Anehistorien 5


Da man efter nordisk ret ikke skelnede mellem ægte og uægtefødte arvinger kunne alle S.s sønner gøre krav på tronen efter ham. Allerede i erkendelse af sit eget arvekravs svaghed havde S. søgt kirkelig legitimation af sin magt idet han søgte at fremstille sig selv som Harald Blåtands efterfølger og at få denne helgenkåret – Harald, der jo havde kristnet danerne – og for at sikre arvefølgen efter sin død sendte han en af sine sønner til Rom så paven kunne salve og indvi ham til konge. Denne fremgangsmåde var allerede benyttet i flere europæiske lande. Den udvalgte døde imidlertid undervejs, og i stedet fulgte S.s sønner hinanden på tronen efter alder. hoved, som nyligt er blevet lavet i samarbejde mellem retsantropolog Niels Flere kilder beretter at S. havde truffet denne ordning med dem, og det er næppe berettiget at betragte disse eretninger som blot efterrationalisering.

En livagtig, fuld rekonstruktion af kong Svend Estridsens Lynnerup og skulptør Bjørn Skaarup. (Foto: Roskilde Museum)


Der foreligger kun et meget sparsomt kildemateriale til S.s regering. Han begyndte som vikingehøvding og måtte erobre sit rige i konkurrence med andre, og han sluttede som hersker over en stat han kunne give i arv til sine sønner, men vi kan ikke følge hans udvikling og den måde hvorpå han skaffede sig greb om landet og udviklede dets administration. Kun på to områder, nemlig kirkeorganisation og møntvæsen, har vi nogen viden. Da S. tiltrådte riget var det delt i tre stifter som lå under ærkestiftet Hamburg-Bremen, men allerede med pave Leo IX diskuteredes oprettelse af et selvstændigt dansk ærkesæde. Forhandlingerne endte resultatløst ligesom nye forhandlinger i slutningen af S.s tid. Omkr. 1060 reorganiseredes stifterne idet Ribe opfeltes i fire, Odense genopstod, og Skåne udskiltes fra Roskilde som to stifter der dog snart sloges sammen under Lund. Initiativet til denne udvikling var tydeligt kongens eget, han ledede den med et klart blik for den gamle forbindelse mellem imperialisme og mission og arbejdede for at skabe en uafhængig dansk kirke med direkte forbindelser til Rom. Ærkebisp Adalbert var en periode rigsforstander og således i lige så høj grad imperiets som kirkens repræsentant. Også det danske møntvæsen søgte S. at reformere, men det er næppe lykkedes ham at gennemføre et

Mønt fra ca. 1050. Motivet viser Svend 2. Estridsen, som får overrakt sejrsfanen af en engel. 150

 

monopolmøntsystem fuldt ud. Hans mønter viser påvirkning fra mange sider, den tidligere dominerende angelsaksiske indflydelse suppleres med mønter med byzantinske træk og med en række mønter hvor møntmesterens navn skrives med runer. I god overensstemmelse med S.s kirkepolitik rummer mange af hans mønter kristen propaganda. –I tilgift til sine politiske evner havde S. en boglig uddannelse der efter Gregor VII's udsagn udmærkede ham fremfor andre fyrster. Hans lærdom anerkendes også af andre kilder, han har været en kvalificeret modpart i forhandlingerne med pave og ærkebisp. S. begravedes i Roskilde domkirke, og en undersøgelse af hans jordiske rester har vist at han var kraftig og usædvanlig høj og sandsynligvis har haft en haltende gang. Hans dødsdag mindedes ved domkapitlet i Lund d. 28.4., men dødsåret er omstridt. Der kan anføres gode, men ikke afgørende grunde for såvel 1074 der angives hos Ælnoth, og 1076 der bygger på den angelsaksiske krønike, på den islandske overlevering og på breve fra Gregor VII til S. af 25.1. og 17.4.1075. – Af kongens mange illegitime børn nævnes desuden sønnerne Benedict (død 1086) om hvem intet andet vides med sikkerhed end at han blev dræbt sammen med broderen Knud i Odense Albani kirke, – Bjørn (død ca. 1100), dræbt i Nordalbingien, iflg. Saxo af en bonde, – og Ubbe (levede1104) der efter Saxos udsagn virkelig valgtes før Niels 1104 men selv undslog sig. – En datter Sigrid nævnes hos Saxo og Helmold. Hun var gift med obodritterfyrsten Gotskalk, og hendes søn Henrik (død 1127, se Knud Lavard, død 1131) gjorde arvekrav gældende mod Danmark. – En nevø, Asmund (død 1065), blev iflg. Harald Hårderådes saga dræbt ved Slien af Hakon Iversen.

Svends mor var

Estrid Svendsdatter d. efter 1026

Dansk prinsesse, datter af Svend 1. Tveskæg og hans slaviske dronning. Efter at have været trolovet med Robert, en søn af hertug Richard af Normandiet, blev Estrid gift med en af Knud 2. den Stores jarler, Ulf. De fik sønnerne Svend, den senere Svend 2. Estridsen, og Bjørn. Senere nærede Knud mistro til Ulfs loyalitet og lod ham dræbe i kirken i Roskilde. Til bod for drabet udredte Knud et stort jordegods til Estrid, der senere testamenterede det til kirken, samtidig med at hun ifølge Roskildekrøniken i ca. 1030 lod den hidtidige træbygning ombygge i sten. Estrid kaldes i mange kilder Margrete. Hendes grav findes i en af de fire pillegrave i Roskilde Domkirke.

Børn

Asbjørn Ulfsøn Sprackling, Født: Ca. 1022 - Død: 1086, Note: Graduation: Jarl af Danmark

Svend II Estridsøn, Født: i England - Død: 28 apr 1074 i Søderup i Sønderjylland - Begravet: 1074 i Trefoldighedskirken i Roskilde

Bjørn Ulfsen af Danmark, Født: Ca. 1020 - Død: 1049 i Dartmouth - Begravet: (ukendt dato) i Winchester Cathedral, Jarl i England

Estrid far var

Sven Tveskæg, -1014, konge.

Forældre: Harald Blåtand (død før 988) og Gunhild (ca. 965) eller Tove (ca. 970). Gift Gunhild, død tidligst 1014, d. af hertug Mieszco af Polen. – Far til Estrid, Harald (død antagelig 1018) og Knud den Store. Bror til Gunhild (død 1002). 151

 

Død i Gainsborough, England, begravet i Roskilde. Sven kom til magten ved et oprør mod faderen, Harald Blåtand, der flygtede til Jumne blandt venderne og der døde af sine sår. S. blev i forbindelse hermed taget til fange og måtte løskøbes. Ifølge Adam af Bremen stod S. i spidsen for en hedensk reaktion i Danmark, men oprørets motiver var snarere politiske. Intet tyder på at S. var hedning. I hans tid genoptoges vikingetogene mod England, og i 994 træffes S. selv som leder af et togt sammen med Olav Trygveson. Han deltog imidlertid næppe i det store togt fra 997–1002 og heller ikke i togtet 1009–12. Derimod optrådte han i 1003–04 på et togt der muligvis havde til formål at hævne hans søster Gunhilds og hans svoger Palligs død under Æthelreds massakre på danskere i England 13.11.1002, og i 1013 anførte han et togt der sigtede mod og endte med Englands erobring idet Æthelred, da alle hans undersåtter havde anerkendt S., opgav videre modstand og ved juletid 1013 forlod landet. S.s tid som konge af England blev imidlertid kort idet han døde året efter. Han skal først være begravet i York Minster og derfra være ført til Roskilde.

S. genoptog sin fars krav på herredømmet over Norge og støttede Haakon Jarls sønner Erik og Sven mod Olav Trygveson, der efter Haakons død ca. 995 havde tilkæmpet sig magten i Norge. Efter at have ægtet Erik Sejrsæls enke støttede S. tillige sin unge stedsøn Olav Skotkonung (994–1022). Summen med disse allierede vandt han omkr. 1000 i slaget ved Svold en afgørende sejr over Olav der mistede livet, og havde derefter overherredømmet over Norge. – Om hans regering i Danmark vides stort set intet. Man har betragtet ham som den store organisator af landets leding til Englands erobring og som den fremragende hærfører der uddannede sine folk i uddannelseslejre bygget til formålet og gjorde den danske stridsmagt til tidens mest effektive. Det er imidlertid et åbent spørgsmål om den danske søledingsorganisation eksisterede så tidligt. S. var ikke den eneste vikingehøvding der kunne samle en flåde og drage på togt, og vikingeflåderne i denne periode var efter alt at dømme privat organiserede som i 800-tallet; man kan ikke lægge vægt på fremstillingen i Encomium Emmæ af Thorkil den Høje som en slags mytterist, der havde lokket en del af rigets krigsmagt på afveje. Med den nu opnåede præcise datering af Trelleborgs opførelse til 980–81 er der tillige ikke noget grundlag for at sætte ringborgene i forbindelse med Englands erobring og dermed heller ikke for at betragte S. som en hærfører ud over det almindelige. S. var den første konge der slog mønt med sit navn på i Danmark. Der kendes kun én type, efter angelsaksisk forbillede og præget af en angelsaksisk møntmester. Der kendes intet portræt af S. Hvorledes det skæg som gav ham hans tilnavn har set ud vides derfor ikke. Navnet optræder første gang i Roskildekrøniken ca. 1140. – Iflg. Snorre Sturlason havde S. en datter Gyda der 996 blev gift med den norske Erik Jarl Haakonsen.

I 980'erne opstod der borgerkrig i Danmark, og Harald og Svend anførte hver sin side. Til sidst blev Harald forjaget til Venden, hvor han døde. Svend blev konge, men ifølge Adam af Bremen taget til fange af venderne og først frigivet, efter at danskerne havde erlagt en klækkelig løsesum. Om hans videre liv har man kun spredte oplysninger. Han deltog i 994 i et angreb på 152

 

England sammen med den norske konge Olav 1. Tryggvason. Ca. år 1000 udkæmpede han Slaget ved Svold og stod derefter som den ledende hersker i Norden.

Den angelsaksiske krønike fortæller, at den engelske konge Æthelred 2. i 1002 foranstaltede en massakre på danske i England, hvorunder bl.a. Svends søster og svoger blev dræbt. Svend Tveskæg gjorde gengæld to år efter med et voldsomt angreb på England. Æthelred søgte at holde ham tilbage ved at betale store summer danegæld, men undgik ikke fornyede angreb. På trods af at vikingehøvdingen Thorkil den Høje gik over til fjenden, lykkedes det i december 1013 Svend at feje den sidste engelske modstand væk. Knap to måneder efter døde han imidlertid i Gainsborough. Ifølge skriftet Encomium Emmae Reginae blev han først begravet i York, men herfra blev hans lig smuglet til Danmark, hvor han blev begravet i det Trefoldighedskloster, han selv havde grundlagt. Tilnavnet Tveskæg optræder første gang i Roskildekrøniken ca. 1 I gamle dage - og det vil i dette tilfælde sige før år 980 - lå der hér på stedet en landsby med grubehuse og langhuse fra jernalderen. Men den blev eksproprieret til fordel for byggeriet af Danmarks største ringborg, 240 meter i diameter, formodentlig bygget under Harald Blåtand/Svend Tveskæg.

Der findes indtil nu 6 kendte ringborge i det gamle danske rige, Fyrkat ved Hobro, Nonnebakken i Odense, Trelleborg ved Slagelse, Trelleborg ved Trelleborg i Skåne, og senest i 1998 er der påvist en ringborg ved Borgeby - ligeledes i Skåne.

Borgenes funktion har været svær at bestemme, da de alle er bygget over ganske få år, og brugen af dem kun strakte sig over ca. 20 år. Den mest udbredte opfattelse er, at kongemagten inddelte landet i 6 "amter" eller seks regionale administrationscentre, hvor man havde mulighed for at styre landets skatteopkrævning - ak ja.

Det kan endvidere tænkes, at borgene har været kaserne/træningslejr i forbindelse med Svend Tveskægs plyndringstogter til blandt andet England.

Fællestrækket for borgene er den stringente opbygning af huse og gader, som går igen i alle borgene. Borgen ved Aggersund har, som de andre, været indelt i fire lige store afsnit, og bestået af 48 langhuse kunnet huse 5000 mand. Limfjorden gik dengang direkte nord til 153

 

Skagerak, borgen var derfor særdeles strategisk velplaceret, i et trafikknudepunkt, hvorfra al trafik ad denne gren af hærvejen, samt al trafik på vandet, kunne overvåges.

Svends far var

Harald Blåtand

Fra den store danske:

Harald 1. Blåtand, d. senest 987, konge af Danmark. Harald regerede ifølge Adam af Bremen først sammen med sin far, Gorm den Gamle, og efter hans død alene til 980'erne. På dette tidspunkt rejste hans søn, Svend 1. Tveskæg, et oprør, der førte til Haralds død i Venden. Han blev ifølge Adam begravet i Roskilde, efter sigende i den kirke, han selv havde ladet opføre, men Adams oplysning er meget tvivlsom, og den pillegrav i Roskilde Domkirke, som skulle rumme hans jordiske rester, er tom.

I indskriften på den store Jellingsten (se Jellingmonumenterne) kundgør Harald, at han har erobret "hele Danmark og Norge". I løbet af få år, fra 979 til 981, opførtes en række større bygningskomplekser, der formodentlig må sættes i forbindelse med den påståede rigssamling: udbygningen af Dannevirke, Ravning Enge-broen og de store ringborge, bl.a. Trelleborg (se også Danmark (historie)). Endvidere tilskrives opførelsen af den ældste stavkirke i Jelling også Harald.

Harald har ligesom flere tidligere danske konger haft indflydelse i Sydnorge og gennem sin jarl, Håkon Jarl Sigurdsson fra Trøndelag, måske i mere af landet. Efter 974 kom Håkon i modsætning til Harald.

På den store Jellingsten kundgør Harald tillige, at han "kristnede danerne". Tidspunktet for Haralds egen omvendelse til kristendommen er usikkert. Ved den tyske gejstlige Poppos jernbyrd, omtalt i Widukind af Corveys Sakserkrønike, handlede det blot om at få danerne til at dyrke Kristus alene.

Tilnavnet Blåtand forekommer først i Roskildekrøniken fra ca. 1140 og må sigte til, at Harald havde en iøjnefaldende blå (eller sort) tand. 154

 

Harald Blåtand var søn af Gorm den Gamle og Dronning Thyra. Haralds fødselsår er ukendt, men det formodes at han døde i efteråret 986 i Jomsborg, som følge af et pileskud, der blev affyret af en tilhænger (Palnatoke) af hans oprørske søn, Svend. Kong Harald blev sandsynligvis bisat i Treenighedskirken i Roskilde, som han selv havde ladet påbegynde. På samme sted er domkirken nu opført.

Den tyske historiker Adam af Bremen omtaler at Harald Blåtand var gift med Dronning Gunhild.

På en runesten der står ved Sønder Vissing Kirke syd for Silkeborg beskriver en kvinde som kalder sig Tove, sig selv som "Mistivojs datter, Harald den Godes, Gorms søns kone", så Harald må have været gift to gange.

Den store jellingsten er Skandinaviens største og prægtigste runesten, også kaldet "Danmarks Dåbsattest". Den er udstyret med kristne symboler, bl.a. en kristusfigur og runeskrift. Rejst ca. 965 over Gorm den Gamle og Thyra Danebod af sønnen Harald Blåtand.

Så kommer vi endeligt til

Gorm den Gamle

Gift med Thyra Danebod

Gorm den Gamle var en dansk konge, som regerede fra Jelling i midten af 900-tallet. Han har næppe været konge over hele Danmark, snarere over Jylland og Sønderjylland. Han regnes ofte for den første konge i kongerækken. Det skyldes, at han er den første konge, der nævnes i samtidige, danske kilder, nærmere betegnet de to runesten i Jelling.

Teksten på Den lille Jellingsten lyder:

kurmr kunukr karthi kubl thusi aft thurui kunu sina tanmarkar but

eller på lidt mere nutidigt dansk:

Gorm konge gjorde kumler disse efter Thyra kone sin Danmarks bod

Gorm omtales også på Den store Jellingsten, hvor der står:

Haraltr kunukr bath kaurua kubl thausi aft kurm fathur sin auk aft thaurui muthur sina sa haraltr ias sar uan tanmaurk ala auk nuruiak auk tani karthi kristna

eller:

Harald konge bød gøre kumler disse efter Gorm fader sin og efter Thyra moder sin, den Harald som sig vandt Danmark al og Norge og danerne gjorde kristne

Ud fra disse tekster kan vi altså udlede, at Gorm den Gamle var gift med Thyra og far til Harald Blåtand. Det antages, at Gorm ved sin død blev begravet i gravkammeret i den nordlige gravhøj i Jelling, og senere blev overflyttet til en grav i kirken. Træ fra gravkammeret er dateret dendrokronologisk. Det viste sig, at det var fældet sent på året 958. Meget tyder altså på at Gorm er blevet begravet det år. Et skelet, der kan være Gorms, er fundet ved en udgravning i kirken, og en undersøgelse af det har vist, at han ved sin død var mellem 35 og 50 år gammel. Udover at være far til Harald Blåtand havde Gorm den Gamle to børn, Knud 155

 

Dane-Ast, som blev dræbt under et vikingetogt, og Gunhild, født ca. 900 og ifølge overleveringen myrdet på Harald Blåtands foranledning.

Gorm den Gamle havde også tilnavnet "Løge", den dvaske, selv om han antages at have samlet sit rige ved at overvinde en række småkonger ved sydgrænsen.

Gorm den Gamle omtales af Snorri Sturluson og Adam af Bremen. Disse værker er dog skrevet mere end 100 år efter Gorms død. Derfor må oplysningerne i dem behandles med betydelig forsigtighed. Snorri Sturlason kalder ham Gorm Hardeknudsøn. Derfor antages det, at han var søn af Hardeknud.