Anehistorie 4.

Blev 1517 lensmand til Ålholm, men anklagedes for at have været sin fætter Torben Oxe behjælpelig ved det formodede giftmord på Dyveke Sigbrittsdatter og faldt i Christian 2.'s unåde.

Var 1523-1531 og lensmand på Kalundborg Slot og fra 1531 Nykøbing Slot på Falster. Var 1532 med til at føre Christian 2. til Sønderborg Slot og viste da sin råhed. Blev 1536 igen lensmand på Kalundborg Slot og fik 1549 opsynet med Christian 2. Lod mor Sigbrit's ligsten opstille i porten på Timgård, den er nu på Nationalmuseet.

I Skåne

I juli 1524 var han sammen med en del adelsmænd medunderskriver af en forpligtelse til at modstå luthers kætteri, blev af Frederik 1. udnævnt til fodermarsk og deltog som sådan det følgende år i kampen i Skåne mod Søren Norby, men sendtes i juni måned af Johan Rantzau og de skånske råder til Sverige for at fremskynde den hjælp kong Gustav Vasa havde lovet. Han skal have været meget ivrig for at få Søren Norbys fangne medhjælper Otte Stigsen Ulfeldt henrettet, af forbitrelse over, at denne havde ladet Lyngbygård i Skåne afbrænde, der havde tilhørt den 1523 afdøde Jens Holgersen Ulfstand, med hvis datter Sidsel, Knud 103

 

Gyldenstierne fik denne gård i besiddelse; men, tilføjer sagnet, da Otte Stigsen lovede at vise ham, hvor Christian 2. havde gemt en efterladt skat af arabisk guld, fik han ham benådet, men nu kunde Otte Stigsen ikke finde skatten, hvilket Knud Gyldenstierne måtte døje megen spot over. Sagnet er dog vist upålideligt; i alt fald blev Knud Gyldenstierne først omkring 1528 gift med Sidsel Ulfstand.

Reformationen

I 1525 ombyttede Knud Gyldenstierne Vordingborg len, som Henrik Gjøe nu fik, med Kalundborg og blev 1529 optaget i rigsrådet. Som rigsråd ledsagede han samme år kongens søn hertug Christian (senere Christian 3.) på dennes rejse til Norge for at ordne de urolige forhold i dette rige. I maj 1531 måtte han afstå Kalundborg len til Mogens Gjøe, men forlenedes til gengæld med Nykøbing Slot på Falster, der hørte til det enkegods, der var bestemt for Frederik 1.s dronning Sophie. Som lensmand her fik han en del at gøre med gråbrødrenesopgivelse af deres kloster, uden dog selv endnu at have sluttet sig til luthers parti. Da Christian 2. i juli måned 1532 var bragt til København, overdroges det Knud Gyldenstierne sammen med Otte Krumpen og et par holstenske råder at føre den ulykkelige konge til Sønderborg (9. august 1532). Det var første gang, de atter sås siden Dyvekes dage. Sit had til kongen skal han ved denne lejlighed have vist på en rå måde, i det han med voldsom hånd rev det gyldne Vlieses ordenskæde af kongens hals, ja endog skal have trukket ham i skægget, en råhed, der fremkaldte stor forbitrelse mod ham hos Christian 2.s tilhængere.

På herredagen i København 1533 efter kong Frederiks død sluttede Knud Gyldenstierne sig til det katolske parti; han var således blandt Hans Tausens dommere. I juni 1534 sendtes han i anledning af Grev Christoffer af Oldenburgs angreb på Holsten af det sjællandsk-skånske råd 104

 

til hertug Christian (3.) for at undskylde, at rådet på grund af uroligheder i Malmø ikke for øjeblikket kunne yde hertugdømmerne den traktatmæssige hjælp. Her fra vendte han tilbage til København til det til Sankt Hansdag berammede kongevalg; men da Grev Christoffer pludselig landede på Sjælland, ilede han tilbage til sin forlening Nykøbing. Han søgte forgæves at få våbenstilstand indtil Mikkelsdag for imidlertid at kunne sætte sin lensherre, Dronning Sophie, ind i forholdene, men måtte 22. august overgive slottet til Anders Bille og Mikkel Blick, der var sendte imod ham med en stor krigsmagt. Han blev som fange ført til København, hvor han nu udsonede sig med Grev Christoffer og blev dennes lensmand på krogen (Kronborg). I slutningen af året deltog han i den skånske adels felttog mod de tropper, som kong Gustav havde sendt Christian 3. til hjælp.

I januar 1535 blev han derpå stævnet til møde i København, men lige som en del andre rigsråder, under den store forbitrelse, som den skånske adels frafald fra greven havde fremkaldt, uden videre taget til fange og 20. maj ført til Malmø, hvor han sad fængslet, indtil han i januar 1536 tillige med de øvrige fangne adelsmænd førtes til Mecklenborg. Efter Københavns overgivelse i juli 1536 overgaves han til Christian 3. sad i nogen tid som fange i Rensborg og senere i København, indtil han 28. oktober fik sin fulde frihed mod at forpligte sig til troskab mod Christian 3. og dennes slægt. Han fik sin plads i rigsrådet tilbage og blev udnævnt til marsk. Meningen hermed synes at have været, at han skulde have afløst hr. Tyge Krabbe som rigsmarsk, og han kalder sig i et brev af 3. december Også «Danmarks Riges marsk»; men Tyge Krabbe beholdt dog stillingen som rigsmarsk; Knud Gyldenstierne blev derimod «hofmarskal», og således adskiltes fra nu af disse to tidligere forenede embeder.

Under Christian 3.

Under Christian 3. indtog Knud Gyldenstierne atter en betydelig stilling; 1537 fulgte han kongen til fyrstemødet i Braunschweig, deltog 1539 i forhandlingerne i brömsebro med Gustav Vasa og ledsagede 1548 den unge hertug Frederik (2.) på dennes hyldingsrejse til Oslo. Også Kalundborg havde han 1536 fået tilbage, og i året 1549 blev det ham, der her skulde få opsyn med den fangne Christian 2. med hvem han i sin ungdom havde haft så mange både gode og onde dage. Årene havde dog nu mildnet dem begge; de nærmede sig begge stærkt det 70. år. Mod kong Christian synes Knud Gyldenstierne også nu at have vist så stor lemfældighed, som det gik an efter de pålæg, han stadig modtog om at passe godt på fangen. Den tidligere så strenge og voldsomme mand var også bleven gudfrygtig. Han har således efterladt sig en lang salme «om vor kristelige tros artikler og besynderlig om vor herre jesu christi pines historie». Hverken indhold eller form bærer mindste spor af poetisk begavelse, men Peder Palladius «overså» den, og i hans bearbejdelse fandt den optagelse i flere senere salmebøger.

Knud Gyldenstierne døde på Kalundborg 20. juni 1552. Med Sidsel Ulfstand, der først døde 1575, og som skal have været en virksom og kraftig kvinde, havde han 7 børn, deriblandt sønnerne Axel og Peder28.

28 Tekst efter A. Heise i Dansk Biografisk Leksikon på Projekt Runeberg, der angiver disse kilder: Allen, De tre nordiske Rigers Historie II, 320 f.

Skånska Herregårdar IV: Trolle-Liungby, m. Till.

Ny kirkehistoriske Samlinger IV, 428 ff. 105

 

Årbog for nordisk Oldkyndighjed og Historie 1879, S. 56 ff.

Knud Pedersen Gyldenstierne på gravsted.dk

Peder Nielsen Gyldenstierne til Tim ca. 1442-1492

Gift med Regitse Torbensdatter Bille fra Søholm 1468-1510. Hendes forældre var Torben Bille til Allinde og Svanholm og Sidsel Lunge til Nielstrup. Overtog ved skifte 1486 Timgård og gods i Hjerm Herred. Lehnsmand på Holbæk.

Niels Eriksen Gyldenstierne ca. 1415 – 1484

Gift med Mette Jensdatter Banner til Langtind – 1484 Mettes mor var

Dansk rigsråd. Gyldenstierne støttede oprøret mod Erik 7. af Pommern og indkaldelsen af Christoffer (3.) af Bayern. Til gengæld gik han imod valget af Christian 1. i 1448 og støttede forhandlingspolitikken med Sverige fra 1449-51, der førte til unionsmødet i Halmstad i 1450. Da krigen i 1452 mod Sverige veg for forhandlinger, trådte Gyldenstierne til som hofmester 1454-56, men måtte atter gå af, da krigen brød ud på ny. Som følge af Christian 1.s tilspidsede holdning til Thottslægten blev Gyldenstierne kammermester i 1466 og 1469, og under 1470'ernes unionsforhandlinger spillede han atter en fremtrædende rolle. Gyldenstierne var en selvbevidst og egenrådig lensmand og politiker.

Erik Nielsen Gyldenstierne før 1455

Gift ca. 1415 med Gørvel (Gerver) Andersdatter Lunge, datter af Anders Olufsen Lunge til Toksværd ved Præstø. Var 1409-1443 lensmand på Riberhus og fra 1444 Ålborghus. Rigshofmester. Havde også Demstrup ved Randers Fjord, Estvadgård ved Skive og muligvis Moesgård ved Århus 1425-1455 efter faderen.

Niels Eriksen Gyldenstierne, skønnet 1340 - før 1388

Hans far: Erik Nielsen Gyldenstierne

Hans mor: Cecilie Pedersdatter Vendelbo

Hustru: Kirstine N af Aagaard

Børn:

Peder Nielsen Gyldenstierne Død: 1409 Stilling: Lensmand på Riberhus

Knud Nielsen Gyldenstierne Født: 1370 Død: Ca. 1401 Familier: Anne Christiernsdatter Vendelbo

Erik Nielsen Gyldenstierne*

Beseglede 1380 Kong Valdemars Håndfæstning, og var da Ridder, var 1368 blandt de Riddere og Væbnere der sluttede sig til Greverne Henrik og Claus' forbund mod Kong Valdemar, var 1369 forlover for Peder Iversen Lykke, forpligtigede sig 1373 overfor Kong Valdemar til at opbygge det Slot og Fæste (Ø. Han Herred), som var bleven afbrændt i sidste Oprørs- og Fejdetid. Beseglede 1377 Kong Olafs Haandfæstning. Var død 1388 da hans Enke, Fru Kirstine af Aagaard (de Ager) solgte alt sit Gods i V. Assels til Dueholm Kloster (Morsø S. Herred). Begravet Sorø købstad. 106

 

Erik Nielsen Gyldenstierne eft. 1379

Gift med Cecilie Pedersdatter Vendelbo Hendes far: Peder Vendelbo, Hendes mor: Arine Eriksdatter Saltensee

Hans far: Niels Eriksen Gyldenstierne

Hans mor: Edel Saltensee

Barn: Niels Eriksen Gyldenstierne, Født: Ca. 1340, Død: Før 1388, Familier: Kirstine N af Aagaard

Besegler 1328 til Vitterlighed med Broderen Jep Nielsen af Eskjær det paa Viborg Landsthing af Eskild Jensen (Udsøn) til Hr. Niels Brok udstedte Godsskøde og beseglede da begge med de Gyldenstierners Vaaben; denne Erik Nielsen maa ikke sammenblandes med Erik Nielsen Markalk, som 1340 ejede Gods i Horns Herred (Høgholt og Bjørnholt) og var en Banner, der angives at være faldet 1345; forekommer derimod 1345 i Kong Valdemars Forpligt af 6. Jan. og 16. - 17 Jan. til Vitterlighed sammen med sin Svigerfader Peder Vendelbo, var 1345 Medlover for Kong Valdemar ved det af denne udstedte Afstaaelsesbrev paa Skaane, Halland og Bleking samt 1344 Medlover for Forliget mellem Kongen og Greverne Henrik og Claus; afløste vel Erik Nielsen Banner som Marsk og betegnes i hvert fald saadan 1347 ved Arvedelingen efter Drosten Peder Vendelbo, atter 1349 til Vitterlighed og endnu 1353 ved Forliget mellem Kong Valdemar og Greverne Henrik og Claus ved Vinninge Aa, men betegnes 1355 som fhv. Marskal, og Ridder (her første Gang), da han bevidner at have skødet til Kong Valdemar sin Gaard i Ø. Velling; havde da Han Herred og Næsbofjerding til Len af Kongen, erhvervede en stor Del Gods i den Hensigt at lægge det under sin Gaard Aagaard, beseglede 1360 Recessen i Kalundborg , nævnes endnu 1378 som Ridder Erik Nielsen til Vitterlighed med Otte Snafs.

Niels Eriksen Gyldenstierne - eft. 1311

Gift med Edel Saltensee

Børn: Erik Nielsen Gyldenstierne*

Ejere af St.Restrup Herregård

(1314-1350) Niels Eriksen Gyldenstierne

 

Hvideslægten

Ad flere veje er vi beslægtede med Hvideslægten også kaldet Galenslægten. Tæt beslægtet med Billeslægten. 107

 

Torberen Galen 1265-1307

Peder Galen

1289-1364

Regitze Torbensdatter Billes far var

Torbern Bendtsen Bille 1399-1465 til Allinde og Svanholm

Gift med Sidsel Ovesdatter Lunge

Torbern Bille til Allindemagle og Svanholm i Horns herred på Sjælland, døde den 25. november 1465 og blev begravet i Antvorskov kloster. Han var gift første gang med Beate Axelsdatter Thott, der døde i barselsseng, og han var gift anden gang med Sidsel Ovesdatter Lunge. Torben Bille nævnes 1423 samt 1434 i anledning af en skifteforretning med faderen og brødrene, og nævnes næste gang 1440, da han var nærværende i Kolding ved hertug Adolfs forlening med Sønderjylland. Han opførtes som ridder 1442 og skrives da til Allinde, og 1446 fik han af sin frues morbror Steen Basse skøde på en del købe- og pantegods på sjælland og fyn, deriblandt Søholm i Stevns herred og Skullerupholm i Volborg herred, hvorimod han skal have forpligtet sig til at opkalde en søn efter Steen. I 1447 fik han af svigerfaderen skøde på Ordrup. Han nævnes 1448 som rigsråd og deltog 1450 i forhandlingerne i Halmstad med de svenske. Han købte 1452-54 Svanholm og havde 1453 til sin død Abrahamstrup som pantlen. Gav 1464 gods til opbyggelse af et kloster i Nyborg, var en særdeles driftig godssamler og bestræbte sig som en af de første på at samle strøgods til mere afrundede godskomplekser.

Gift med Beate Thott og 2.gang med Inger Lunge Hvornår han er født vides ikke, men han nævnes 1423 ved et skifte mellem faderen og brødrene, han var ridder i 1442 og skriver sig da til Allinde. Torben Bille blev en af sin tids driftiges godssamlere, og han var en af de første til at skabe større samlede godser. Endnu er kun væbener da han i året 1440 møder den unge 108

 

konge, men allerede året efter, ved kroningsfesten i Upsala, får han de gyldne riddersporer og endnu i Kong Christoffers levetid, bliver han optaget i rigsrådet. Han arvede den gamle slægtsgård Allindemagle efter faderen. Han er blevet gift med Beate Tott og dermed kommet i familie, med en af de mest betydningsfulde familier i Danmark. Men da hun dør i barselseng med tvillinger, der også dør ved fødslen, bliver denne forbindelse kun kortvarig, men han bevarer dog et yderst venskabeligt til sin tidligere svigerfamamilie.

Han gifter sig på ny med Sidsel Ovesdatter Lunge, der var datter af Ove Jepsen Lunge og broderdatter til den bekendte rigsråd Anders Jepsen Lunge til Egede og Gunderslevholm. Sidsel arver senere Egede og det går i arv til hendes sønnesøners døtre og her får det sit nuværende smukke navn "Jomfruernes Egede".

Gennem sit slægtskab til Hr. Sten Basse til Tybjerg, der var en stor godssamler og meget rig, skal hun og hendes husbond senere få en meget stor arv. I slægtsbøgerne er bevaret et sagn om hvordan Hr. Sten disponerede over sine rigdomme. Søstersønnerne på Bramslykke, Oluf og Anders Pedersen, skulle have arvet halvdelen af hans gods, men mistede det på grund af en grov spøg, de lavede med deres gamle onkel. Ved en middag med Hr. Sten lod de bære en kat under et fad, ind på bordet. Da Hr. Sten løftede fadet sprang katten ud og og angreb ham. Da han i forvejen ikke kunne fordrage katte, blev han meget vred og han lovede da, at kaste en kat på søstersønnerne, som de ikke skulle grine af. Den arv der var tiltænkt dem, skænkede han til Antvorskov kloster.

Det bekræftes af flere dokumenter, der viser hvordan arven efter Sten Basse kom i Torben Billes eje. Det hedder heri blandt andet "Brevet blev gjort at så længe der var én blandt de Biller, der hed Sten, da skulle førnævnte gård (Søholm) og gods følge ham. "Den 27. juli 1446 på Sjællands Landsting skødet og opladet og afhændet til Hr. Torben Bille i Allindemagle alt sit købegods og pantegods i Sjælland og Fyen med alt tilliggende til evindelig eje. 2 år efter døde hr. Sten Basse og Torben Bille og hans hustru tiltrådte deres store arv, som bl.a. omfattede Søholm, en gammel befæstet herregård i Magleby sogn ved Faxe på Sjælland. Omgivet af sø og skov var den bygget på en odde, der strakte sig ud i Søholm sø og ved gennemgravning kunne den let omdannes til en ø.

Han sad allerede som lensmand på Abrahamstrup (Jægerborg Slot)da han fik kongeligt låsebrev på Svanholm den 25. oktober 1456 og det lyder således: "Vi Christian etc. gjøre vitterligt, at for os og vort elskelige har skikket velbyrdig mand Hr. Torben Bille af Svanholm med tre af dombreve og fjerde med hængende indsegl og almen stævning og sex ugers brev, hvilke som lovligen ere, på forannævnte Svanholm og alle de gods, som herefter nævnes, som ere 9 bolegårde i Vendsløv, Gynnerup altsammen, Kundestrup altsammen, Krogstrup altsammen, uden præstegården og degnegården, Ordrup altsammen, item 1 øre korn i Dalby, 4 Pd. skyld i Odinsved, i Kimmerslev i Fjerding jord, ½ Pd. skyld i Kundby og 1 gård, som skylder 1 sk. grot, i Fjerding jord i Dalby, og i Klippestrup 4 gårde. Thi tildømme vi førnævnte Hr. Torben Bille og hans rette arviger førnævnte Svanholm og gods til evindelig eje at nyde og beholde og forbyde enhver etc. Datum Malmøgie, die sanctorum Cristpini et Cristipiniani 1456" Han havde også Vordingborg Slot i len.

I sit ægeskab med Sidsel Ovesdatter Lunge fik han 12 børn. Der var 4 sønner Bent, Erik, Peder og Sten, og 8 døtre Dorethea, Christine, Maren, Beate, Else, Regitse*, Inger og Elisabeth. Erik, Christine og Dorethea og Beate døde som unge. Regitse blev gift med Peder 109

 

Nielsen Gyldenstjerne, og er begravet i Tim Kirke. Maren var gift med Ivar Axelsen Tott, Else med Gregers Jepsen Ulfstand og Inger med Hr. Johan Oxe til Torsø. Om Lisbeth hvis sørgelige gjorde hende til genstand for digterist, romatisk behandling skriver Tale Ulfstand i sin slægtebog. "Libeth Torbendatter" var fæstemø og skulle have været gift med Herluf Pedersen Gjø; han forlod hende og gitede sig med hendes slægtning jomfu Margrethe Bille. Det gik Lisbeth sådan på, at hun aldrig giftede sig, og i sorg gik i kloster mod forældrenes og alle sine venners vilje. Hun var den allersmukkeste af Hr. Torbens døtre, man kaldte hende "Danmarks Blomster" Hun havde været i Dronning Doretheaa fruerstue, gift med kong Chistoffer af Bayern. Denne sørgelige og naive fortælling om den skønne Lisbeth Torbensdatter er meget hjerte gribende, selv om den fandt sted for næsten 550 år siden.

Torbens Bendtsen Billes forældre var

Bent Jonsen Bille 1370-1441

og Inger Torbensdatter Galen til Lyngbygård.

Første gang vi støder på Bent Bille er i år 1392, da Johan Boesen, kannik i Roskilde, tilskøder ham og broderen Peder Lykke Bille en gård i Markeslev, og vi træffer ham i lignende situationer, hvor han køber gods sammen med sin formuende broder Peder Lykke. Han skrev sig da til Brorup, som han havde i len af Roskilde Biskob, men fra år 1400 er hans navn knyttet til Billernes gamle besiddelse Solbjerggaard, hvor han sædvanligvis opholdt sig.

Han gifter sig med Inger Galen, datter af Christine Galen, hans broder Jakob Bille bliver ved et dobbeltbryllup gift med Ingers søster Gyde. Brylluppet holdtes af brudenes moder på Lyngbygård i Skåne, som senere kom i Billernes besiddelse. Ved giftermålet bliver deres børn og heriblandt Torben Bille, i slægt med Valdemar Sejr. Valdemar Sejr havde med Esbern Snares enke (Helene Guttormsdatter) en søn, Knud, der bliver stamfader til Skarsholm slægten og Brudenes moder Christine er datter af hr. Erik Barnumensen til Skarsholm, og har blandt andet arvet godset. Inger og hendes søster Gyde er således af kongeslægt, idet de er efterkommere af Valdemar sejr.

I begyndelsen af 1400 tallet lykkes det ham, gennem arv og køb, at skabe et samlet godskompleks omring hovedgården Allindemagle på Sjælland, medens han overlader sin bror Jakob Bille Lyngbygård i Skåne.

Bent Bille bærer alene væbnertitlen medens hans broder er ridder. Allindegård blev nedrevet i 1600 tallet, men på grundlag af, de undersøgelser der er gjort har man følgende beskrivelse af Billernes gamle slægtsgård. Borgen har ligget på to holme tæt på det næs, hvor Allindemagle kirke er bygget. Resterne af gården bestod af en cirkelrund tomt på 86 fod, og med rester af en voldgrav. I Allindemagle kirke var der en rude med Billevåben og Ingers våben og deres navne indebrændt, den er kopieret af tegneren Abildgård.

Bent Bille var en meget virksom mand, der forstod at udnytte famileforbindelser og penge til at erhverve fast ejendom. Man sagde om ham, at han købte gerne og ofte gods og især af enker. Han havde ord for at være en streng herre, især overfor fæstebønder som i utide forlod hans gods, ofte medtagende inventar og redskaber. Han forfulgte dem med kongelige breve, der truede dem, indtil de lovligt gav ham hans ret. 110

 

Han får Dragsholm slot og Brørup gård ved Slagelse i len af bispen i Roskilde, og senere gennem Peder Lykke Bille, Bøvling slot i Nørrehjylland.

Med sin hustru lod han sig indskrive i Vadstena Kloster hvorved, han opnåede at han og hans hustru kunne begravede, i Birgitte ordens dagt. Deres optagelsesbrev lyder således:

" Søster Benedikt, Abedisse, og broder Ulph, Generalkonfessor i Jomfru Marias og Birgittes Klostersamfud i Vadstena, sender den adelige og i Christo elskelige Mand Benedict Jonsen og hustru Inger Torbendatter af Lunde stift vor Hilsen og Ønsket om en stadig Forøgelse af de himmelske Velgerninger. Paa grund af den fromme Kjærlighed, I altid har vist Gud og vort Kloster, have vi gjerne optaget Eder, som vores Kjære Venner og særdeles Velgørere, i vort Broderskab, og indrømme Eder ved dette vort Brev en særlig og Broderlig del i alle vore goder - Messer, Virgilier, Faster, Velsignelser, Forbønner og alle de øvrige Velgjerninger, vort Kloster ved Frelserens usigelige Naade kan yde. Vi have tillige bestemt at naar I efter Himlens Vilje kaldes bort fra den jordiske Landflygtighed til det himmelske Fædreland, og naar den ene af Eders eller begges Død er os forkyndt, ville vi af særlig Gunst lade holde Den samme Gudstjeneste for Eder, som vi holde for vore Venner og Velgørere. Til Vidnesbyrd herom lader vi hænge vort Segl under dette Brev. Givet i Vadstena Anno 1424 S. Peders ad vincula Dag."

Bent Bille dør omkring 1430, han efterlod sig 3 sønner Erik, Torben* og Peder.

Inger Galens far var Torben Pedersen Galen til Lyngbygaard ca. 1320-1384.

Ingers mor var Kirstine Eriksdatter til Skarsholm 1350-1432.

Kirstine pantsatte Skarsholm til Bispen i Roskilde, 1407 solgte til Hr. Hans Podebusk, med hvem hun 1408 afhændede gården til Dronningen, solgte 1421 sit Gods i Allindemagle til Erkebispen i Lund, der 1424 gav hende samme gods i leje, skødede 1428 Lyngbygaard (Villands H.) til sin Dattersøn Peder Bille. 111

 

Kirstine Eriksdatter er efterkommer af Valdemar Sejr.

Kirstines far var

Erik Barnumsen 1341-1368 af Skarsholm

Barnum Eriksen Skarsholm 1275-1329

Erik Knudsen Skarsholm 1260-1304

Knud Valdemarsøn, prins af Danmark 1208-1260

Hans mor var Helena Guttormsdatter (født 1170, død 1230) Hun var en svensk Jarledatter. Hendes far var godsejeren og jarlen Guttorm Austmannsson (Guttorm Jarl). Han var trolig jarl under svenskekongen Karl Sverkersson.

Hun er mest kendt for at hun sammen med den danske konge Valdemar Sejr fik sønnen Knut Valdemarson (1205-1260), som senere blev hertug af Estland og Reval (Tallinn). Knut blev født samme år som kong Valdemar giftet sig med Dagmar af Böhmen (Tjekkiet), som dermed blev Dronning Dagmar af Danmark. Desuden havde de sønnen Niels (se side 93).

Kong Valdemar II af Danmark (Valdemar Sejr) 1170-1241

Valdemar Sejr (Valdemar 2.) (maj/juni 1170 i Ribe – 27. marts 1241 i Vordingborg) var konge af Danmark fra 1202 til sin død. Han var søn af Valdemar den Store og Sophia af Minsk. Han efterfulgte sin broder Knud den Sjette der døde barnløs. Juledag 1202 blev han kronet i Lund Domkirke af ærkebisp Anders Sunesen.

I 1188 blev han udnævnt til hertug af Slesvig. Den danske ekspansion, som Valdemar den Store påbegyndte, blev videreført under sønnerne Knud og Valdemar Sejr. Først erobrede Valdemar Sejr Holsten, siden Ditmarsken, Lübeck og Hamburg.

Den 15. juni 1219 kom Estland under dansk overherredømme. Paven havde opfordret Valdemar Sejr til at iværksætte et dansk korstog som hjælp i Palæstina eller føre korstog mod hedenske 112

 

baltere, og kongen foretrak at færdiggøre mange års erobringspolitik i Estland, så Sværdridderne (senere indlemmet i Den Tyske Orden) ikke blev for magtfulde.

Med i korstoget var også Johanniterordenen, som omkring 1130 fik pavens velsignelse til at føre et rødt-hvidt korsbanner med et hvidt kors, der delte den røde dug i fire kvadratiske felter. Dannebrog har som bekendt to kvadratiske og to aflange firkanter. Roskilde-munken Peder Olsen beskrev omkring år 1500 det dramatiske slag, hvor det længe så ud til, at de kristne ville tabe slaget ved Lyndanisse (i dag Tallinn) den 15. juni 1219. Den gamle ærkebiskop, Anders Sunesen knælede i bøn på en bakketop. Når han rakte armene mod himmelen, rykkede danskerne frem, når armene blev sænket på grund af træthed, veg de tilbage. Hjælpere sprang til for at støtte den gamle ærkebiskops arme. Da kampen var på sit højeste, sendte Gud hjælp. Tegnet var et rødt flag med et hvidt kors, der faldt ned fra himlen. Dette ansporede danskerne yderligere, og de vandt en stor sejr. Kong Valdemar kundgjorde, at dette korsbanner, der gav danskerne sejren, herefter skulle være det danske rigsbanner.

I 1217 sendte Valdemar sin nevø Albert af Orlamünde til Estland i håb om at erobre Øsel. Vinteren 1218/19 var streng nok til, at man kunne sende styrker fra Riga over isen til Estland. Ekspeditionen fik i eftertid tilnavnet Det kolde korstog. Sværdbroderordenen, tyske korsfarere og nyomvendte letlændere og lithauere begav sig i vinternattens mørke over isen til Suntaken og derfra over land til Reval. Frosten og den bidende vind fik ansigtshuden til at slå sprækker og falde af. Mange forfrøs næse, hænder eller fødder i løbet af natten. Om morgenen satte de i fortvivlelse ild til den første landsby, de fandt, for at få varmen, og tilbragte de næste dage med at plyndre og dræbe hedninge, hvorefter de jagede krigsfanger og kvæg ud på isen ved Reval og gik tilbage til Riga med byttet. I løbet af sommeren 1219 kom Valdemar selv. Hvis det passer, at han medbragte 1.500 skibe, har han også mobiliseret stormændenes private styrker. Ærkebiskop Sunesen fulgte også med. Danskerne rejste nu borgen, der blev kendt som Danskeborgen, som på estisk blev til Tallinn. Esterne mødte nu frem hos Valdemar, og overgav sig til ham og kristendommen. Rørt gav Valdemar dem store gaver, mens biskopperne døbte dem på stribe. I virkeligheden drejede det sig om en krigslist, for esterne vendte tre dage senere tilbage og overfaldt de danske styrker, der sad ved aftensmaden og blev så overrumplede, at de kun blev reddet fordi Vitslav af Rügen havde stået gemt under klitten med sine ryttere og fik drevet esterne på flugt. Danskerne og de tyske vasaller forfulgte nu de flygtende og skal have dræbt mere end tusinde af dem. Der blev afholdt en takkegudstjeneste, før Valdemar tog hjem. For sikkerheds skyld blev biskopperne tilbage med en troppestyrke, der "hele året kæmpede mod Revals beboere indtil de endelig modtog dåbens sakramente". [2]

Under en jagttur til Lyø i 1223 blev Valdemar Sejr sammen med sønnen Valdemar taget til fange af grev Henrik af Schwerin, kaldet "Sorte Henrik". Greven afværgede de efterfølgende angreb, og i 1225 løskøbtes Valdemar for 45.000 mark, penge som han havde lånt af Henrik. Desuden skulle alle erobrede områder i Nordtyskland gives tilbage. Endelig måtte kongen sværge at afstå fra hævn. Alt håb om generobring af områderne bristede efter nederlaget ved Bornhøved i 1227, hvorefter Valdemar gik i gang med rigets indre opbygning.

Kort før sin død stadfæstede Valdemar Sejr Jyske Lov i 1241. 113

 

Valdemar Sejr var søn af Valdemar 'den Store' Konge af Danmark (1131-1182), søn af Knud Lavard og Ingeborg, fyrstinde af Novgorod, dansk medkonge fra 1154 og enekonge fra 1157-1182.

Valdemar den store, som blev født blot 8 dage efter at faderen, Knud Lavard, var blevet myrdet, voksede op hos Asser Rig sammen med dennes sønner Absalon og Esbern Snare (se side 118). Under stridighederne om retten til tronen mellem Svend 3. Grathe og Knud 5., sluttede han sig til Svend, som i 1147 gjorde ham til hertug af Slesvig. I 1154 skiftede Valdemar over på Knuds side og forlovede sig med hans halvsøster Sofie. Han blev konge i Jylland 1157 ved rigets deling mellem Svend, Knud og Valdemar og enekonge samme år, efter at Knud blev dræbt under det såkaldte "blodgilde i Roskilde". Det lykkedes Valdemar at undslippe, og efter at have samlet en hær slog han Svend på Grathe Hede og var nu enekonge.

Valdemar opbyggede en stærk kongemagt og rettede flere slag mod venderne, støttet af vennen Absalon, som han i 1158 udnævnte til biskop i Roskilde. I 1159 samlede Valdemar en sjællandsk ledingsflåde og gennemførte et togt mod venderne. I de følgende år gennemførtes en række togter, der kulminerede med indtagelsen af Rügen i 1169. I den forbindelse omstyrtedes de kendte gudebilleder. Valdemar gik i gang med at sikre rigets grænse mod syd dels ved at opføre Valdemarsmuren i tilknytning til Dannevirke, dels ved at bygge fæstningsanlæg flere steder i landet, bl.a. ved Korsør og Nyborg. Absalon byggede som bekendt en fæstning på en lille ø ud for handelspladsen Havn (senere København) ved Øresund.

Den europæiske magtkamp mellem paven og kejseren nåede Danmark i 1160, da de fleste bisper med Absalon i spidsen støttede kongen, og ærkebiskop Eskil måtte drage i landflygtighed i Frankrig. Kronen og kirken forsonedes dog, og det markeredes med, at Valdemars fader, Knud Lavard, blev helgenkåret af pave Alexander III og gravsat i Skt Bendts Kirke i Ringsted. Samtidig fik Valdemar sin 7-årige søn, Knud 6. kronet og salvet som medkonge for at sikre arvefølgen. I 1177 trak Eskil sig tilbage, og Absalon udnævntes til ærkebiskop i Lund. Absalon indsatte flere venner på ledende poster, og i 1180 udbrød der åbent oprør, og Absalon måtte flygte. Valdemar og Absalon vendte tilbage i 1181 med en hær og nedkæmpede oprøret.

Under Valdemars regeringstid skete der store forandringer i det danske samfund. Ledingspligten blev afløst af en ledingsskat, og frem for at skulle huse kongen, når han rejste rundt i landet, skulle bønderne nu betale en skat til kongens ombudsmænd (hele apparatet med ombudsmænd blev udbygget og væsentlig forbedret under Valdemar 1. den Store). Kongen fik også flere indtægter i form af kongens overtagelse af ingenmandsland - hvad ingen ejer, ejer kongen. Valdemar tjente også godt på afgifter på sildemarkedet i Skåne.

Valdemar døde den 12. maj 1182 på Vordingborg Slot. Hans lig blev af bønder båret til Skt. Bendts Kirke, hvor han blev begravet. Han har med rette fortjent tilnavnet "den Store", og der skete store fremskridt for landet i hans regeringstid. Sammen med sin hustru Sofie fik han sønnerne Knud (6.) og Valdemar 2. Sejr foruden seks døtre.

Valdemars far var Knud Eriksson Lavard 1091-1131 114

 

Lavard betyder brødvogteren, dvs. den gode herre. Han var dansk hertug og fra 1115 grænsejarl i Sønderjylland. Han var søn af Erik Ejegod (se side 141) og dronning Bodil (se side 141) . Han giftede sig med den russiske fyrst Mistislavs datter Ingeborg af Novgorod ca 1100-1137, der efter hans død fødte ham sønnen Valdemar den senere Valdemar den Store. Han tvang venderfyrsten Heinrich til fred og arvede efter hans død hans land, og anerkendtes 1129 af den tyske konge Lothar som vendernes konge. Han dræbtes 7. januar 1131 i Haraldsted Skov af kong Nielses søn Magnus, der betragtede ham som en farlig rival. Knud blev helgenkåret i 1169 og hans helgendag er 7. januar. Han afbildes med blomsterkrans eller en hertugkrone. Da han var obotritternes konge, afbildes han undertiden med kongekrone og kan da forveksles med farbroderen Knud den Hellige.

Ingeborg var ud af kongelig svensk slægt på mødrende side og russisk engelsk slægt på fædrene side. Inden fortællingen om Valdemar liv vender vi lige Ingeborgs spændende oprindelse. Hun var datter af storfyrst Mstislavl af Kiev 107- 1132 og Kristina Ingesdatter prinsesse af Sverige og barnebarn af storfyrst Vladimir Monomakh af Kiev.

Man hører senest om Ingeborg i 1137, hvor hun på tinget i Ringsted nægter at lade sin da 6 år gamle søn Valdemar udnævne til barnekonge. Valdemar fik sin far helgenkåret som Hellig Knud Hertug, men man hører intet om, at hans mor ligger begravet i Ringsted. En ny teori går ud på, at hun returnerede til Rusland efter 1137, og at Valdemar opholdt sig hos hendes familie i en del af sin ungdom. 115

 

Tilbage til Torbens Pedersen Galens (s.107) far som var:

Peder Torbernsen Galen 1289-1364

Gift med Gyde Lagesdatter

Hans far var

Torbern Jonsen Galen 1265-ca. 1307 til Tommerup

Gift med Christine Jensdatter Sjællandsfar ca. 1275 - 1316

Christine Jensdatter Sjællandsfar blev født før 1275. Hun var datter af Jens Sjællandsfar. Han var forstander på Agnete Kloster. Mor: Cecilie Herlugsdatter 1215-1260.

Torberns far var

Jon Jonsen Litle 1230-1307

Jon Jonsen Litle var kansler. Han var også kendt som Jon Lille. Jon blev gift med Ingefred (?). Jon Jonsen Litle blev født i 1230. Han var søn af Jon Reinmothtsen og Cecilie Ebbesen. Jon Jonsen Litle mageskiftede en større mødrene arv i Withærløse Litlæ (Værløse) i 1248. Han var i 1262 gældker i Skåne. Han repræsenterede Erik Glipping over for svenske og norske udsendinge i 1276. Han skænker gods i Vassingerød og Kirkelte til alteret for Sankt Cecilie i Vor Frue kirke i København 14 januar 1283.3 Han var i 1299 Drost. Han ejede gården Hørsholm i 1305. Han døde 4 august 1307 i Tommarp, Kvidinge, Söder Åsbo, Skåne. Han blev bisat fra Esrum kloster, Esbønderup, Holbo, Frederiksborg.29

29 Carl Frederik Bricka, Dansk Biografisk Lexikon.

Michael Eneriis.

Ukendt editor, Diplomatarium Danicum.

Børn af Jon Jonsen Litle og Ingefred (?)

◦Torbern Jonsen Litle* f. f 1275

◦Cecilie Jonsdatter Litle+ f. f 1280, d. c 1302

Fra Dansk Biografisk Lexikon:

Første Gang nævnes han 1248, da han foretog et Mageskifte med Esrom Kloster. I det politiske Liv vides han ikke at være fremtraadt før i 1262; i dette Aar, da Erik Glipping og hans Moder sade fængslede i Tyskland, og Albert af Brunsvig paa deres Vegne styrede Riget, var J. L. blevet indsat som Gjældkjær i Skaane, og sammen med den pavelige Nuntius Mag. Gerhard f6r han haardt frem mod Jacob Erlandsens Venner. Fra dette Øjeblik af staar J. L. hele sit Liv igjennem som en ubetinget Tilhænger af Kongehuset og fremtræder stadig blandt Kongens vigtigste Raadgivere; ofte nævnes han i Kongebrevene endog forud for Drosten og Marsken. Som Gjældkjær veg han dog snart Pladsen for den tidligere Høvedsmand i Skaane Niels Erlandsen* (se side ); men paa de store Danehoffer i Erik Glippings sidste Aar har han aabenbart spillet en Hovedrolle, og efter Kongemordet i Finderup stod han trofast ved den unge Erik Menveds Side. Til Trods for sin høje Alder overtog han endog en Tid Drostembedet (1299), ja, for at faa Ende paa Striden med Ærkebiskop Jens Grand skyede han ikke den lange Rejse til Rom, og det skyldtes vel især hans Klogskab, at Striden endte paa en for Kongen 116

 

taalelig Maade. Endnu i Aaret 1307 var han tilstede, da Kongen forlenede sin Broder Christoffer med Sønderhalland, men s. A. døde han 4. Avg. og blev stedet til Hvile i Esrom Kloster, som han synes at have interesseret sig meget for; i deres Aarbog kalde Munkene ham med rette ”den frommeste og navnkundigste Ridder i Danmark”. Hans Hustru Ingefred, der døde nogle Aar før han, havde født ham flere Sønner, hvoraf dog vist ingen overlevede Faderen, og en Datter, Cæcilie30.

30 Suhm, Hist. af Danmark X-XI. Weeke,

Galen, Uradel. En gren af den berømteste af alle danske middelalderslægter, slægten Hvide, førte et 5 gange tværdelt våben, dvs. med tre bjælker.

Slægtsnavnene' Galen og Litle forekommer iblandt, men de navnkundigste slægtsmedlemmer er Sunesønnerne (tvl.I) og Erlandsønnerne (tvl.II). Alle personer som if. våben eller navn traditionelt regnes til Galenslægten kan påvises at nedstamme fra Skjalm Hvides søn Ebbe Skjalmsen (-1150).

Tvl. II, Erlandsønnerne, nedstammer fra de seks Sunesønners søster Margrete, der var gift med en Herluf og havde datteren Cecilie, gift med Erland. Tue Galen havde en talrig efterslægt af skånske godsejere. De fleste linier uddøde i 1400- eller 1500-tallet.

Jons far var

Jon Reinmothtsen f. før 1210, d. før 1275

Jon blev gift med Gift med Cecilie Ebbesdatter Hvide 1190-1248

datter af Ebbe Sunesen Hvide af Knardrup. Barn ◦Jon Jonsen Litle+ f. 1230, d. 4 Aug 1307.

Jons far var Reinmod Little ca 1170-1205

Cecilies Ebbesdatter Hvides far var

Ebbe Sunesen Hvide d. 1208 af Knardrup

En af de berømte Sune-sønner. 1205 deltog han i toget til Estland. Han faldt 31.03.1208 i slaget ved Lena. Blev begravet i Ringsted eller Sorø.

Ebbes far var Sune

Sune Ebbesen Hvide d. 1186

Gift med Cecilie Ebbesen Glug?

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Sune Ebbesen var søn af Asser Rigs bror Ebbe Skjalmsen og tilhørte sammen med sine fætre Absalon og Esbern Snare kredsen om Valdemar den Store. Var som sine fætre ivrig deltager i Vendertogene. Sammen med sin kone erstattede han faderens trækirke i Bjernede med 117

 

en stenkirke, som er inspireret af Sct.Georgs kirke i Schlamersdorf, Wagrien. Sune var en af de største jordbesiddere i sin tid, idet han havde værdier svarende til 28.512 hektar (285,12 km2). Det har dog ikke været muligt præcist at fastslå, hvor meget af hans ejendom, der var i ædelmetal eller mønt, men at han helst ville eje jord, er der ingen tvivl om.

Apropos slaget ved Lena: Sunesønnerne gik i krig med Sverige for at genindsætte Ebbes fordrevne svigerfar, Sverker, som svensk konge. I øvrigt var seks af Sunes sønner opført på den såkaldte broderliste i Kong Valdemars Jordebog. Ifølge samtidige kilder var flere af dem også aktive korsfarere.

Begravet i Sorø Klosterkirke (Alsted H. Sorø)

Han fik 7 sønner med Cecilie, de "berømmelige Sunesønner", hvor af de fem blev biskopper:

1.Anders Sunesen, ærkebiskop i Lund

2.Peder Sunesen, biskop i Roskilde

3.Ebbe Sunesen* – faldt i slaget ved Lena i 1208

4.Lars Sunesen – faldt i slaget ved Lena i 1208

5.Jakob Sunesen

6.Thorbern Sunesen – faldt i slaget ved Pommern i 1198

7.Johannes Sunesen

Sunes datter: Margrethe af Højelse* (se side )

Sunes far var:

Ebbe Skjalmsen Hvide 1085-1151

Gift med Ragnhild af Danmark

Stiftede med sine Brødre Sorø Kloster. Lod trækirke i Bjernede bygge. Ejer af Knardrup ved Ganløse

Ebbe Skjalmsen Hvide blev født omkring 1085 som søn af Skjalm Hvide og Signe Asbjørnsdatter.

Ebbe var knyttet til Svend Grathe i striden mellem Svend, Knud og Valdemar.

Med hustruen Regnild fik han tre børn: Gythe (eller Gyde) Magrethe, Toke og Sune*.

Han døde i 1151, før Valdemars valg til enekonge.

Skjalm Hvide før 1062 - ca. 1113

Skjalm Hvide (født i første halvdel af 1000-tallet, død ca. 1113) var en sjællandsk høvding med store jordbesiddelser omkring Sorø. Han anses for at være stamfader til den mægtige Hvide-slægt og var selv søn af Toke Trylle (Hvide) og tip-oldebarn af Gorm den Gamle[1].

Sammen med Svend Estridsen deltog han i Slaget ved Niså i 1062, hvor han blev taget til fange af Harald Hårdråde. Han havde dog senere held til at flygte.

Omkring år 1100 rejste Skjalm Hvide sjællænderne til hævntogt mod venderne, der havde dræbt hans broder. Skjalm Hvide var i sine senere år nært knyttet til Erik Ejegod, hvis søn Knud Lavard fra 1102 i nogle år blev opfostret sammen med hans egne sønner Asser Rig og Ebbe Skjalmsen (Hvide). Ud over de nævnte fik han med sin hustru Signe også børnene Margrete, Cecilie Skjalmsdatter (Hvide) og Toke Skjalmsen (Hvide). 118

 

Skjalm Hvide lod Jørlunde Kirke opføre omkring år 1100, en af Sjællands ældste eksisterende kirker.

Fra Den store Danske

Skjalm Hvide, d. ca. 1113, dansk storbonde; far til Asser Rig og fosterfar for Knud Lavard. Skjalm Hvide var en af sin tids mægtigste mænd. Ca. 1090 udrustede han på egen hånd en flåde, som han førte mod Julin (Wolin) for at bekæmpe venderne. Nogle år senere organiserede Skjalm Hvide sammen med Erik 1. Ejegod endnu et togt mod venderne, denne gang til Rügen. Venderne blev besejret, og området blev lagt ind under Skjalm Hvide, der menes at have været kongens jarl på Sjælland. Skjalm Hvide blev begravet i Fjenneslev Kirke, men senere overført til Sorø Klosterkirke af sin sønnesøn Absalon.

Fra http://www.123hjemmeside.dk/mahlerdam/12801971

Skjalm Hvideblev født ca. 1045, søn af Toke Trylle & N. N. Sassersdatter.

Det kan ikke være sandt, hvad folk har troet i århundreder, at Skjalm Hvides hustru hed Signe!!! Der er overhovedet ingen, der er opkaldt efter hende i efterslægten! Men der er mange, der hedder Margrethe eller Ingefred, så hun må nærmere have haft dette navn.

Forvekslingen kommer nok af, at der fandtes en skånsk stormand, der hed Toke Signesen, og så har man identificeret ham med Toke Skjalmsen. Imidlertid døde Toke Skjalmsen ca. 1150, og Toke Signesen optræder på tinge i 1154, ergo kan det ikke være samme mand.

Skjalm Hvide udmærkede sig i "slaget ved Nisåen" i 1072 under kong Erik Estridsen, og Skalm må da have været myndig.

Her ved siden af ses Skjalm Hvides våbenskjold, som det ser ud i dag i Sorø klosterkirke. Sådanne mærker var ikke i brug på Skjalms tid, så skjoldet er tillagt ham, formodentlig af barnebarnet, ærkebiskop Absalon, som med skjoldfrisen i kirken ønskede at sætte et monument over slægten med Skjalm Hvide som patriarken.

Skjalm Hvide og Signe Asbjørnsdatter 1065 - 1086 fik følgende børn:

Toke Skjalmsen, Ebbe Skjalmsen*, Asser Rig, Magga eller Margrethe Skjalmsdatter og Cecilie Skjalmsdatter.

Signes far var Asbjørn Ulfsen Sprackling 1018 – 1086 Bror til Svend Estridsen konge af Danmark. Sønner af Jarl Ulf Thorkelsen og Estrid Svendsdatter (Svend Tveskæg) (s.145).

Skjalm var jarl på Sjælland og Rygen omkring 1090, hvor han var mægtig nok til at udkommandere hele leddingsflåden for at hævne sin bror Autis drab.

Ved afrejsen mod Det Hellige Land i 1103 satte kongeparret deres søn, prins Knud, i pleje hos Skjalm i stengården i Fjenneslevlille.

Skjalm døde omkring 1113 og blev begravet i Fjenneslevlille kirke, men senere overførte Absalon ham til Sorø klosterkirke, hvor knoglerne blev muret ind i en pille. 119

 

Skjalms far var

Toke Trylle Hvide

"Toke Trylle fik efter at være blevet kristen sønnen Skjalm", fortæller Sorø-annalerne, men den gode viking var ikke mere kristen, end han gav sine sønner gode gamle vikinge-navne: Skjalm og Auti. Hvis vi formoder, at Skjalm er født ca. 1045, for at han kan være mand nok til at deltage i Slaget ved Nisåen i 1072, som omtalt ved ham, så er Toke altså blevet kristen på denne tid. Hvilket jo er et godt stykke tid efter, at Gorm den Gamle på Jellingestenen omkring 960 praler af, at have gjort danerne kristne.

Tokes tilnavn "Trylle" eller "Trolle" antyder, at han var en mand, man kunne opsøge, hvis man ville have kontakt med aserne, altså han var måske en "gode", vikingetidens præster.

Han var nok heller ikke født i Fjenneslev, for hans far havde grundlagt en by, hvor han var gravsat i en høj, fortæller traditionen, og Fjenneslev har med sit efterled "-lev" rødder i jernalderen omkring år 500.

Ved Fjenneslev kirke står i dag en runesten (se fotoet) "Sasser rejste stenen og gjorde broen", og det må omhandle Sasserbro over Tuel Å på grænsen mellem Fjenneslev, Alsted og Slagslille sogne. På runestenen er indgraveret et kors, så Sasser var kristen, og på denne tid blev det at bygge bro sidestillet det at tage på korstog. Det var smart af kongen, for brobyggeren kunne så få sikret sin plads i Paradis, og kongen fik gavnet infrastrukturen.

Denne kristne stormand Sasser har ejet gården i Fjenneslevlille, og formoder vi, at Toke Trylle har giftet sig med Sassers datter, så er det formodentlig grunden til, at han lod sig døbe, samtidig med at vi kan forklare, hvordan gården i Fjenneslev kom i Hvide-slægtens eje. Vi ved også, at Tokes nærmeste efterkommere ejede gods ved Holbæk, og lod kirken i Tveje Merløse bygge (som har stor lighed med Fjenneslevlille kirke), og da der nær Tveje Merløse ligger en bebyggelse med navnet Sasserup - "Sassers Gård" - så kan disse områder også være arv fra stormanden Sasser.

Hedningen Slau, efter hvem Slagelse, som han grundlagde, fik sit navn, ligger begravet i nærheden af denne by i en gravhøj. Han var far til Toke Trylle", fortalte man på Absalons tid. Er der en kerne af sandhed i dette sagn? Slagelse er af meget ældre dato, så det kan ikke være denne by vikingen har grundlagt. Der er heller ikke noget mandsnavn "Slau" eller "Slag", men man har sikkert tilpasset det, så det lignede bynavnet. I vikingetidens sprog ville det bløde "g" nok snarere være et hårdt "k", og så får vi formen "Slak", og så har vi et navn "Aslak" eller "Oslak".

Ved omtalen af Slaget ved Nisåen fortæller Saxo en drabelig historie om Skjalm Hvides rorkarl Aslak, der på det nærmeste rydder et norsk skib med en egekævle. Saxo havde brug for en god historie til dette slag, for danskerne fik bank, og han hævder, at han har historien fra Absalons egen mund. Det har han næppe, eller også har han det, men historien hører næppe hjemme her. Den ligger tæt op ad beretningen i "Jomsvikingernes Saga" om søslaget ved 120

 

Hjørungevåg i 986 mellem den norske Hakon Jarl og hans søn Erik på den ene side, og de danske jomsvikinger på den anden side. Også denne gang fik danskerne bank af nordmændene , men den omtalte viking Aslak Holmskalle kan være identisk med den sagnomspundne far til Toke Trylle. Kommentaren til sagaen mener, at tilnavnet Holmskalle kommer af et stednavn, og så det faktum, at manden var skaldet (hvad sagaen også fortæller), og man foreslår Bornholm.

Det kunne også være, at Aslak stammede fra den nyudgravede vikinge-beboelse ved Tissø, der lå på en holm ude i søen, vi ved ikke hvad byen hed, men den kunne jo hedde noget med Holm. Til venstre ses markeringerne af gården, som det så ud i foråret 2008. Aslak har måske som yngste søn måttet fraflytte gården, og har måske grundlagt Sæby i nærheden, Esbern Snare ejede Sæbygård siden hen. Nær Sæby kirke har arkæologerne fundet en højlagt viking med gyldne sporer, og så kunne Hvide-slægtens tågesnak om deres forfar komme til at passe.

Man fraflyttede byen på holmen ved Tissø og byggede en stavkirke i Sæby i året 1040 (ifl. en årrings-datering af en oprindelig planke, der er genbrugt i den nuværende kirke), jamen, det var jo omkring det år, hvor Toke Trylle havde hjemført sin kristne brud, og selv havde ladet sig døbe. Var han bygmesteren i Sæby? Og rejste han kirken, nær sin fars gravhøj, ligesom man havde gjort i Jelling?

Med dette sagn sluttes fortællingen om den sidste Hvide i denne gren. Som før skrevet er vi beslægtet med andre dele af Hvide slægten.

Peder Nielsen Gyldenstiernes (se side 102) mor var Mette Jensdatter Banner til Langtind. Hun var gift med Niels Eriksen Gyldenstierne. Mettes mor var Inger Ågesdatter Puder til Rydhave.

Mettes mormor var Karen Henriksdatter von Everstein.

Karen far var Henrik Albertsen von Everstein, til Langtind, hvis far var Albert von Everstein og hvis mor var Ingerd Kalf.

Ingerds far var Jens Jensen Kalf 1250-1304 hendes mor var Cecilie Nielsdatter Galen 1250-1318

Vi når frem til Galen slægen igen med Cecilie Nielsdatter Galen -1318. 121

 

Cecilies far var

Niels Erlandsen Galen - eft. 1286

Havde, 1251—82, dog vist med nogen Afbrydelse, Gjældker (Præfectus) i Lund, men kaldes 1283 fordum Gjældker, tog afgjort Parti for Kongen i Feiden mellem denne og hans Broder Erkebispen, hvem han 1259 tog til Fange, blev derefter sat i Ban, var 1285 en af de Adelsmænd, som udstedte et Vidnesbyrd om, at Als hører til Danmark, fører Galen-Vaabnet i sit Segl; g. m. Elisabeth Pedersdatter Uldfeldt, datterdatter af Esbern Snare.

Fra:

http://www.123hjemmeside.dk/mahlerdam/12801971

Niels Erlandsen var født ca. 1220, søn af Erland Erlandsen & Cecilie Herlufsdatter. Cecilies Herlufsdatters mor var Margrethe Sunesdatter Hvide (s.113) – så her mødes slægtsgrenene igen. Elisabeth Pedersdatter var født ca. 1220, datter af Peder Strangesen Ulfeldt og Ingeborg Esbernsdatter (Hvide).

Niels og Elisabeth fik ud over Ceciliefølgende børn:

Jens Nielsen til Næsbyholm; Peder Nielsen til Tåsinge; Anders Nielsen til Ellinge; Åge Nielsen til Ellinge; Jacob Nielsen til Ellinge; Marianne Nielsdatter til Rønninge. 122

 

Niels Erlandsen blev slået til ridder, og var gældker i Skåne, dvs. den øverste embedsmand under den danske konge, der administrerede og styrede denne rige landsdel.

Han var bror til ærkebispen Jacob Erlandsen i Lund, men da Niels var i kongens tjeneste kom de to i et modsætningsforhold ved ærkebispens strid med kongemagten, og det var Niels Erlandsen, der arresterede sin egen bror på kongens vegne.

Niels Erlandsen er nævnt i kilderne fra 1251 til 1285. Hans segl med slægtens våben ses her ved siden af: 5 gange tværdelt af blåt og sølv, formodentlig er de rankeprydede bjælker, metaldelene, altså sølv (eller hvidt). Omskriften lyder "S' NICOLAI FILII ERLANDII" (Niels søn af Erlands segl).

Han døde efter 1285, men er ikke nævnt i Lund domkirkes dødebog.

Elisabeth Pedersdatter døde efter 1291, og er heller ikke nævnt i Lund.

Nielses far var Erland Erlandsen 1170-1226 Gift med Cecilie Herlogsdatter Galen ca. 1170-1220

Niels Erlandsen var gift med Elisabeth Pedersdatter Ulfeld, datterdatter af Esbern Snare.

Hendes mor var Ingeborg Esbernsdatter Hvide 1191-1267, datter af Esbern Snare & Helene Guttormsdatter. Ingeborg var gift med Peder Strangesen. Ingeborg beboede sin fars borg, og kaldes "frue til Kalundborg", men kommer i unåde hos kongen, og jages væk. Kalundborg fratages hende og hendes slægt, og hun dør 1267 i Hedeby, hvor hun har søgt tilflugt.

Esbern Snares Datter, der ejede Borg (Petersborg i Alsted H.) og Sæbygaard samt efter Faderen fik Kalundborg, til hvilket hun oftere skrives, er vel den Fru Ingeborg, hvis syge Søn Andreas søgte og fandt Lægedom ved Hellig Niels' Grav i Aarhus Domkirke, skænkede efter sin Mands Død en Tredjedel af Ørslev Øster og en Tredjedel af Møllen samt sin Gaard i Bringstrup til Sorø Kloster for at bygge Kirkens Hvælving med og til Vokslys paa det store Alter Dag og Nat, hvilket bekræftedes af hendes Søn Andreas, Kongens Marskal, hendes Halvbroder Hertug Knud, og hendes Dattersønner, Greverne Erwin og Albert af Gleichen, blev 1262, formentlig paa Grund af, at hun under Striden mellem Kronen og Jakob Erlandsen sluttede sig til denne sidste, fordreven 1262 fra Kalundborg og døde i høj Alder i Hedeby 1267.

Fra: http://www.123hjemmeside.dk/mahlerdam/12801971

Peder Strangesen Ulfeldt & Ingeborg Esbernsdatter

Peder Strangesen født ca. 1170, var søn af Strange I. Ulfeldt og ?

Ingeborg Esbernsdatter var født ca. 1191 på Sæbygård, datter af Esbern Snare & Helene Guttormsdatter. 123

 

Peder og Ingeborg fik børnene:

Elisabeth Pedersdatter * ca. 1220

Helene, Esbern Snares Hustru, var Datter af den ansete svenske Jarl Guttorm, som havde hentet Kong Carl Sverkersens Brud i Danmark og ved samme lejlighed stod Fadder til Valdemar I's s Søn Knud (1163). Rimeligvis har hun været opkaldt efter den hellige Helene af Skøfde, en fejret Helgeninde, der blev kanoniseret 1164 og er velkjendt i nordsjællandske Folkesagn. Da Esbern Snare havde mistet sin anden Hustru, Ingeborg, ægtede han, skjønt til Aars, den unge svenske Jarledatter. I dette Ægteskab fødtes Ingeborg «af Kalundborg» og maaske flere andre Børn. Strax efter Esberns Død (1204) blev H. Kong Valdemar II's Frille og fødte ham Sønnen Knud. Men da Valdemar ægtede Dagmar (1205), ophørte vistnok deres Forhold, og hun synes at have forladt Danmark. I alt Fald blev hun ikke som Esberns 2 første Hustruer jordfæstet i Sorø, og af Diplomer fra det 14. Aarhundrede fremgaar det, at hun ved Linkøping Domkirke stiftede vor Frue Kapel med tilhørende Præbende; der har hun vistnok valgt sit Gravsted, og hendes Gave blev senere forøget af hendes Sønnesøn Svantopolk Knudsen og hans Æt, Valdemar II udmærkede sin og H.s Søn med Hertugnavnet og skjænkede ham tillige sit Gods i Sverige, og H. har ogsaa efterladt ham en betydelig Arv her.

Peder Strangesen var ridder, og må med sin frue have ladet Gørlev kirke syd for Kalundborg opbygge i sten, og ladet pryde med kalkmalerier, for de to stifterbilleder i kirken, der er vist her ved siden af, menes at forestille ægteparret.

Peder Strangesen må have raget uklar med kongen, for han tvinges i en høj alder (ca. 70) til at gøre en bods-tur til det hellige land. Han nåede imidlertid ikke så langt, men døde i Ribe 1241.

Ingeborg beboede sin fars borg, og kaldes "frue til Kalundborg", men kommer i unåde hos kongen, og jages væk, Kalundborg fratages hende og hendes slægt, og hun dør 1267 i Hedeby, hvor hun har søgt tilflugt.

Nu er vi vist lige nødt til at se på Ingeborgs forældre.

Esbern Snare 1127-1204

Helene Guttormsdatter 1170-1211

Esbern Snareblev født 1127, søn af Asser Rig & Inge Eriksdatter.

Helene Guttormsdatter var født ca. 1170 i Østergøtaland, datter af jarl Guttorm. Helene var frille til Valdemar Sejr med hvem hun fik sønnen Knud.

Esbern Snare var ridder og en stor støtte sammen med sin bror Absalon til kong Valdemar den Store. Talrige beretninger findes hos Saxo.

Esbern Snare ejede Sæbygård, byggede borgen Kalundborg og Ubby kirke.

Esbern blev gift første gang med Holmfred, der døde i 1170, og blev begravet i Sorø klosterkirke.

Børn:

Jens Marsk; Absalon Fed; Niels Mule.

Esbern Snare blev gift 2. gang i 1171 med Ingeborg, der døde i 1190, og blev begravet i Sorø.

Børn: Cecilie Esbernsdatter.

Esbern Snare blev gift 3. gang i 1190 med Helena Guttormsdatter*. 124

 

Børn: Ingeborg Esbernsdatter * ca. 1191

Esbern døde i høj alder på Sæbygård i 1204 og blev begravet i Sorø klosterkirke. Rygtet gik, at hans unge kone skubbede ham ned ad en trappe, så han brækkede halsen, men hans skelet i Sorø viser dog ikke sådan en skade. Det var nok et rygte folk lavede siden hen, fordi den unge enke blev kong Valdemars elskerinde i 1204, inden han giftede sig med dronning Dagmar. Efter kongen giftede sig, tog fru Helene tilbage til Østergøtland. Hun nævnes i 1211, og er siden død og begravet i Linköping kirke.

Asser Rig & Inge Eriksdatter 1100-1157

Asser Rig var søn af Skjalm Hvide & Margrethe (?)

Gift med Inge Eriksdatter (hun skulle ifølge DAA 1898:225 være "en datterdatter af Knud den Hellige", hvilket ifgl. Marianne Johansen og Helle Haldings bog "Thi de var af stor slægt" er et åbent spørgsmål.

Hvis man skal tro Wikipedia var hendes far i stedet den svenske Konge Erik den Hellige, g. m. Cristina Bjørnsdatter). Sikkert er det dog, at hun var datter af Erik Edvardsen & Cecilie .

Asser og Inge fik følgende børn:

Esbern Snare * 1127; Absalon * 1128; Ingefred * 12...;

Asser Rig er ikke nævnt i nogle bevarede dokumenter. Saxo omtaler altid ham og brødrene som Skjalmsønnerne, så det er svært at se, hvor meget Asser egentlig har deltaget i.

Han lod sin indgive i klostret i Sorø, endnu før kirken var færdig. Der er så stille om ham (også hos Saxo), så kan vi formode, at han har fået den spedalske syge? Er det derfor han indgiver sig til munkenes pleje, endnu mens han har en dejlig hustru? 125

 

Saxo fortæller, at den svenske prins Johan bortførte hertug Karl Eriksen af Hallands hustru, og hans søster, "som var en ærbar enke", og om deres dejlighed gik der stor ry. Og han lå hos dem på skift i stor skam. Episoden var årsag til at kong Svend udkommanderede hæren til at hævne de krænkede. Karl Eriksens søster var altså fru Inge Eriksdatter!!!

Inge Eriksdatter nævnes af Saxo, som den der sammen med sin datter Ingefred i 1157 efter Blodgildet i Roskilde, organiserede hærværket på kong Svends skibe.Inge Eriksdatter døde efter 1157.

Som lovet på side xxx vender vi hermed tilbage til Lisbeths Sesteds mors slægt.

Lisbeths mor hedder Regitze Knudsdatter Gyldenstierne.

Regitzes far Knud Pedersen Gyldenstierne omtalt på side 101.

Regitzes mor var Sidsel Jensdatter Ulfstand.

Sidsel Jensdatter Ulfstand til

Ljungby og Bønnet, ca. 1510-

1575

Født i Glimminge, Valby, Kristianstad, Sverige, begravet i Kalundborg. Lensmand.

Sidsel var enke, og meget tæt på kongen, som hun’ syede’ skjorter til.

Gift med Knud Pedersen Gyldenstierne

Børn:Axel Knudsen Gyldenstierne

Regitze Knudsdatter Gyldenstierne*

Margrethe Knudsdatter Gyldenstierne

Karen Knudsdatter Gyldenstierne

Lisbet Knudsdatter Gyldenstierne

Sidsels far var af Ulfstand slægten: 126

 

Den angives at være indvandret fra Tyskland. Som stamfader her i landet nævnes en vis Gert Minckwitz, som man vil vide var fader til Jacob Gertsen (død 1410), der, efter at have tjent dronning Margrethe 1. som sekretær, først blev ærkedegn og siden - 1392 - ærkebiskop i Lund, i hvilken egenskab han sammen med Uppsalaærkebispen kronede Erik af Pommern ved Kalmarmødet 1397. Hans broder, hr. Henrik Gertsen til Glimminge, der 1401 beseglede kong Eriks stadfæstelse af dronning Margrethes testamente, var fader til "Store" Jep Henriksen til Skabersjö og Torup og til rigsråden, høvedsmand på Varberg Holger Henriksen til Glimminge (død 1485). Den førstnævnte af disse to sønner var farfader til brødrene hr. Truid Gregersen Ulfstand til Torup (1487-1545) og hr. Holger Gregersen Ulfstand til Skabersjö (død 1542). hr. Truid sad, en kort afbrydelse fraregnet, som lensmand på Varberg fra 1522 til sin død og kom her til at tage stor del i tidens begivenheder. På herredagen i København 1533 hørte han til det katolske flertal, men sluttede sig senere til hertug Christian (III). Gentagne gange havde han, der allerede ved Frederik I's tronbestigelse blev optaget i Rigsraadet, været deltager i vigtige forhandlinger, bl.a. om Christian II's skæbne. Han var Fader til Gregers Truidsen Ulfstand til Torup, Barsebæk og Gammel Estrup (død 1582), der blev fanget i Slaget ved Svarterå, og som 1578 sammen med Jakob Ulfeldt sendtes i gesandtskab til Rusland, et hverv 127

 

som de røgtede således, at tiltale for Rigsrådet blev følgen, endvidere til Lave Truidsen Ulfstand til Torup (død 1563), hvis tjeneste oftere blev brugt, bl.a. under grænseforhandlinger med svenskerne, til Jens Truidsen Ulfstand til Vemmetofte, der en tid var hofmarskal, og som både kæmpede til lands, således i Ditmarskertoget 1559, som anfører for hoffanen, og til søs, idet han 1566 i egenskab af underadmiral forliste under Gulland, samt endelig til Niels Truidsen Ulfstand til Barsebæk (1526-1575), der blev haardt såret på Ditmarskertoget, som i Syvårskrigens første år gjorde tjeneste som tøjmester ved hæren og senere udnævntes til Øverste Falkemester. Ovennævnte hr. Holger til Skabersjö foretog i sin ungdom en pilgrimsrejse til det hellige Land. Efter Christian II's flugt hyldede han Frederik I, blev optaget i Rigsrådet og var en af hovedførerne under Malmös belejring. I slutningen af 1523 sendtes han til Sverige for at bevæge kong Gustaf til et Rigsmøde, var efter Landskronas overgivelse en af de Rigsåder, der blev sendt til Gulland sammen med Søren Norby for at få besætningen på Visborg til at overgive sig og blev også i de følgende år anvendt som sendemand til den svenske konge. Hans søn, Gregers Holgersen Ulfstand til Sønder Vosborg (død 1583), var fader til Melchior Ulfstand til Kjærgårdsholm (død 1617), med hvis søn, Axel Ulfstand til Axelvold, slægten uddøde 1634.

Sidstnævntes Søster, Thale Ulfstand, gift med Palle Urne til Gyllebo, blev kendt som slægtebogsforfatterinde. Hr. Holgers anden søn, Jens Holgersen Ulfstand til Skabersjö (død 1566), blev 1562 høvedsmand på Båhus, hvor han gang på gang blev belejret af svenskerne, idet han og hans folk udviste det største heltemod. En tredje søn, Hack Holgersen Ulfstand til Hikkeberg (1535-1594) gjorde en tid hoftjeneste hos hertug Frederik (II), deltog i Syvårskrigen med megen bravour og fik betydelige forleninger. 1581 blev han medlem af Rigsrådet, overtog 1590 stillingen som hofmester hos den unge konge Christian IV og indtraadte samtidig i regeringsrådet. På herredagen i København 1593 valgtes han endelig til rigsmarsk. - Den nævnte Holger Henriksen til Glimminge var fader til rigsråden hr. Oluf Holgersen Ulfstand til Bønnet (død 1529) og til hr. Jens Holgersen Ulfstand til Glimminge (død 1523). Sidstnævnte, der blev lensmand på Gulland og medlem af Rigsrådet, vandt et navn som søkriger og var bl.a. 1511 anfører for en flåde mod Hansestæderne. Han byggede det mærkelige stenhus på Glimminge (Glimmingehus). Blandt hans børn skal nævnes Arvid Jensen Ulfstand til Lyngbygård i Skåne (død 1539), der 1532 var en af Høvedsmændene på toget til Norge mod Christian II, og Børge Jensen Ulfstand til Glimminge og Ørup (død 1558).

Jens Holgersen Ulfstand ca. 1450-ca. 1525

Gift med Margrethe Arvidsdatter Trolle (Se sidexxx)

Rigsråd, admiral. Han havde fra 1486 Lindholm Slot i Skåne i forlening, og fra 1510 Villands herred og fra samme tid Sølvesborg. Ulfstand blev statholder på Gotland og blev som sådan snart inderlig afskyet af befolkningen på øen på grund af de tunge skatter og afgifter. 1505 blev Ulfstand rigsråd og under kong Hans felttog mod Sverige blev han kommanderende til søs og hærgede den svenske kyst. 1511 blev Ulfstand chef for den stærkt udvidede danske 128

 

flåde, og om bord på sit admiralskib Engelen foretog han et voldsomt hærgningstogt mod den nordtyske kyst og mod Öland. Den 9. august samme år blev han involveret i et søslag med den lybske flåde syd for Bornholm, der sluttede uafgjort. I Skåne arvede Jens Holgersen Ulfstand Glimminge efter sin far og lod 1499-1512 opføre borgen Glimmingehus.

Børn:

Arvid Jensen Ulfstand Født: omk. 1499- 1539, Børge Jensen Ulfstand ca. 1500 -11 dec 1558

Lisbeth Jensdatter Ulfstand ca. 1505--5 apr 1540, Sidsel Jensdatter Ulfstand*ca. 1510 - 1575

Glimmingehus, herregård SV for Simrishamn i Østskåne, opført 1499- ca. 1505 for herremanden Jens Holgersen Ulfstand. Det vældige, velbevarede stenhus, der måler ca. 30 m×12 m i grundplan og når en højde på 26 m, rejser sig med metertykke sandstensmure og stejle trappegavle på en borgplads, der er omgivet af voldgrave; pladsen rummer desuden tre yngre og lavere fløje. Glimmingehus er i fire stokværk fordelt på kælder, to beboelsesetager og et skytteloft. Vinduesåbningerne er få og små og tildels udformet som skydeskår. Husets eneste indgang er ad en stentrappe fra borgpladsen op til en dør i første stokværk. Indenfor deler en gennemgående trappe stenhuset i en større del mod øst med arbejds- og samlingsrum og en mindre del mod vest med bolig og privatgemakker. Talrige sindrige forsvarsindretninger kunne gøre trapperummet til en dødsfælde for indtrængende fjender. Husets kunstneriske udsmykning med figurer og relieffer blev antagelig udført af den westfalske stenhugger Adam van Düren, som muligvis også forestod selve byggeriet. Der indgår desuden genbrugte stenhuggerarbejder fra Gotland, hvor bygherren var dansk lensmand. Glimmingehus er i særklasse blandt senmiddelalderens nordiske stenhuse ved sin magtfulde arkitektur med de næsten demonstrative forsvarsfinesser kombineret med et højt kunstnerisk niveau.

Holger Henriksen Ulfstand ca. 1420-1485, til Glimminge 129

 

Til Glimminge, høvedsmand på Varberg slot. Søn af Henrik Gertsen Ulfstand og Kirsten Pedersdatter (Due) Glob.

Gift med Birgitte Jensdatter Rosensparre*, født ca. 1425. Datter af Jens (Niels) Rosensparre (født ca. 1400, død mellem 1450-60) til Skarhult, landsdommer i Skåne, og Mæritslef Jakobsdatter Bille (født ca. 1400, død efter 1473).

Der findes en ret forvitret gravsten over Holger og Birgitte i Vallby kirke, Skåne. Th. er en skitse af denne sten.

Holger nævnes 1435. Han betænkes 1456 i Hr. Niels Pedersen Gyldenstiernes Testamente. Var 1470 Rigsraad, 1473—74 Høvedsmand paa Varberg, mageskiftede 1484 til Hr. Johan Oxe sin husfrues arvepart i Bjergbygaard efter Erik Bille, gav 23. okt. 1485 Sjælegave til Tommerup Kloster.

Birgittes far er af Rosensparre slægten. Hendes mor er af Bille slægten. Disse slæget vender jeg tilbage til.

Henrik Gertsen Ulfstand – ca. 1440 til Glimminge

Var 1401 Ridder og beseglede da Kong Eriks Stadfæstelse af Dronning Margrethes testamente, levede 1439. Gift med Kirsten Glob (Due) til Skabersø.

Henrik nævnes 1416 sammen med Herman von Oertzen, der ligesom han kaldes Broder til Erkebisp Jakob Gertsen. Hr. Henrik Gertsen, udstedte 1402 m. fl. et Vidne om Kong Olufs Død.

Henriks far var Gert Ulfstand.

Henriks mor var af Bjørnslægten. Hille (Helle) Bjørnsdatter Bjørn ca. 1334- ca 1426. Hilles far var

Oluf Bjørnsen Bjørn - ca 1310-ca. 1381 til Steensgaard.

Gift med Hille Moltke 1315-1381

Var 1355 Væbner og forseglede til vitterlighed med Iven Markmand, 1360 Ridder, 1361 medlover for den brudeskat, som Kong Valdemar havde tilsagt Hertug Albrecht af Meklenborg. 1364 en af de afsendte til forhandlingerne med Hansestæderne i Stralsund, forseglede 1376 Kong Olufs Haandfæstning. 1377 Høvedsmand paa Gurre og nærværende paa Danehoffet. Nævnes 1378 som Exekutor af Kong Valdemars Testamente. Begravet i St. Peders Kloster (nu Helufsholm Kirke) i Næstved, blandt hvis velgjørere han, og hans Husfrue, hans sønner og hans husfrues søster Tale nævnes.

Hans far var

Bjørn Olufsen Bjørn ca. 1290-ca 1344 til Steensgaard

gav 1343 to Gaarde i Millinge til Svanninge Kirke for Sjælemesser for sig og sin Slægt.

Hans far var

Oluf I. Bjørnsen Bjørnca. 1260-ca. 1310, til Steensgaard 130

 

Jeg forfølger ikke Ulfstand og Bjørnslægterne yderligere, men går videre med Jens Holgersen Ulfstands hustru Margareta Arvidsdatter Trolle slægt. Hendes fars slægt er Trolle slægten og hendes mors slægt er Tott (Thott) slægten (se side 119). 131

 

Trolle slægten

Dansk-Skaansk Forenings rundskrivelse 1995:1. April 1995

Trolleslægten Af Flemming Andersen

Trolleslægten stammer fra Småland, men gjorde under unionstidens kampe, for en del fælles sag med de danske konger og støttede derved den forening mellem de tre nordiske riger, der var blevet skabt i Kalniar i 1397, men som efter over hundrede års forbitrede kampe endte med at brydes ved Sveriges løsrivelse fra Unionen. Den svenske adel stod delt i denne kamp, idet en del af de familier, som i unionstiden ved giftermål, arv eller erhvervelse af danske godser havde fået en vis tilknytning til Danmark, følte sig bundet af troskaben mod rigemes fælles konge. Men også indenfor de enkelte slægter, bl.a. Trolleslægten, var der splittelse, således at nogle af deres medlemmer holdt fast ved Unionen, andre ønskede løsrivelse. Disse forskellige forhold bevirkede, at slægten Trolle blev delt i en svensk og en dansk gren. Den sidste, hvortil Herluf Trolle hørte, bosatte sig i Danmark, hvor den iøvrigt allerede i tidligere tid havde erhvervet store godser og ejendomme.

Går man tilbage til slægtens oprindelse i længst svundne tider, siges mange af familiens forfædre at have ført tilnavnet Ulve og i deres våben at have haft en hvid ulvesaks i rødt eller blåt felt, og på hjelmen en oprejst, tilbageskuende grå ulv. Det var i alle tilfælde en mand ved navn Herved Etiksen Ulve, som først lod sig kalde Trolle og antog det ret uhyggelige og skrækindjagende trollevåben: et hovedløst menneskes billede med kløer i stedet for hænder og fødder i et gult felt, og på hjelmen et rødt hoved med horn. Oprindelsen hertil skal ifølge et gammelt sagn skyldes den omstændighed, at Herved Ulve efter de tiders overtro på sin kirkegang mødte en trold, som han kom i strid med, og hvis hoved han med sit sværd huggede af. Efter en anden version menes "de Troller" at have optaget våbnet til erindring om en kamp med en gotisk hærfører, hvis hoved blev afhugget, idet "de goter", som grumme og vilde, fordum blev kaldt trolli af "de vandaler."

Arvid Trolles børn, og blandt dem Herluf Trolles fader Jakob Trolle, forandrede våbnet til en rød troldkrop med det afhuggede hoved på bugen. Herluf Trolles forfædre kan føres tilbage til år 1318, da hans fire gange tip-oldefader, væbneren Børge (Birger) Knudsen omtales. Oldefaderen, Børge Trolle til Birkvad eller Berggvara, som slottet senere kaldtes, blev i 1425 væbner og i 1448 ridder. Han var med til i 1438 at besegle unionstraktaten. I 1448 var han anfører for de svenske tropper, der, efter at Karl Knutsson var blevet konge, overrumplede Visby på Gulland og indesluttede slottet Wisborg, hvorfra den kongelige sørøver, Erik af Pommeren, med sine 500 sørøvere havde gjort Østersøen usikker. Børge Trolle deltog senere i oprøret mod den danske kong Christian I., og blev i 1470 tillige med Erik Axelsen (Thott) taget til fange. Han døde året efter. Hans borg, Bergqvara, der gennem adskillige slægtled var i Trollernes besiddelse, sammenlignes i beskrivelsen med Helsingborgs gamle slot Kernen, idet dens fire stokværk skal være opført i samme byggestil som dette. Den oprindelige borg blev imidlertid senere ødelagt af de danske under det svenske oprør, men genopførtes af Børges søn, Arvid Trolle, der var Herluf Trolles bedstefader.

Arvid Trolle* var som svensk rigsråd medunderskriver af den såkaldte Calmarske Recess, der i alle tilfælde af navn gjorde kong Hans til Sveriges konge. Arvid Trolle var i det hele taget en af unionens virksomste tilhængere i Sverige og deltog på svensk side i næsten alle de møder, som på den tid afholdtes mellem repræsentanter for de tre rigers råd. Han var ligesom sin fader ridder (1497) og rigsråd samt tillige lagmand i Östergötland. Arvid Trolles anden hustru, Beate Thott*, med hvem han fik gården Lilløe i Skåne, hvor han døde i 1505, var datter af den rige og mægtige rigsråd og ridder, Iver Axelsen Thott*, af den skånske adelsslægt.

Under stridighederne om den svenske krone i Christian l's tid havde Thott særligt efter sit giftermål med Karl Knutssons datter, taget parti mod den danske konge. Hans gamle familieborg Lilløe, hvor Herluf Trolles vugge senere kom til at stå, blev erobret af de danske efter et helt års belejring. Med Beate Thott havde Arvid Trolle tre sønner og tre døtre, hvoraf sønnerne og den ene datter kom til Danmark. De to midste sønner, Børge og lver Trolle, døde begge i kong Hans' ulykkelige krig mod ditmarskerne år 1500. Den tredie søn, Jakob Trolle, var fader til Herluf Trolle, og den eneste af Arvids sønner, som kom til at føre slægten videre. Arvids yngste datter Margrethe, der var tvillingesøster til Jakob, blev i 1498 gift med den berømte danske admiral, Jens Holgersen Ulfstand til Glimminge i Skåne. 132

 

Margareta Arvidsdatter Trolle 1475-1523

Gift med Jens Holgersen Ulfstand

Hun fik syv børn.

Margarrethe er direkte efterkommer af Valdemar Sejr via sin farmor Christine Knutsdotter Aspenäsätten (Blaa).

Margaretas far var

Arvid Birgersson Trolle ? -1505

Gift med Beata Ivarsdatter Tott

Svensk rigsråd. Trolle knyttede sig politisk til Iver Akselsen Thott, hvis datter Beate (d. 1487) han ægtede i 1466. I 1484 søgte Iver forgæves at styrte Sten Sture d.æ. som svensk rigsforstander til fordel for Trolle. Under borgerkrigen mellem Sture og det svenske rigsråd forhandlede Trolle i 1497 om en dansk militær indgriben, som samme år bragte Hans på den svenske trone, dog ikke på grundlag af Kalmarrecessen, som Trolle havde ønsket. Trolle havde store godsbesiddelser i både Danmark og Sverige.

Begravet i Lunds domkirke

Arvids far var

Birger den unge Trolle ?- 1471 til Bergqvara (Smaaland),

som han arvede efter sin Halvbroder Hakon Karlsen, 1425 Væbner, 1436 Sverigs Riges Raad. Beseglede Unionsakten 1438. 1440 Høvedsmand paa Kalmar, 1448 paa Gulland, s. A. Ridder, 1463 Høvedsmand paa Aabo.

Gift med Christine Knutsdotter Aspenäsätten (Blaa)31

31 http://gw1.geneanet.org/fholbek?lang=en;pz=finn;nz=holbek;ocz=0;m=RL;p=valdemar;n=konge+af+danmark;oc=1;p1=valdemar;n1=konge+af+danmark;oc1=1;p2=sidsel;n2=ulfstand;l1=0;l2=11,12;dag=on 133

 

Birgers far var

Börge Birger Birgersson (den gamle) Trolle død ca. 1446

Gift med Ingeborg Arvidsdotter Lejonansikte

◦til Bo (nu Trollebo, Lemnhults S., Østre H., Smaaland), nævnes 1400-1440, var ca. 1441 Ridder.

Hans far var:

Birger Knudsen Trolle 1335-før 1381

Gift med Katarina Pedersdotter Lejon – 1404

Birger Knutsson Trolle, Riddare Far: Knut Trolle

Gift med med Katarina Vastesdotter Barn: Kerstin Birgersdotter Trolle 1359-

Gift med Katharina Pedersdotter Lejon* -1403 Barn: Birger Birgersson "den gamle" Trolle -1446

Ætten Trolles stamfader

Förde en från höger tre gånger styckad sköld. Riddare före 1365. Död före 3 maj 1381 Gift 1:a gången med Katarina Vastesdotter i hennes 4:e gifte ( gift 1:a med Eskil,2:a med Nils Lärka och 3:e med Gisle) Äktenskapet förklarades olagligt 1369, emedan alla hennes föregående män varit besläktade med herr Birger i fjärde led och hon dessutom burit honom till dopet

Gift andra gången med Katarina Pedersdotter i hennes 3.e gifte (gift 1:a med riddaren Nils Dannes Turesson Bielke av Åkerö i hans 2:a gifte). Gift 2:a 18 augusti 1361 på Karknäs, då hon fick Bo och Berga, båda i Lemnhults socken, Jönköpiungs län, i morgongåva, med väpnaren Nils Bengtsson Lejonansikte, död före 1373, levde själv 1403, men arvskifte förrättades efter henne 3 september 1404. Troligen dotter av den småländska väpnaren Peder Karlsson Lejon.

Birgers far:

Knut Birgersson Trolle efter 1319

Gift med Maria Svendsdotter Trolle 1320

Knuds far:

Birger Knudsen Trolle 1317-1373

Horn, Ostergotland län, Sweden

Birgers far:

Birger Torkilsson Trolle 1285-ca. 1360

Gift med Karin Henriksdotter 1290-? 134

 

Vi vender nu tilbage til Arvid Trolles hustru Beata Ivarsdatter Tott og hendes slægt.

Tott (Thott) slægten

Margaretas mor var

Beata Ivardatter Tott (Thott) -1487, til Lilleø og Knabstrup

Beate Iversdatter Thott til Lillø og Knabstrub i Merløse herred, blev gift anden gang den 22. september 1466 i Nykøbing med Arvid Trolle, og døde den 4. december 1487 i Effrid by i Trøjd sogn af pest, og blev begravet i Lund Domkirke. Hun var enke efter Truid Pedersen Galen til Arvidslev.

Far: Ivar Axelsson Tott (1420 - 1487)

Mor: Margareta Pavelsdotter Laxman

Beatas far var

Ivar Axelsson Tott 1420 – 1487, til Lillø

Ivar var gift tre gange. Vores formoder Beata var barn af Ivar og hans første kone Margareta Pavelsdotter Laxman.

Fra Den store Danske:

Iver Axelsen Thott, 1420-1.10.1487, rigsråd. T. nævnes første gang som ridder 1444 og skriver sig da til Knabstrup (Merløse hrd.) som han måske har fået med sin første hustru. Men i øvrigt var han knyttet til Østskåne hvor han ved faderens død arvede slægtens gamle 135

 

stamgods Härlöv skønt han kun var nr. seks i rækken af sønnerne. Et andet vidnesbyrd om hans betydning er at han sammen med den ældre halvbror Aage overtog styrelsen af Varberg len de seks år som lensbrevet gav ret til. I den følgende tid ses T. navnlig i kong Christoffers omgivelser, og da der efter tronskiftet 1448 udbrød fejde mellem Danmark og Sverige var han blandt dem der ved kong Karls indfald i Skåne 1452 led tunge tab. Også hos den nye konge Christian I nød T. tillid. I 1450erne sendtes han oftere til Sverige som gesandt sammen med ældre prøvede mænd som broderen Aage og marsken Claus Rønnow. Her havde han lejlighed til at træffe sin bror Erik der var helt indlevet i svenske forhold. Det nøje sammenhold som altid udmærkede alle ni Axelsønner blev måske mest udpræget mellem disse to. T. trådte foreløbig i anden række bag Erik, men hans medfødte overlegenhed lod snart vægtskålen synke til hans fordel. Ved Oluf Axelsen Thotts død 1464 blev pantelenet Gotland ledigt, og T. overtog dette. Han opnåede herved en både i økonomisk og politisk henseende betydningsfuld stilling. Samtidig var han for anden gang blevet enkemand og bejlede til den afsatte kong Karl Knutssons datter Magdalena. Der er intet tegn på at denne forbindelse fra begyndelsen har været Christian I ubehagelig; Karl Knutsson var på denne tid politisk betydningsløs. Brylluppet mellem T. og Magdalena fandt sted 22.9 i Nyköping, og ved denne lejlighed bevægede han de tilstedeværende rådsherrer til en beslutning om at de der i sin tid havde købt Karl Knutssons konfiskerede godser af kong Christian nu skulle have erstatning for salgssummen hos denne. Da derpå Erik Axelsen Thotts udnævnelse til rigsforstander i Sverige havde udskudt kong Christians antagelse til svensk konge på ubestemt tid fulgte i foråret 1467 to skelsættende begivenheder. Christian I inddrog pantelenet Tranekær fra Philippus Axelsen Thotts enke og børn, og T. opsagde kongen huldskab og troskab. Man ser af det følgende års landstingsvidner at opsigelsen var motiveret med tre grunde: at kongen havde taget breve af landekisten til skade for adelen; at han havde krænket den hellige kirkes og gode mænds frihed; og at han havde gjort riddersmandsmænd vold på gods, personer og ejendele. På alle tre punkter havde Thotterne bevisligt årsag til at føle sig krænkede, men inddragningen af Tranekær synes ikke at falde ind under dem. T. stod nu midt i de storpolitiske begivenheders strøm, og han kom hurtigt til at vise sine evner. Da hans bror Erik, der nu helt havde sluttet sig til kong Karls parti, blev belejret i Stockholm kom T. 1467 til hjælp fra Gotland, slog en fjendtlig svensk hæi i Närke og danskerne på Kungsholmen hvorpå han ophævede den danske belejring af hovedstaden. Kort efter undsatte han sin belejrede boig Lillö i Skåne. Følgen blev at hans svigerfar kunne vende tilbage som svensk konge for tredje gang, og 1468 fik T. ret til at overtage rigsforstanderskabet ved Karl Knutssons død. Sverige og Gotland var trådt i en slags personal-union.

T. holdt i de følgende år stadig en dør åben til forsoning med Christian I. Grunden var vel nærmest de uhyre tab som slægten havde lidt ved konfiskationen af dens ejendomme på dansk grund for landsforræderi, og som han håbede at få tilbagekaldt. At dette mådehold var betimeligt skulle snart vise sig. Den store yndest T. havde vundet i Sverige rokkedes da han i marts 1469 led nederlag over for kong Christian personlig ved Herrljunga i Västergötland, og da hans rival Sten Sture n.å. havde vundet en sejr over danskerne blev det ham som blev rigsforstander ved kong Karls død. I slaget på Brunkeberg 1471 deltog T. lige så lidt som sine brødre. Følgen var at der ingen politisk plads blev for ham i det nye Sverige.

Han fandt virkefelter nok andre steder. Igennem sin første hustru, Margrete Laxmand, havde han ret til arv efter hendes farbror, ærkebispen Hans Laxmand, og heriblandt fandtes også 136

 

erstatningskrav på den hollandske regering. Da disse ikke blev opfyldt af hollænderne begyndte T. i 1470erne ud fra Gotland at opbringe hollandske skibe i Østersøen. Allerede 1474 måtte hollænderne bøje sig idet to repræsentanter fra Holland-Zeeland i Kalmar udbetalte ham den forlangte pengesum. Men hermed indtraf der ikke ro på havet idet T. påstod at have fået løfte om at to hollandske skibe årligt skulle anløbe Visby. Kaperiernt fortsattes derfor lige til 1479 da der ved svensk mægling sluttedes fred mellem T. og hollænderne som bl.a. opgav alle krav på erstatning for kaperierne.

Også på den modsatte bred af Østersøen spillede T. i disse år en betydelig rolle. I Livland var der i 1470erne strid om stillingen som ordensmester, og T. stillede sig sammen med Erik på den ene prætendents side, kaprede handelsskibe der fredeligt søgte til Livland, og gjorde landgang i Estland hvor de plyndrede og tog fanger. Men det gik her ligesom med hollænderne, fra 1474 optrådte Sten Sture som mægler i striden, opnåede at få svenske besætninger indlagte i Reval (Tallinn) og Narva, men undlod konsekvent alt kaperi. Fra nu af drev Sten Sture en politik der ganske udelukkede Axelsønnerne. Endnu i 1470erne var dog forholdet mellem Sten Sture og T. officielt uden rivninger. 1472 havde rigsforstanderen forlenet ham med en del af Öland og med det betydningsfulde Stakeborgs len i Ö-stergötland, og den godsmængde som T. havde arvet efter sin svigerfar kong Karl var så stor at den måtte sikre ham imod at blive skudt helt til side. Den årlige indtægt af dette gods var ca. 1000 mark, mens hans årlige skatteindtægt af Gotland var mindst 3800 mark. Lægges hertil de ekstraordinære indkomster af øen, indtægterne af de svenske len og udbyttet af kaperierne kommer man op på en samlet sum af 5–10000 mark. Til belysning heraf kan nævnes at kong Hans' indtægter af hele Danmark nogle år senere ikke oversteg 50 000 mark. Lige fra 1470ernes begyndelse arbejdede T. på at komme til en forsoning med Christian I. Her havde han den fordel at de svenske gesandter på alle fredsmøder opstillede forsoningen med de landflygtige Axelsønner som ufravigelig betingelse for kongens antagelse til unionskonge, måske fordi de gik ud fra at denne betingelse ikke ville blive opfyldt. Imidlertid opnåede T. forholdsvis hurtigt Knabstrups og Härlövs tilbagegivelse; om han genvandt pantelenene er usikkert. 1476 erklærede T. at han holdt Gotland til kongen af Danmarks hånd og altid havde betragtet sig som dennes undersåt. Et forlig med Danmark syntes nu at ligge nær, men til gengæld måtte erklæringen fjerne T. yderligere fra Sverige.

Endnu 1480 var Sturerne og Axelsønnerne dog i en vis politisk balance i Østersølandene. Ved siden af T. var hans bror Erik herre over den største del af Finland som lensmand af Sverige. Både T. og Erik var ganske vist sønneløse, men en yngre bror Laurens syntes i påkommende tilfælde at kunne tage arv efter dem begge. I begyndelsen af 1481 døde Erik, og da Laurens 137

 

meddelte det svenske rigsråd dette tilføjede han at hans bror før sin død havde overdraget de finske slotte til ham og T. Med usædvanlig forsigtighed ville Sten Sture ikke spænde buen for højt; han besvarede Laurens' brev med et forlene T. med Akerbo hrd. i Sverige. Selv påstod han senere at T. til gengæld for denne forlening havde lovet at opgive de finske len hvad T. dog benægtede. Da han kendte den revne som fandtes mellem rigsforstanderen og rigsrådet erklærede han kun at ville udlevere Viborg slot til rådet. Resultatløse forhandlingsmøder fulgte efter, og Axelsønnerne syntes at sidde last i sadlen. Men da ramtes T. af det hårde slag at Laurens pludselig døde i foråret 1482. Hermed var spørgsmålet løst; T. havde ikke længere nogen interesse i at skabe et familievælde i østen.

Ved et forlig i 1483 på Gotland opgav T. Finland, på nær Raseborg slot. Til gengæld opnåede han det længe ønskede Borgholm med hele Öland. Hans tanker vendte sig nu mod Danmark. Året i forvejen havde han på familiens vegne af kong Hans fået udbetalt pantesummen for Tranekær. Men endnu i en række år vægrede han sig ved at opgive sin fyrstelige stilling som herre på Gotland og Sveriges østkyst hvilket udskød udsigten til kong Hans' antagelse til svensk konge da svenskerne ved Kalmarrecessen 1483 havde opstillet den betingelse at Gotlands samhørighed med Sverige forinden skulle være bragt i orden. Forholdet til Sten Sture blev stadig køligere. T. gjorde i 1480'erne et mislykket forsøg på at få sin svigersøn Arvid Trolle valgt til rigsforstander, og til gengæld stillede Sten Sture sig atter velvilligt over for hollænderne efter at T. igen havde begyndt en udbytterig kaperkrig både mod dem og mod hansestæderne. Bruddet kom dog først da T. nægtede at holde slotslovene som han havde modtaget 1483 til Sten Stures hånd og forbeholdt dem for sine arvinger. Sten Sture begyndte nu 1487 en belejring af Stakeborg og Borgholm, men det lykkedes T. at flygte over havet i en åben båd til Gotland. En svensk belejring af Visby truede, men før denne kunne begynde greb Danmark ind. Kong Hans kom med en dansk flåde til Gotland og stillet mellem disse to farer foretrak T. at overgive øen til kong Hans. T. trak sig tilbage til sine skånske godser hvor han døde s.å.

Med T. forsvandt den sidste af Axelsønnerne fra Nordens historie hvor de havde spillet en så fremskudt rolle. T. står som et nordisk eksempel på tidens aristokratiske type af uafhængige lensmænd. Han var som de "større som hærfører end som kriger, og mere diplomat end hærfører", men han havde tillige sans for sin tids kultur. Hans uafhængighed byggede dog på balancen mellem to overlegne magter, og han måtte falde da han fandt sin overmand i repræsentanten for det nye Sverige.

Familie

Forældre: Axel Pedersen T. (død ca. 1446) og Ingeborg (død mellem 1457 og 1466). Gift 1. gang med Margrete Laxmand*. Gift 2. gang med Marine Bille, begr. i Kalmar dominikanerkloster. Gift 3. gang 22.9.1466 i Nvköping med Magdalena Karlsdotter Bonde, død 24.8.1495 på Bosgård ved Söderköping, d. af kong Karl Knutsson (1409–70, gift l. gang med Birgitta Turesdotter Bielke) og Katarina Karlsdotter (Gumshufvud) (død 1450). – Bror til Erik Axelsen T. og Philippus Axelsen T. Halvbror til Oluf Axelsen T., Peder Axelsen T. og Aage Axelsen T.

Axel Pedersen Thott - 1457 til Herlev og Lillø

Høvedsmand, Lensmand på Varberg

Gift med Ingeborg Ivarsdotter

Axel Pedersen Thott, d. 25.1..1447, rigsråd, lensmand. Som væbner nævnes T. måske 1390, sikkert 1394; ridderslaget fik han utvivlsomt ved kroningen i Kalmar 1397. På Sjælland fik han 1413 pant i GrubbeOrdrup (ved Bramsnæs vig), 1417–21 i Vallø; begge disse gårde måtte han dog dele med andre, og han skrev sig i almindelighed til fædrenearven Harlov (i Østskåne). 138

 

Elleholm slot i Blekinge havde han 1410–24 i pant af ærkebispen. Kronlen vides han ikke at have opnået i dronning Margretes levetid; dog nævnes han jævnligt i offentlige anliggender og blev endnu mere fremtrædende under Erik af Pommern. 1415 nævnes han første gang som lensmand på det vigtige slot Varberg som han beholdt til sin død. Snart efter – sandsynligvis 1416, senest 1418 – fik han som foged i Skanør og Falsterbo tilsynet med Skånemarkedet; 1419 nævnes han til Varberg, Falkenberg, Skanør og Falsterbo. Som rigsråd deltog han 1417 i voldgiftsdommen om ejendomsretten til Kbh., 1423 i en sendefærd til kong Sigismund. 1428 omtales han som anfører for en større flådeafdeling der skulle opsnappe hansestædernes handelsskibe. Under Engeibrekts indfald i Halland 1434 og 1436 måtte han prisgive størstedelen af lenet, men holdt stand på Varbergs fæstning; første gang mod aftale med oprørslederen om lige deling af lensindtægterne. I samme periode tog han fremtrædende del i de mange forhandlinger med svenskerne. T. følte sig nøje knyttet til Erik af Pommern og viste under den tiltagende modsætning mellom denne og det danske rigsråd sin troskab i gerning; således understøttede han kongens bestræbelser til gavn for hertug Bugislav og tiltrådte i modsætning til sin egen søn ikke opsigelsesbrevet, ja fastholdt endog sit standpunkt længe efter Christoffer af Bayerns hyldning som dansk konge. Først under truslen om en belejring af Varberg sendte han i begyndelsen af 1441 kong Erik sit opsigelsesbrev hvori han stærkt påberåbte sig nødvendigheden og kaldte Gud til vidne på at han aldrig havde ønsket nogen anden herre "end Gud og Eder". Skønt han i brevet lovede at afvente undsætning til skt. Hans tog han ikke des mindre straks Varberg i forlening af kong Christoffer; ved forleningsbrevet af 18.1. fik han slottet på livstid og kunne beholde lenet seks år derefter for en af sønnerne. Yderligere fik T. de to herreder som lå til Falkenberg slot for sin og sønnen Aages livstid, samt endelig Gärds hrd. og byen Vä i Skåne. I sin høje alderdom sad T. endnu fem-seks år på Varberg som Nordhallands ukronede hersker; derfra nåede han at blive vidne til hvorledes de ældste af hans mange og højtbegavede sønner begyndte at bane sig vej til endnu større ære og indflydelse for slægten.

Familie

Forældre: Peder Axelsen T. (død senest 1376) og Juliane Peders-datter Grubbe (død tidligst 1376). Gift 1. gang med Cathrine (Margrete?) Krognos, d. af Axel Kjeldsen K. (død tidligst 1401) og Cathrine Eriksdatter Puke (død tidligst 1409). Gift 2. gang senest 1415 med Ingeborg, død mellem 18.8.1457 og 26.7.1466, d. af lagmand i Ostergbtland Ivar Nilsson (begr. 1417) og Margareta Tordsdotter Bonde (død 1401). – Far til Erik Axelsen T., Iver Axelsen T., Oluf Axelsen T., Peder Axelsen T., Philippus Axelsen T. og Aage Axelsen T.32

32 P. v. Moller: Bidrag till Hallands hist. I, Lund 1874 101–09. Kr. Erslev: Erik af Pommern, 1901 (fot. optr. 1971) 96 120 129 135 233 332 402 411 f. Alexandra Skoglund: De yngre Axelssönernas forbindelser med Sverige, Upps. 1903 8–13. Erik Ulsig: Danske adelsgodser i middelalderen, 1968. Ingvar Andersson: Skånes hist. II, Sth. 1974. Jens E. Olesen: Rigsråd, kongemagt, union, 1980.

Fra wikipedia

Axel Pedersen Thott (død omkring 1446) var en dansk rigsråd.

Han var søn af væbneren Peder Axelsen af Herlev i Gers Herred og Juliane Pedersdatter Grubbe og forekommer som væbner måske 1390, men i alt fald 1394. Axel Pedersen er med blandt de mange undeskrivere af Lindholm freden i 1395. Her underskriver han sig stadigvæk som væbner.

Han blev sandsynligvis ridder ved Erik af Pommerns kroning 1397 hvor han optræder som underskriver på kroningsdokumentet som ridder. Allerede under dronning Margrete 1. nævnes han flere gange i offentlige anliggender og har vistnok alt da været medlem af 139

 

rigsrådet. En mere fremtrædende rolle spiller han dog under Erik af Pommerns eneregering. Således var han i 1417 blandt dem, der skulle dømme mellem kongen og Roskilde Bispestol om retten til København, og var 1423 hos kong Sigismund i anledning af en strid om Slesvig og året efter i Flensborg som en af kong Eriks befuldmægtigede i den samme sag. I 1428 nævnes han som flådeanfører under en krig med hansestæderne, og han deltog i den følgende tid gentagne gange i forligsforhandlinger så vel med disse sidste som med svenskerne efter Engelbrechts oprør, der i øvrigt også havde berørt ham på anden måde.

Han havde senest 1410 fået Lunde ærkestols slot Elleholm i pant, som først efter længere tids forløb indløstes fra ham. Af kronlen havde han i 1414 Helsingborg, i 1415 Varberg Len og i 1419 foruden det sidste slot tillige Falkenberg, Skanør og Falsterbo. Tilsyneladende havde han haft Skanør og Falsterbo allerede i 1416; men især er det Varberg, hvortil hans navn er knyttet, idet han beholdt dette len lige til sin død. I 1434 faldt dog Engelbrekt Engelbrektsen ind i Halland, og Nørrehallands almue hjalp ham, så at Axel Thott måtte slutte forlig med ham, således at Engelbrekt skulle styre lenet og opkræve skatterne, men betale halvdelen af dem til Thott. Senere straffede Thott Varbergs borgere hårdt, fordi de havde svigtet kongen, men måtte ved Engelbrekts andet oprør, i 1436, på ny se svenskerne i sit len.

Da de danske rigsråder i 1439 havde opsagt Erik af Pommern deres troskab, vedblev Thott endnu en tid at holde fast ved den afsatte konge, der på forskellig måde havde vist ham sin gunst, således ved at skænke ham en gård i Malmø; først i 1441 opsagde Thott kongen sin tjeneste, hvis han ikke inden Skt. Hans fik undsætning på Varberg. Allerede i oktober 1440 synes Thott dog at have stået på en ret venskabelig fod med den nye konge, der kalder ham sin råd; og han overholdt da heller ikke den frist, han selv havde fastsat over for kong Erik: I januar 1441 lod han sig af kong Christoffer forlene med Varberg samt med de to herreder, der havde ligget til Falkenberg, og Gers Herred og byen Væ. Noget større offer for den afsatte konges sag har han således ikke villet bringe, og han sad nu i de følgende år på Varberg som kong Christoffers mand, indtil han i tiden mellem 24. november 1446 og 25. januar 1447 afgik ved døden i en høj alder.

Fra sin far havde han arvet Herlev, i 1413 fik han i pant hovedgården Grubbe-Ordrup i Voldborg Herred og købte senere forskellige parter i den, men måtte føre langvarige stridigheder om den med andre, der havde krav på den. Også Vallø fik han panteret i. Thott blev i to ægteskaber far til de 9 «Axelssønner», af hvilke flere kom til at spille en betydelig rolle i Nordens historie. Med sin første hustru, en datter af Axel Kjeldsen Krognos og Catharina Eriksdatter Puke, havde han sønnerne Peder, Oluf, Åge og Kjeld. Med sin anden hustru, Ingeborg, som var datter af svenskeren Ivar Nilsson og Margrethe Thordsdatter Bonde, og med hvem han var gift i 1418, havde han sønnerne Erik, Iver, Anders, Philippus og Laurens. Hun døde imellem 1458 og 1466.

Axels far var

Peder Axelsen Thott ca. 1342-1376, Til Härlöv i Skåne.

Gift med Juliane Pedersdatter Grubbe -1376

Peders far var 140

 

Absalon Aagesen Thott 1314-1344 til Herlev (Härlöv)

Gift med Christence Pedersdatter Wirtenberg

Hans far var

Aage Tordsen Thott ca. 1287

Gift med Kirsten Kyrning

Hans far var

Tord Aagesen Thott til Løddekøping

Betænkes 1283 i sin Frænde Erkedegnen Hakon Karlsens Testamente, beseglede 1288 til Vitterlighed med Peder Withadrson og førte det firdelte Skjold, vel en Ætling af den Tord Thott, der funderede Bosø Kloster, kaldtes selv ved sin Død Tord dictus Thaat, miles, og gav Gods til Lund Domkirke.

Tord Aagesen Thott til Loddeköping levede i slutningen af 1200-tallet og gav gods til Lund Domkirke. Han var vistnok farfader til de to brødre, Niels Aagesen Kyrning (d. 1354) og Absalon Aagesen til Herlev i Gårs Herred. Den førstnævnte var farfader til Stig Aagesen, der 1397 beseglede kongevalget i Kalmar. Hans sønnesøns søn, rigsråden, Tage Ottesen Thott til Næs og Eriksholm (død 1562), som genoptog slægtens i to århundreder skrinlagte navn, førte 1546 sammen med Peder Skram overbefalingen i Skåne. Han var en af de få adelsmænd, der modtog det ved Frederik 2.s kroning tilbudte ridderslag. Sønnen, Otte Thott til Nås og Eriksholm (1543—1588), blev i sit ægteskab med Sofie Brahe far til "Skånes Konge", rigsråden Tage Ottesen Thott til Eriksholm (1580—1658). Denne deltog som ung i Kalmarkrigen, blev gentagne gange, skønt han manglede ydre Slebenhed, benyttet i vigtige diplomatiske sendelser og var sin tids største jordbesidder i Skåne. Ved flere lejligheder værnede han om adelens rettigheder.

Med Tord slutter beretningen om Thott slægten, og vi skal tilbage på sporet at Gorm. 141

 

Vi vender tilbage til Juliane Pedersdatter Grubbe -1376, hun var gift med Peder Axelsen Thott og mor til Axel Pedersen Thott. Julianes mor var

Ingeborg Saxesdatter Uldsax 1310-1397 til Skullerupholm

Gift med Peder Johannesen Grubbe 1313-1378, til Ordrup. Han synes at have været bosiddende pa Sjælland, hvor han 1296 har beseglet et Gavebrev til St. Clare Kloster i Roskilde, og atter nævnes 1298. Peder var søn af Johannes Grubbe 1287-1326 (se side 86) og Elsif Olufsdatter Saltensee.

Ingeborg blev født på Skullerupholm, Kisserup, København. Død i Maribo, Storstrøm, Danmark 1397.

Hendes far var

Saxe Pedersen Uldsax 1305-1377

Saxe var ejer af Hammelmose eller Gammel Hammelmose, som er en hovedgård, beliggende Hammelmosevej 19-21 i Tise Sogn, Børglum Herred, Hjørring Amt.

Hammelmose var allerede i middelalderen en adelig sædegård, der i 1336 tilhørte væbneren Saxe Pedersen, 1336-1360 Væbner og 1355 ridder Saxe Pedersen Galen (ca.1310-før1377) (Slægten Uldsax) til Skullerupholm. Skullerupholm er en gammel adelig sædegård, der i middelalderen omtales som Skullerup. 1326 skrev hr. Anders Pedersen Uldsax (død før 1337) sig til Skullerup. Han var gift med Cecilie Rani, så godset kan været kommet fra hende. Han har muligvis ejet gården sammen med sin broder hr. Sakse Pedersen (Uldsaks) (død tidligst 1355). Eller broderen kan have arvet den, da Anders døde.

Saxe var gift med Cathrine Bugge til Rolstrup

Hendes far var Jens Bugge (bror til den berømte Niels Bugge) ca. 1275- til Buggesholm.

Jenses far var Bugge Nielsen Bugge ca 1270-1332

Bugges far var Niels Thorkildsen Bugge 1240-1305. Vosborg nævnes første gang i slutningen af 1200-tallet, da Erik Menved afstår dele af området til ærkebispesædet. Kort tid senere nævnes brødrene Johannes og Niels Thorkildsen Bugge som ejere af jorden ved Vosborg.

Nielses far var den hallandske vikingehøvding Turild Bugge, som levede med sin familie i bakkerne ved Glenstrup, ikke langt fra Hobro i Nordjylland.

Tilbage til Saxes mor som var

Arine Eriksdatter Saltensee, af Linde 1287-1347

Hun var gift med Peder Saxesen Vendelbo: Fra http://hallme.nu/Gen/HTML/default.html Vendelbo, Peder, --o.1347, tilhørte en gammel og højt anset nørrejysk Adelsslægt og fremtræder selv først i Christoffer II's Tid. Da denne Konge kom i Strid med de Raadgivere, han havde arvet fra sin Broder, udnævnte han P. V. til sin Marsk i Stedet for Ludvig Albertsen (Eberstein IV, 401) og sendte ham imod denne, der havde sat sig fast paa Hammershus; det lykkedes ogsaa P. V. at indtage den stærke Borg. Aaret efter blev Christoffer imidlertid fordrevet (1326), og P. V. mistede sin høje Stilling. Han traadte dog i Tjeneste hos Modkongen Valdemar og nævnes som dennes Raad, men da Christoffer vendte tilbage til Riget, sluttede han sig atter til ham og blev hans Drost, uden for øvrigt, som det synes, at