografisk leksikon

Sparre, Jens Torbernsen, til Bringstrup, Rigskansler, var Søn af Torbern Jensen (af den sjællandske Sparre-Slægt) til Ørslev og Bringstrup og Karen Pedersdatter Krag. J. T., der nævnes som Væbner 1429, var Lensmand paa Kalundborg 1437 og ligeledes 1438, da Kong Erik forlod Danmark, og da J. T. skal have afgivet et særlig bindende Løfte om at holde Slottet for Kongens Slægt. At han har opfyldt dette Løfte, høres der imidlertid intet om; derimod blev han under den ny Konge Rigskansler og nævnes som saadan 1443-60; senere, i 1468-72, beklædte hans Søn, Hr. Jep Jensen af Sandby, det samme Embede. J. T. var Væbner endnu 1447, men Ridder 1450 og har vel altsaa faaet Ridderslaget ved Christian I’s Kroning 1449; 1451-71 forekommer han som Rigsraad, og ved Tiden 1460-63 har han vistnok været Lensmand paa Skjoldenæs. Efter sin i 1438 afdøde Fader havde han arvet Bringstrup, og ved Giftermaal med Sophie Pedersdatter (Sparre) kom han i Besiddelse af Viby (det nuværende Vibygaard), som Sønnen Jep Jensen dog skrev sig til, allerede længe før hans Fader døde. Naar dette Dødsfald er indtruffet, vides ikke.

Thorbern Jensen Sparre af Ørslev og Bringstrup

død før 1438

Thorbern Jensen (Sparre) af Ørslev og Bringstrup gav 1414 gods til Sorø kloster. Han var foged og høvedsmand (1430) på Kalundborg slot.

Med Karen Krag fik han 3 børn.

Skrev sig 1398 af Ørslev i et Vidne af Sjællands Landsthing, besegler 1402 i Stockholm til Vitterlighed med en Kannik i Roskilde og fører de tre Sparrer, skrev sig 1407 i Ørslevøstre, kalder sig 1414 Søn af Johannes Trugilli og giver Gods i 84

 

Fjenneslevmagle til Sorø Kloster for sit, sin Husfrue Katerine og sine Sønners Leiersted, beseglede 1420 paa Laalands Albue Dronning Philippas Brev om hendes Livgeding, kaldes af Huitfeldt Torbern Jensen Gaas, hvilket er en urigtig Sammendragning med den næste Besegler Goes van Hitzackers Fornavn, var 1424 og 1426 Foged paa Kalundborg Slot, var 1429 sammen mod Peder Mortensen (Sparre) af Viby nærværende ved et Skifte, skrives s. A. til Bringstrup, var 1430 endnu Høvedsmand paa Kalundborg, 1433 nærværende paa Kongens Retterthing paa Harridsborg, begr. 25 Febr. 1437 el. 1438 i Sorø.

Johannes Trugilli Sparre (i Sjælland) død efter 1390

Trugillus Martini Sparre (i Sjælland)

Martinus Thruulsson Sparre (i Sjælland) død efter 1316

Skulde 1302 selv fjerde paa Sjællands Landsthing at aflægge Vidnesbyrd om, at Kongens Foged i Roskilde Benedict Esbernsen efter Landslov værgede Gods i Daastrup (Ramsø H.), afstod 1315 med sin Søn Petrvs de Wigby til St. Clare Kloster i Roskilde Skovlodder, som de med Urette havde tilegnet sig, fører de tre Sparrer.

Trugillus Martini Sparre (i Sjælland)

Martinus Thomæsun Sparre (i Sjælland) død efter 1278

Beseglede 1277 med sin nedennævnte Broder og fører de tre Sparrer i sit endnu bevarede Sigil.

Thomes N.N. Sparre (i Sjælland)

Med denne tur helt tilbage i middelalderen slutter sporene af Sparreslægten, men inden vi, som lovet, skal tilbage til Else Jensdatter Sparres mor, Sidsel Nielsdatter Parsberg slår vi lige en sløjfe om Grubbeslægten.

Jep Sparres kone, Jens Sparres mor var af Grubbeslægten.

Grubbeslægten

Slægten er af gammel adel, stammer fra Sjælland og kaldte sig i 1300-tallet også Buig (Byg) og Ragi (Rage, Råge). Johannes Grubbe (nævnt 1280) er dens ældst kendte medlem. Slægten lever stadig (i Tyskland med navnet Grube). 85

 

Kirsten Olufsdatter Grubbe var gift med Jep Sparre. Kirstens far var

Oluf Grubbe til Til Spanager og

Næsbygaard død efter 1439

Gift med Margrethe Mogensdatter Galt

Spanager ligger i Ejby sogn. I middelalderen var Spanager en landsby, hvori der lå en adelig sædegård. Godset Spanager med tilhørende smågods kom til Sorø Kloster. Da det kom i klostrets besiddelse, blev det i første omgang organiseret som et af grangierne. Det er uvist om landsbyens sædegård tilfaldt klostret. Klostret var ikke så interesseret i at have grangier for langt væk fra Sorø. Så man har nok længe været på udkig efter, om man kunne lave en byttehandel Det lykkedes 1414. Bispestolen mageskiftede sig til Spanager mod at give Sorø Kloster godset Bjernede, som lå tæt på Sorø. Vi ved, at bispestolen overtog landsbyen uden sædegården. 1417-1421

Væbneren Erik Jepsen (Due) (død senest 1424) skrev sig til Spanager, altså hovedgården.

1421-1440 Godset arvedes af væbneren Oluf Grubbe, som 1424 skrev sig dertil.

1440-ca.1460. Dennes datter fru Kirsten Grubbe var gift med Jep Jensen Sparre. Denne skal have skænket Spanager til Roskilde domkapitel, som formentlig har nedbrudt gården, der derefter ikke omtales.

Grubbeslægtens våbenskjold

Ingemar Nielsen Grubbe til Tersløse, Kyndby og Vallekilde, 1344-ca. 1418

Gift med Christine Tygesdatter Due ca 1345-1418

Niels Ingmarsen Grubbe Til Tersløse, død før 1368

Ingemar Johannesen Grubbe

Er vel den "Tesmar" Grubbe, som 1307 synes at have staaet i Greve Gerhards tjeneste, idet han da som forlover beseglede dennes forlig med Lübeck.

Johannes Grubbe

Nævnes 1280 som medudsteder af et vidne om en gave til Lygum Kloster.

Også hans søn Peder Grubbe til Ordrup er vores forfader.

Parsbergslægten 86

 

Fra www.denstoredanske.dk

Parsberg, dansk adelsslægt, der havde sit udspring i den bayerske uradel og blev introduceret i Danmark, da Christoffer 3. af Bayern bragte sin kammermester, Christoffer Parsberg (d. 1462), med til landet. Det var dog først med hans nevø, Verner Parsberg (d. 1484), at denne del af slægten permanent slog sig ned i Danmark. Han var i næsten 30 år medlem af det danske rigsråd og indledte dermed en ubrudt kæde på fem generationer rigsråder frem til enevældens indførelse i 1660. Den sidste, Oluf Parsberg (d. 1661), fik med sin søn, Christoffer Parsberg (1632-71), slægten centralt placeret i det nye statsstyre, og Christoffer Parsberg blev optaget i grevestanden i 1671.

Gennem embeder og ægteskabsalliancer formåede slægten at finde plads i både centraladministrationen og den danske højadel. Også økonomisk forstod slægten, der ejede store herregårde, at gøre sig gældende. Den uddøde i Danmark med Johan Rantzau Parsberg (1701-30).

Else Sparres mor var

Sidsel Nielsdatter Parsberg 1585-1640

Fødsel 14 maj 1585 Sandbygaard Gods, Sandby (Tybjerg H., Præstø)

Død 17. aug. 1640 Sparresholm Gods, Toksværd (Hammer H., Præstø). Begravet Toksværd Kirke. Sidsels far var Niels Parsberg og Sidsels mor var Lisbeth Sested, og hendes slægt vender vi tilbage til på side

Efter Krigens Afslutning blev Sidsel og Jens Sparre gift (29. Aug. 1613 i København). Hun fødte ham i Aarenes Løb en talrig Flok Børn, men kun 2 af dem naaede den voksne Alder.23

23 Dansk biografisk leksikon 87

 

Sidsels far var

Niels Parsberg til Harrested og Sandbygaard, 1545 – 1592

Født på Sølvitsborg (Sölvesborgs slott), Blekinge, Sverige. Søn af Verner Tønnesen Parsberg

Han blev gift med Elisabeth Mikkelsdatter på Koldinghus 1/3 1579.

1570 Hofjunker, 1572 Kæmmerer hos Kongen og tillagt Verne Kloster og Ingedal og Rygge Skibreder som Len, skrives 1576 til Hviderup, 1578—84 Lensmand paa Bækkeskov Kloster og 1587—92 paa Roskildegaard.

Niels Parsberg var lensmand på Roskildegård 1587-1592. Han er en af de lensmænd i Roskilde, som ikke havde en større karriere før lensmandsperioden. Han var ikke lensmand andre steder, han var ikke militært aktiv og han gik ikke ind i det politiske spil. Vi kender ham fra nogle retssager mod københavnere, men de handlede ikke om noget væsentligt.

1545 blev han født i Sølvitsborg, hvor hans far var lensmand . Han skrev sig tilSandbygård (Tybjerg herred). Han døde som lensmand 13/1 1592 og blev begravet 23/2 1592 i Roskilde Domkirke. Graven blev senere flyttet til Hyllinge kirke. Han blev som lensmand afløst af sin bror Christoffer.

Verner Tønnesen Parsberg, til Harrested 1511-1567

Verner Tønnesen Parsberg, var dansk rigsråd og fik Elefantordenen i 1559. Gift med Anne Manderupsdatter Holck 1501-1591. Med Anne havde han flere børn, bl.a. Manderup og Valdemar Parsberg, hun overlevede ham til 26. maj 1591. Hun havde fra 1576 til sin død Hørby Len i Froste Herred

Parsberg var i 1536 og 1538 hofsinde og var samtidig i 1536-37 tilknyttet Øvids Kloster. I 1540 fik han brev på len for området Ellinge, men tiltrådte det ikke, og blev i 1541 sendt til Blekinge som lensmand på Sølvitsborg. Han havde desuden et kannikedømme i Roskilde.

I 1548 ledsagede han prins Frederik (senere Frederik 2.) til Norge, omkring 1550 blev han rigsråd, og endelig modtog han ved kroningen af Frederik i 1559 ridderslaget.

Foruden større byggearbejder på Sølvitsborg havde han i dette vigtige grænselen to opgaver af særlig art: Han skulle så vidt muligt bekæmpe de mange landstrygere, som holdt til i de øde, uvejsomme skovstrækninger, der dannede grænsen til Sverige, og han skulle under de spændte forhold til Sverige holde et vågent øje med, hvad der gik for sig på den anden side af grænsen. I begge henseender synes han at have gjort fyldest, og han havde han til stadighed spejdere inde i Sverige og var på den baggrund i hyppig forbindelse med regeringen i København. Da Den Nordiske Syvårskrig brød ud, blev han udnævnt til proviantmester for Blekinge. Ved svenskernes angreb på Blekinge i 1563 forsøgte han forgæves at tvinge dem tilbage ved selv at gøre et mindre indfald over den svenske grænse. Først efter "at de havde skjændet og brændt paa det grusomste, droge de bort". Det følgende år faldt Sølvitsborg ved et nyt angreb, hvor Parsberg inden at byen blev rømmet afbrændte slottet. 88

 

I 1565 blev han sammen med Lave Brahe beordret til som kommissær at ledsage feltøversten Otte Krumpen, men han er formentlig ved sygdom tvunget hjem, idet han døde 21. januar 1567.

Familie: Han var søn af Tønne Vernersen Parsberg (død omkring 1522) og dennes 2. hustru, Ingeborg Predbjørnsdatter Podebusk..24

24 Kilde: http://users.telenor.dk/~ttm99246/w3egns_hist/hyllinge/HyllingeHist.htm:

Harrested (Smedeby): Harrestedgård er en gammel gård. Gården ligger i Hyllinge Sogn i Næstved Kommune. Den ældste hovedbygning var fra 1325. Nyopført i 1840.

Harrested kom til sognet fra Førslev sammen med Havnskov. Der skulle have ligget 10 gårde i landsbyen indtil 1600-tallet. Bakken på landevejen udfor det nuværende Harrestedgård hed Store Smedebjerg. Navnet Smedebjerg mark findes på det formindrede matrikelkort fra 1830. På Rise mark lå en vandmølle i Knarrebæk, nu kaldet Harrested å. Fire adelsslægter har ejet Harrestedgård. Slægten Markmand (1355-1485), slægten Parsberg (1485-1634), slægten Vind (1638-1723) og Plessen (1723-1946). Listen over samtlige ejere fra især Trap (1954) gengives her. Holger Vind inddrager i 1676 landsbyens jorder, møllen og hestemøllen under hovedgården. Harrestedgård blev belejret af tartariske ryttere under svenskekrigen og til sidst blev gården skudt i ruiner af kanoner opstillet på Gryntebjerg mellem Havnskov og Hyllinge. Gården blev efter sigende først genopbygget i 1840.Retsvæsen: I 1560 får Verner Parsberg birkeret i Hyllinge sogn, så han udnævner birkefogeden, der bliver den lokale dommer i stedet for den af lensmanden udnævnte herredsfoged for hele Flakkebjerg herred. Dette sker tilsyneladende omtrent samtidig med at Harrested kommer til sognet. Indtil 1751 lå sognet i Harrested birk 89

 

Tønne Vernersen Parsberg til Harrested og Ørtofte 1464-1521

Gift med Ingeborg Predbjørnsdatter Podebusk (1482-1542), datter af Predbjørn Podebusk. Mere om Podebusk slægten på side

Tønne var 1487 blandt de Riddere og Rigsraader, der hyldede Christiern II. som Landets tilkommende Konge, var 1489 Høvedsmand paa Lindholm (Segl), blev 1491 af Kongen dømt til at nedbryde den Bygning, han havde opført paa Helliestade Bod, hvor han holdt Ølsalg og Høkeri, trættede 1492 med Kapitlet i Lund om en Gaard i Vadensjö, medbeseglede 1495 Laurids Knob og Hustrus Mageskifte, skrives 1497 og 1499 til Ørtofte Hovedgaard, som han fik paa Skiftet efter Svigerfaderen Knud Truidsen, trættede 1498 om Hareberg Gods med Hr. Oluf Stigsen, medbeseglede 1500 et af samme udstedt Skøde, var 1503 og 1504 Høvedsmand paa Varberg, sad 1504 med Hustru paa Ørtofte, ligesaa 1507, da han mødte paa Rettertinget i Nyborg, 1512 ved Forhandlingerne i Halmstad, var 1514 Medlover for Kong Christierns Ægtepagt, havde til sin Død Gaardstænge Len.

Verner Vernersen Parsberg til Stierberg 1431-1484

Gift med Anne Tønnesdatter Rønnow

Kom til sin Farbroder i Danmark, var 1443 Ridder og Høvedsmand paa Helbæk Slot, beseglede 1448 Christoffer af Bayerns Testamente, var 1454 paa Sjællandsfarers Landsting, 1456 udsendt til Köln, hvor han afsluttede en Forbundstraktat mellem Danmark og Frankrig ("miles et capitaneus castrorum et patrie Holbekensis et Styrburgensis Dacie et Alamannie etc. conciliarius"),

nævnes 1457 som Hr. Verner af Holbæk, 1458 Medlem af et til Danzig affærdiget Gesandtskab, 1459 (paa Holbæk) Fredsforhandler i Lübeck, 1460 Vidne for et af Kong Christiern udstedt Brev, medbeseglede 1463 et af Fru Karine Nielsdatter af Woldorp udstedt Skøde (Segl), 1466 i Kongens Raad (af Holbæk), Sendebud i Maastricht og ved Kejserhoffet, 1467 og 1469 udsendt til Nederlandene, tog 1472, 1473 og 1476 Del i Møderne i Kalmar, var 1473 Høvedsmand paa Holbæk og sad i Landsdommers Sted paa Sjællandsfars Landsting, 1475 paa Københavns Retterting, 1477 Sendebud i Dresden, 1478 nærværende paa Køge Raadhus, 1482 i Forsamlingen af Rigstander i Kalundborg, vistnok til sin Død 1484 Høvedsmand paa Holbæk

Skt. Nicolaj Kirke, Holbæk (Merløse H., Holbæk.) Ligsten som nu ligger på Holbæk museum

Fra dansk biografisk leksikon

Parsberg, Verner, –1487, til «Stirberg», Rigsraad, var Søn af Verner P. og Margarethe Schenck v. Reicheneck og er sikkert født i Nürnberg, hvor hans Fader var Høvedsmand. Hans Farbroder Christoffer P., hvem Christoffer af Bajern drog med sig til Danmark, har utvivlsomt ført ham her til Landet, hvor han i Modsætning til Farbroderen tog blivende Ophold; han blev (før 1454) Ridder og Rigsraad, fik Holbæk Slot i Forlening, som han vistnok beholdt til sin Død, og tog sig her en Hustru, Anne Tønnesdatter Rønnow. Men han synes da ogsaa at have ydet sit nye Fædreland væsentlige Tjenester som en meget benyttet Diplomat.

Han blev saaledes 1456 sendt til Køln, hvor han afsluttede en Forbundstraktat mellem Danmark og Frankrig; 1458 var han Medlem af det til Danzig affærdigede Gesandtskab, der 90

 

skulde slutte Traktat med Kongen af Polen; 1466 ledsagede han Bisperne af Viborg og Lybek til Maastricht for at aftale en Handels- og

Forbundstraktat med Hertugerne af Burgund, Bretagne og Normandiet, ligesom han besøgte sin Hjemstavn Nurnberg for at pleje nogle Forhandlinger ved Kejserhoffet. Atter 1467 og 1469 sendtes han sammen med de 2 nævnte Bisper til Nederlandene, bl. a. for at forhandle med Kongen af England, ligesom han ogsaa 1472, 1473 og 1476 tog Del i Møderne med de svenske i Kalmar. Endelig var han med i det Gesandtskab, som 1477 affærdigedes til Dresden for at fremføre Junker Hans’ Bejlen til Kurfyrstens Datter. Hvor meget han end saaledes færdedes udenrigs, synes han dog ikke at have forsømt Lejligheden til at gjøre sig fortrolig med de indre Forhold her i Danmark, thi alt 1473 fungerede han lejlighedsvis paa Sjællands Landsting som Landsdommer. V. P. døde 1487 og er Stamfader til de danske Parsberger.

Werner Hansen Parsberg 1400-1455

Gift med Margrethe Schenk von Reicheneck

fra 1442 Byfoged (Schultheiss) i Nürnberg, var 1430 Høvedsmand i Rigskontingentet under Kampene med Hussitterne, 1443 Høvedsmand i Nürnbergernes Fejde med Herrerne af Waldenfels - død 2 Nov. 1455. Til hans Minde er i Koret i St. Lorenz Kirke i Nürnberg ophængt et prægtigt, ottekantet Ligskjold med hans Vaaben, omkring hvilket læses hans Navn, Dødsaar og Datum.

Hans Dietrichsen Parsberg ca 1348-1408

Nürnberg, Bayern, Tyskland. Ridder

Dietrich Dietrichsen Parsberg ca. 1314

Hermed slutter sporene efter vores del af Parsbergslægten. Vi runder Podebuskslægten, inden vi fortsætter med Lisbeths Sesteds slægt. Tønne Parsberg var gift med Ingeborg Podebusk.

Podebuskslægten 91

 

Podebusk våbenskjold

Predbjørn Podebusk, Til Nørre-Vosborg og Kjørup (Fyn) ca. 1460 -1541

Rigsraad

Gift med Vibeke Eriksdatter Rosenkrantz 1460 – 1506.

Far til Ingeborg Parsberg.

Predbjørn var Søn af Hr. Claus Podebusk til Vosborg og Fru Jytte Moltke og maa være født omtr. 1460. Efter sin Fader arvede han Vosborg i Jylland og Kjørup i Fyn (Skam Herred); ved sit første Giftermaal, med Vibeke Eriksdatter Rosenkrantz*, Datter af den bekjendte Rigshofmester Erik Ottesen Rosenkrantz, kom han i Besiddelse af Bidstrup i Jylland (Middel-som Herred) og forskjellige Pantelen.

Efter sin første Hustrus Død ægtede han, omtr. 1512, en rig Enke, Fru Anne Mouridsdatter Gyldenstierne, der som eneste Datter af den rige Rigsraad Mourids Nielsen Gyldenstierne. (VI, 392) havde arvet Aagaard i Vendsyssel med stort Godstilliggende og Bregentved i Sjælland, og som efter sin første Mand, den rige Oluf Stigsen Krognos til Bollerup i Skaane (IX, 526), var kommen i Besiddelse af Karsholm i Skaane. Alle disse Ejendomme kom P. Podebusk i Besiddelse af og blev saaledes en af de rigeste Mænd i Landet, maaske heri alene overgaaet af Hr. Mogens Gøye).

Fra wikipedia25: Predbjørn Podebusk (* omkring 1460, † 1541) dansk rigsråd fra Vosborg, var søn af Claus Podebusk til Vosborg og Jytte Moltke.

25 Dansk Biografisk Lexikon, Bind VI, (1887-1905), Carl Frederik Bricka

Efter sin fader arvede han Nørre Vosborg i Jylland og Kjørup på Fyn (Skam Herred). Ved sit første ægteskab, med Vibeke Eriksdatter Rosenkrantz, datter af den bekendte rigshofmester Erik Ottesen Rosenkrantz, kom han i besiddelse af Bidstrup i Jylland (Middelsom Herred) og forskellige pantelen. Efter sin første hustrus død giftede han sig, omkring 1512, med en rig enke, Anne Mouridsdatter Gyldenstjerne, der som eneste datter af den rige rigsråd Mourids Nielsen Gyldenstjerne havde arvet Ågård i Vendsyssel og Bregentved på Sjælland, og som 92

 

efter sin første mand, den rige Oluf Stigsen Krognos til Bollerup i Skåne var kommet i besiddelse af Karsholm i Skåne. Alle disse ejendomme kom Predbjørn Podebusk i besiddelse af og blev således en af de rigeste mænd i landet, måske kun overgået af Mogens Gjøe.

Under alle disse forhold viste Predbjørn Podebusk sig som en rå, voldsom og egenrådig mand, der lige fra sin første færd havde en mængde ejendomsstridigheder med sine egne eller sine 2 hustruers slægtninger. Som katolik af den gamle skole oprettede han talrige sjælemesser rundt omkring for sig og sine hustruer, men samtidig hermed var han overordentlig grisk efter gods, selv om denne griskhed gik ud over kirken. Efter at være kommet i besiddelse af Niels Bugges gamle ejendom Nørre Vosborg benyttede han sig med stor dygtighed af det gamle arkiv på Vosborg og søgte åbenbart efterhånden at komme i besiddelse af sin oldefader Niels Bugges store ejendomme. Således søgte han 2 gange i sit liv, 1502 og 1536, at komme i besiddelse af Hald Hovedgård, som allerede Dronning Margrethe havde overdraget til Viborg bispestol, begge gange dog uden resultat.

Mindetavle over Podebusk slægten, Sct. Hans kirke, Odense

At Predbjørn Podebusk i følge den stærkt fremskudte sociale stilling, som han indtog, også måtte komme til at tage del i rigets anliggender, følger af hele tidens forhold. 1487 forekommer han allerede som ridder i Prins Christian II’s hyldingsbrev i Lund. Men den voldsomhed og trods, også over for kongens domme, som han i disse år viste i et arvetrætte om Ringe Mølle på Fyn, synes en tid lang at have hindret hans forfremmelse. 1494 nævnes han som lensmand på Skjoldenæs, og nogle år senere (inden 1499) blev han lensmand på Riberhus, en stilling, som han beklædte lige til 1536. I offentlige sager forekommer han for øvrigt næppe, før han 8. nov. 1502 som rigsråd deltog i dommen over Poul Laxmand. I de følgende år deltog han som rigsråd i fejden mod Sverige og i forskellige forhandlinger. At en mand med hans karakter ikke kunne finde sig i en stærkere kongemagt, følger af sig selv. Det er derfor betegnende, at han straks efter Kong Hans’ død 1513 var blandt de jyske rigsråder, der søgte at hindre, at Kong Christian II straks overtog regeringen, inden en fornyet hylding havde fundet sted, og at han allerede den gang i al hemmelighed skal have arbejdet på at sætte Hertug Frederik på tronen. Men for øvrigt er der ikke spor til fjendligt sindelag fra Christian II’s Side mod Predbjørn Podebusk. Han vedblev at have Riberhus som afgiftslen, og da han havde givet kongen med større lån, fik han også pant heri. Alligevel var Predbjørn Podebusk en virksom deltager i det jyske råds opstand mod kongen 1522 og 1523 og havde en tid lang oprørspartiet samlet hos sig på Riberhus, hvorpå han i marts 1523 deltog i Frederik I’s hylding på Viborg ting. Han blev belønnet med forleningen af Han Herred i Jylland på sin og hustrus Levetid. Heri fik han kort efter pant, ligesom han tidligere efter sin svigerfader Erik Ottesen havde Rinds Herred og Øster Velling Birk (ved Bidstrup) i pant. 1529 fik han tillige Lysgaard- og Hids Herreder i pant, uafløst på livstid. Han deltog i Frederik I’s tid 93

 

som rigsråd i de forskellige møder og forhandlinger, men synes ikke at have indtaget nogen fremtrædende stilling ud over, hvad hans sociale stilling medførte.

Som Mand af den gamle skole frygtede Predbjørn Podebusk selvfølgelig mest af alt, at Christian II atter skulle komme på tronen. Flyr Messer og Gudstjenester op igjen og Processioner, at den evige Gud vil frelse os fra den umilde Mand, skriver således hans hustru fra Bidstrup til sin datter Pernille Krognos’ Mand, rigsråd Anders Bentsen Bille, da toget til Norge mod Christian II forestod. Også på herredagen i København efter Frederik I’s død viste Predbjørn Podebusk sig som ivrig katolik. Han deltog i alle rigsrådets mest udprægede skridt, beseglede recessen af 3. juli, selv det såkaldte Enighedsbrev af 13. juli 1533, hvorved biskopperne søgte at hindre et kongevalg for øjeblikket, og deltog i dommen over Hans Tausen.

Under Grevens Fejde deltog Predbjørn Podebusk i møderne i Ry i juni og juli 1534, hvor de katolske råd blev nød til at slutte sig til Hertug Christian (III), og deltog i dennes hylding i Horsens. Under bondefejderne kunne en mand som Predbjørn Podebusk, der var vant til at sætte bønderne i blok og jern, ikke vente sig noget godt. Under skåningernes rejsning under Søren Norby 1525 var det gået ud over hans skånske ejendomme, nu gik det under Skipper Clements Fejde ud over hans ejendomme i Vendsyssel og andensteds. Desuden faldt hans datter Jyttes Mand, rigsråd Niels Brock til Estrup m. m., mod bønderne ved Svenstrup.

Gravminde over Predbjørn Podebusk og to hustruer, Sct. Hans kirke, Odense

Predbjørn Podebusk's rolle var for øvrigt nu udspillet. En mand af hans tænkemåde kunne ikke bruges under de nye forhold. Han var desuden nu hen ved de 80 år. Allerede inden marts 1536 havde han måttet afstå Riberhus til Johan Rantzau mod at få Tranekjær på Langeland i stedet. De store pantesummer, han havde lånt kronen, betragtedes som forbrudte. Ved Christian III’s kroning i 1537 bar han dog som ældste ridder rigsæblet, og sin stilling som rigsråd beholdt han lige til sin død i december 1541. Som en rask og rørig gammel mand deltog han i rigsrådsforhandlingerne lige til det sidste. 94

 

Med sine 2 hustruer havde han 6 børn. Men døden havde ryddet stærkt op i hans kreds. Kun den yngste datter, Jytte, der efter Niels Brocks død havde ægtet den forhenværende biskop i Odense Knud Gyldenstjerne, overlevede ham i længere tid. Anne Mouridsdatter overlevede ham til 1545.

Om Nørre Vosborg: Den første gang gården omtales er som "Osborg" eller "Fosborg" i år 1299 hvor den tilhørte Erik Menved og var beliggende lidt syd-vest for den nuværende hovedgård. Placeringen var stategisk gunstig ved Storåens udmunding i Nissum Fjord og tæt på den gamle oksedrivervej gennem Jylland. Fra omkring 1340 ejede herremanden Niels Bugge, som ligeledes ejede herregården Hald Hovedgård ved Viborg, den tidlige gård. Niels Bugge blev myrdet i Middelfart i 1359 på hjemvejen fra et møde med kong Valdemar Atterdag, sandsynligvis på baggrunden af at have stået i opposition mod kongen sammen med andre jyske herremænd. Herregården blev konfiskeret af kongen, men blev givet tilbage til slægten Bugge i 1375 af Dronning Margrethe 1.. Vosborg forblev i slægtens eje indtil ca. 1400, hvor Podebuskfamilien - en kongetro adelsslægt fra Rügen - overtog den. Gyldenstjerne-huset (østfløj, 1552)

Var 1350 med Kong Valdemar i Spremberg, 1360 Nærværende paa Danehoffet i Kalundborg, deltog 1361 i Gullandstoget, var 1365 Gjældskjær i Skaane, kaldes 1373 Henningus Puddebusk senior, 1375 Høvedsmand paa Holbæk med Merløse Herred og Rigsforstander efter Kong Valdemars Død, besøgte i August 1387 Dronning Margrethes Hyldingsakter fra Skaane og sjællands Landsthing; begravet i Sorø hvor hans 1873 ved Kirkens Reperation fundne Sværd hænger

Kort efter reformationens omvæltninger overtager den tidligere biskop fra Odense Knud Henriksen Gyldenstjerne i 1548 ejerskabet af herregården efter at have giftet sig med Jytte Predbjørnsdatter Podebusk, som var datter til den tidligere ejer Predbjørn Podebusk. Gyldenstjerne påbegynder opførelsen af den første bebyggelse i form af et befæstet borganlæg med volde og grave og et to etagers stenhus i gotisk stil, som står færdig i 1552. Huset havde oprindeligt en portgennemgang, som blev lukket i 1797. Forskellige spor kunne tyde på, at der vest for Gyldenstjerne-huset har ligget en tilsvarende to etagers stenhus og som var forbundet med dette med mure og herved i sin helhed dannede en lukket gårdsplads.

Claus Podebusk af Nørre Vosborg,? -1477

Gift med Jytte Evertsdatter Moltke 1415-?

Far til Predbjørn Podebusk

Pritbern van Podebusk, (Putbus) til Egholm (Voldborg H.) ca. 1360-1426

Far til Claus Podebusk

Far Henning van Podebusk, d. Mellem Aug. 1387 og 04 Okt. 1388

Mor Gisela von dem Sunde Putbus 95

 

Gift først med Helle Brostrup, dereter med Ingeborg Christiernsdatter Vendelbo, d. eft. 15. Jul. 1459 (til Vosborg (Ulvborg H.), gav 1436 som Enke Gods til St. Hans Kloster i Odense og levede endnu 1459). Christen Vendelbo havde været gift tidligere, og i 1399 blev Vosborg overtaget af hans datter Ingeborg og hendes mand Predbjørn Podebusk. Ingeborgs mor var Elline (Ellen) Bugge, hvis far var den berømte Niels Bugge se note26

26 http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/niels-bugge-ca-1300-1358/

Pritbern nævnes 1376, beseglede 1395 som Ridder Forliget paa Lindholm og 1397 Kongevalget i Kalmar, solgte s. A. Dronningholm til Dronning Margrethe, havde 1396 med sin Broder Hans og sin Moder Fru Giseles og sin Fætter Hennings Raad, restareret et øde Kapel "auf dem Vilm" paa Rygen, holdt s. A. Skifte og Deling med nævnte sin Broder om deres rygiske Godser, beseglede 1398 som Rigsraad Forbundet med Hærmesteren, solgte 1401 med sin Hustrus Moder Fru Elne Bugge Gods til Kronen, kjøbte 1409 Holmegaard (siden Kjørup) af Erik Nielsen, pantsatte 1410 Grevskabet Strey til Biskop Peder af Roskilde, overdrog 1416 Stralsunds Raad Slottet Putbus i Slotslov, til hans børn blev voxne, men indløste det atter 1425, skrev sig 1419 til Vosborg og beseglede da Forbundet med Kongen af Polen.

Antagelig var det borgen med vindebroen og donjon'en, som rigsråd Predbjørn Podebusk overtog i 1405. Efter den tid kender vi hovedtrækkene i Egholms historie og de skiftende ejeres navne; de 100 år eller mere (måske endda betydeligt mere), som ligger forud, ved vi derimod ikke meget om. Hvem byggede den ældste borg med de hvælvede rum? En stormand. Roskildebispen måske. Og hvordan er borgen kommet i Podebusk'ernes besiddelse?

Henning van Podebusk, ?-1388 96

 

Henning Podebusk, dansk politiker (drost) af slægten Podebusk, født på Rügen, død omkring 1388. Gift med Gisela von dem Sunde Putbus. Giselas farmor var Euphemia Jacobsdatter af Halland ca 1270-1357. Grevinde af Halland. Hendes far var Jacob Nielsen Nilssøn 1248-1309. Jacob var Junker og fra 1283 ejer af Egholm på Sjælland (med endnu bevarede kælderrum fra hans tid). Han blev sammen med Marsk Stig Andersen Hvide dømt fredløs 1287 for mordet paa Erik Klippinge i Finderup lade 1286, hvorefter Grev jacob byggede fæstninger på Hunhalse og Varberg i Halland, hvorfra han hærgede de danske kyster. Han var i tjeneste hos den norske konge. Valdemar sejrs uægte sønner Niels og Knud, anvendte en forenklet udgave af deres fars våben med de tre Løver og Hjerterne nemlig et tverdelt skjold med omskriften S' DOMICELLI IACOBI FILII COMITIS NICOLAI, eller junker Jacob Grev Niels (af Nørre Halland) søn, hvilket illustrerer hans slægtskab med Grev Niels.

Niels Nielsen Skarsholm af Halland 1218 – 1251. Grev Niels af Nørre Halland ejer godset Egholm i Sæby Sogn vest for Roskilde. Niels var gift med Cecilie Jensdatter Galen 1215-1260. Datter af Jens Jacobsen Galen. Han er søn af Niels I Valdemarsen af Nørre Halland, Greve 1195-1218, frillesøn af Valdemar Sejr af Danmark og Helene Guttormsdatter (se side 107 og side 116).

Tilbage til slægten Podebusk, som i 1300-årene var indvandret fra Rygen. Aar 1350 gik Henning Podebusk (Predbjørns far) i Valdemar Atterdags tjeneste, og nogle år senere blev han rigets drost. Danmark var på det tidspunkt i en tilstand af elendighed som aldrig siden. Stykke for stykke var landet blevet pantsat til udenlandske stormænd, og det havde været gennem otte kongeløss år, hvor alle ville være herrer. Kong Valdemar samlede, hvad forgængerne havde forødt. Landsdel efter landsdel blev løst hjem. De holstenske adelsmænd måtte ud af borgene. I de år gik pesten over landet. Den bortrev omkring halvdelen af befolkningen, og mange gårde lå øde. Valdemar, der ønskede at skaffe sin magt økonomisk baggrund, lod ikke lejligheden gå fra sig, men beslaglagde, hvad han kunne, for sig og sine. De mænd, som han især knyttede til sig, var ofte hentet sydfra; selv var han jo opvokset ved det tyske kejserhof.

Udefra angreb rigets fjender gang på gang, og til tider blev de støttet af den utilfredse danske adel. Mens kongen i udlandet smedede rænker mod sine fjender, stod Henning Podebusk for styret og førte krigen til ende. Den vendiske adelsmand blev en af Danmark meget fortjent mand. Ved Valdemars død i 1375 var riget samlet. Men det var ikke for intet, at kongens plattyske mundheld »des daghes« (hvilke tider!) af efterverdenen blev knyttet til hans navn27.

27 (Skalk) Johannes Hertz 97

 

Fra wikipedia:

Kom i 1350 i tjeneste hos Valdemar 4. Atterdag, som han tjente loyalt, til denne måtte drage i landflygtighed i 1368. Allerede 1353 spillede han en hovedrolle i forhandlinger med de tyske hertuger. Som drost stod han i spidsen for rigsrådet, da det i kongens fravær 24. maj 1370 måtte indgå den ydmygende fredsaftale i Stralsund.

Henning Podebusk stod stadig i spidsen, da rigsrådet kortvarigt overtog magten ved kongens død 24. oktober 1375. Der var ingen direkte arvinger, og de to nærmeste aspiranter var begge mindreårige. Rigsrådet valgte den blot 5-årige Oluf, søn af Valdemar Atterdags 22-årige datter Margrete og Norges kong Håkon.

Margrete blev formynder for barnekongen, og Henning Podebusk har formentlig været ligeså loyal over for hende som over for faderen, og hun belønnede ham ved at give ham Holbæk Slot i len.

Fra dansk biografisk leksikon:

Podebusk, Henning, –o.1388, Drost, tilhørte en fornem rygisk Adelsæt, som var i Slægt med selve Øens gamle Fyrster; hans Fader hed Brantho. Da Valdemar Atterdag 1350 opholdt sig i Nordtyskland, traadte H. P. i hans Tjeneste, og allerede 1353 spillede han en Hovedrolle ved de Forhandlinger, der førte til, at

Johan den milde afstod Nykjøbing Slot paa Falster. 1360 overværede han den store Rigsforsamling i Kalundborg, Aaret efter var han med paa Valdemars Tog til Gulland. Kongen havde i ham fundet en Hjælper, paa hvem han fuldstændig kunde lide, og drog ham stedse længere frem; i 1365 nævnes han som Gjældkjær i Skaane, og da kort efter Kongens mangeaarige Drost Claus Limbek (X, 294) stillede sig op imod Valdemar, blev H. P. hans Efterfølger.

Haardt trængt af det store Forbund mellem hans fyrstelige Modstandere og Hansestæderne maatte Valdemar selv forlade sit Rige; Styrelsen førtes nu af Rigsraadet med H. P. i Spidsen, og denne kaldes 98

 

«Høvedsmand i Danmark». Med Vaaben i Haand at modstaa de overmægtige Fjender var der ikke Tale om, men H. P. viste sig som en kløgtig Diplomat; han forstod at udbytte den Modsætning i Interesser, der var imellem Fyrster og Stæder, og han sluttede med de sidste PYeden i Stralsund (1370), der vel kun kjøbtes ved store Indrømmelser, men fjærnede den Fare for fuldstændig Opløsning, som truede Riget; Fyrsterne maatte snart efter gaa paa Forlig, og Valdemar kunde vende tilbage til sit Land.

Ved Stralsundfreden havde Stæderne faaet overdraget Slottene i Vestskaane paa 15 Aar, men det var blevet aftalt, at H. P. skulde have dem i Varetægt paa Hanseforbundets Vegne. Han fik derved en ejendommelig Stilling mellem de 2 Partier, og han klagede snart efter til Hanseaterne over, at Kongen berøvede ham den Indtægt af de omliggende Herreder i Skaane, hvormed han skulde underholde Slottene; meget tyder dog paa, at han handlede efter hemmelig Aftale med sin Konge, der samtidig opfordrede Hanseaterne til at tilbagegive ham Slottene. Inden Resultatet af dette Dobbeltspil viste sig, døde Valdemar imidlertid (1375). Atter førte H. P. i Spidsen for Rigsraadet Styrelsen, men allerede i Dec. modtog han Holbæk Slot som Pantelen af Dronning Margrethe, og dermed var hans Stilling givet; sikkert skyldtes det ham mer end nogen anden, at Oluf og ikke Meklenborgeren toges til Konge.

Lige saa trofast, som han havde hjulpet Valdemar, støttede han fra nu af hans Datter og hendes lille Søn, og man tør formode, at den unge Dronnings Politik i den følgende Tid væsentligst er Drostens Værk. Tydelig spores det over for Hansestæderne; H. P. mistede vel snart efter sin Fogedstilling i deres Tjeneste, men ellers var han den stadige Mægler mellem Byerne og Danmark, og han optraadte endnu som saadan i det afgjørende Øjeblik, da Hanseaterne 1385 skulde tilbagegive de Skaanske Slotte; skjønt de vare yderst uvillige dertil, og den egentlige Termin ogsaa skød over, bleve de dog sluttelig nødte til at gjøre det. Men ogsaa for den rolige Tilbagetrængen af Meklenborgerne og deres Krav, for Udsoningen med Holstenerne bør H. P. vist have Æren, og da man var helt færdig til at optage Kampen for Sveriges Krone, og saa alt sattes i Fare ved den unge Olufs Død (1387), var det atter ham, der sikrede Margrethe Magten i hendes eget Navn.

Kort efter døde den aldrende Statsmand; i Okt. 1388 nævnes hans Hustru, der kalder sig Drostinde, som Enke. Faa Udlændinger have gjort sig saa vel fortjente af Danmark som han, og sammen med nogle andre af Valdemar Atterdag indkaldte Tyskere gav han de indfødte Stormænd et følgeværdigt Exempel paa ubrødelig Troskab mod Riget og dets Herskere. Den fremragende Stilling, H. P. vandt i Danmark, førte ganske naturlig flere af hans Slægt til Danmark. Allerede 1373 viser sig saaledes en Henning P., der til Adskillelse fra Drosten kaldes «den unge»; han ægtede siden en dansk Adelsjomfru, Kirstine Timmesdatter. En Valdemar P., maaske en Broder til Drosten, blev 1376 Biskop i Odense og døde 1392. Selv efterlod H. P. sig 4 Sønner, af hvilke Tetz P. gik den gejstlige Vej og opnaaede Kanonikater i Roskilde og Lund, indtil han 1392 fik Odense Bispestol efter sin nysnævnte Frænde; han døde 1400. En anden Søn, der efter Farfaderen kaldtes Brantho eller Brand, døde ogsaa tidlig; længere levede derimod Johan (Hans) og Predbjørn, som begge bleve i Danmark og ægtede danske Adelsdamer. – En tidligere Tids Gætninger om, at Valdemar Atterdags Elskerinde Tove skulde have været en Søster til H. P. og have banet denne Vej til Kongens Gunst, ere naturligvis grebne ud af Luften, saa vist som Tove i Virkeligheden hører hjemme i Valdemar den stores Historie. 99

 

Boriante Putbus 1284-efter 1371

Fødselsdato – sted 1284 Pommern, Cochem-Zell, Rheinland-Pfalz, Germany Die Generationen vor der Christianisierung

In der vorchristlichen Zeit trugen die ranischen Stammesfürsten den Titel eines Königs. Namen dieser Könige sind uns leider nicht urkundlich überliefert, es gibt nur wage Andeutungen. So führen sich die slawischen Fürsten Rügens laut Legende auf einen Stammvater Wizlaw zurück, der um 955 gelebt haben soll. Wenn dies zuträfe, würden also der erste und der letzte Herrscher Rügens diesen Namen getragen haben. Schon eher bezeugt durch zeitgenössische Quellen, die sich in späteren Werken wieder finden, sind ein Grines/Grimmus (11. Jh.), ein Kruto/Krito (1066) und ein Raze/Ratislaw (1138). Sie alle sollen dem gleichen Geschlecht angehört haben. Doch eine zuverlässige Quellenlage erschließt sich erst mit dem Moment, in dem Rügen, die Ranen und ihre Fürsten “aus dem Dunkel der Vergangenheit in das Licht der geschriebenen Geschichte treten”. Und dieser Moment ist der Zeitraum um die Eroberung Rügens durch die Dänen 1168, der erste “Berichterstatter” der berühmte Saxo Grammaticus mit seiner “Gesta Danorum”.

Kilde: http://www.wizlaw.de/html/wizlawiden.html