Elses Anetavle 2 forsat fra sidste side.

 

Efter denne lange fortælling om Erasmus, går vi nu videre til hans fars slægt Reifenberg. Erasmus’ far var Dietrich Alber

Dietrich (Thilmann) Alber

(1470-1536)

Født: 1470 i Prussia, Tyskland

Erhverv: Katolsk/Luthersk Præst

Far: Kune Alber Von Reifenberg*

Mor: Gele Becker 1440-1478*

Ægtefælle: Margrethe?* Gift: 1500 i Tyskland

Børn: Erasmus Alber*

Død: 1536 i Prussia.

Reifenbergslægten stammer fra Reifenberg i Sydtyskland.

Borgen ved Oberreifenberg ved Taunus historie Ridderne von Reifenberg var berygtede røverriddere, de tilføjede Frankfurterhandelsfolkene betragtelige skader. Heldigvis har skikkene i Reifenberg forbedret sig, for til borgen er der i dag fri adgang for besøgende.

Reifenberg borg troner stolt mellem Over og Nederreifenberg, den har holdt sig relativt godt, særligt de to tårne der står endnu, er bemærkelsesværdige.

Det er en typisk middelalderborg, bygget omkring år 1150. I 1234 dukker Cuno von Reifenberg op som den første af sin slægt. Familien Reifenberg, den dokumenterede familie, er formodentlig kommet fra omegnen, i det nordlige Lahn (Westerwald) eller af Lahn- egnen, omkring Limburg. I en nyere artikel af Dr. Helmut Gensicke bliver der fastslået, at også en anden forsker har berigtiget, at Ridder Cuno von Reifenberg og Ridder Cuno von Hattstein er ud af samme slægt, og 28

 

måske var Cuno von Hattstein Reifenberg og Conrad von Hattstein (1226) brødre.

Borgen Reifenberg er bygget i 1331, men først i de sidste åringer er der blevet fundet planer over borgen fra det 12. århundrede, de lader en romantisk byggeplads komme frem. Starten af byggeriet af borgen kunne altså også have været i det 10.-11 .århundrede. Det kan udmærket være tilfældet, at Hattstein har ligget på toppen af en klippe, og at den er blevet for lille, og da der ingen udvidelsesmuligheder var, så blev den flyttet længere ned, og en større borg bygget i nærheden, på Felsenberg (Reifenberg).

Bygningen af tårnet med beboelse og beskyttelsesmurer blev bygget i det 14 århundrede. Bergfried er ældre. I flere krige og fejder blev borgen besat og mere og mere ødelagt. Først omkring år 1900 blev Obertefeifenberg kendt for sin Højfjeldskursted.

Det Reifenberske våbenskjold

Kune Alber Von Reifenberg III (1435-1503)

Født: 1435 i Tyskland. Døbt: 1435 i Tyskland Erhverv: Dommer/Borgmester.

Far: Henne Alber Von Reifenberg* Mor: Hille ?*

Ægtefælle: Gele Becker, 1440-1478* Gift: 1470 i Tyskland

Børn: Dietrich (Thilmann) Alber*

Død: 1503 i Prussia, Tyskland

Henne Alber von Reifenberg 1410-1438

Gift med Hille?

Henne Johannes Von Neuenhain (Alber von Reifenberg) 1385-1439

1418. Die Brüder Philipp III., der Ältere, und Philipp IV., der Jüngere, und Henne von Neuenhain genannt von Reifenberg, verkaufen dem Antoniter-Orden zu Rossbach bei Hanau ihren adeligen Freihof zu Neuenhain.

Johannes Von Reifenberg 1300-1348

Ridder. Gift med Metze von Hain

Emmerick Von Reifenberg 1275-ca1334

Ridder. Gift med Bertha von Nesen 29

 

Kuno von Reifenberg II 1215-1305

Født: 1215 i Reiffenberg, , Nordre-Westfalen. Tyskland

Erhverv: Ridder

Far: Kuno Von Hattstein*

Mor: Fru Von Preugesheim* Ægtefælle: Jutta Von Diez* Gift: 1270 i Tyskland

Børn: Emmerick Von Reifenberg*

Død: 1305 i Of Reiffenberg, Nordrhein-Westfalen.11

11 http://www.wappenbuch.com/imagesE/E131.jpg http://www.wappenbuch.com/imagesB/B107.jpg

Kuno/Cuno von Reifenberg og hans hustru er også forfædre til Lady Diana Spencer alias Prinsesse Diana af England samt Magrethe II af Danmark. HM George I's 11-Great Grandfather. HRE Charles VI's 13-Great Grandfather, PM Churchill's 19-Great Grandfather, Lady Diana's 20-Great Grandfather, P.M. Cameron's 20-Great Grandfather. HRH Albert II's 20-Great Grandfather, HM Margrethe II's 18-Great Grandfather, `Red Baron' Richthofen's 16-Great Grandfather.

Kuno von Reifenberg I (Hattstein) 1190-1235

Kuno von Hattstein, født før 1190, død efter 1235. Alias Kuno Von Reifenberg l. Han blev gift med Frk. von Preugesheim, alias Frk. von Bruningesheim gift før 1215, (datter af Winter von Preugesheim).

Beretningen vender nu tilbage til Erasmines mor Thomines slægt. 30

18 E. Rostrup

Fra Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Biblioteks virtuelle udstilling ”Flora Danica”:

Simon Paulli

1603-80. Læge, anatom, botaniker

Simon Paulli var af lægeslægt og blev da også selv læge. Han studerede bl.a. i Leiden og blev dr.med. i Wittenberg i 1630. Efter at have praktiseret i Lübeck, blev han medicinsk professor i Rostock. I 1639 blev han ekstraordinær professor i anatomi, kirurgi og botanik ved 46

 

univeristetet i København. Botanikken blev på den tid betragtet som hjælpefag til medicinen. Simon Paulli fik oprettet et anatomisk teater, Domus Anatomica, på Frue Plads i København, hvor der blev afholdt offentlige "anatomier", dvs. dissektioner af lig. Paulli indførte også botaniske ekskursioner for de studerende, hvor han demonstrerede vildtvoksende planter af medicinsk interesse.

I 1645 fik Paulli pålagt at udgive det "herbarium", dvs. urtebog, som Christian IV havde befalet det medicinske fakultet at udarbejde. Paulli blev hof-medicus i 1650, og siden livmedicus hos Frederik III og Christian V. Han udarbejdede forslag til en medicinalordning i 1669 og udgav i øvrigt flere medicinske og botaniske værker.

Simons kone var Elisabeth Fabricius 1618-1656

Død: 1656 i Rostock

Datter af Jacob Fabricius*, 1576 - 1652. Livlæge ved det Mecklenburgske hof og medicinsk Professor i Rostock il 1639, da han blev livlæge hos Kong Frederik d. 3, og senere hos Kong Christian d. 5.

Elisabeths far var

Jacob Fabricius

1576-1652

Jacob Fabricius blev født 28. august 1576 i Rostock, Tyskland. Han var søn af Hinrich Smidt og Dorothea Wulff. Jacob Fabricius tog eksamen som dr. med. i 1602 i Jena, Thüringen, Tyskland. Han var i 1603 livmedicus hos hertug Johan Albert af Mechlenburg. Jacob blev gift i 1603 med Margrethe Müller, datter af Rudolph Müller og Tilse Dania. Jacob Fabricius var i 1612 professor i Rostock. Han var i 1638 kongelig livlæge, først hos Christian IV, siden hos Frederik III i København. Han døde 14. august 1652 i en alder af 75 år.

Fra Salmonsen:

Fabricius, Jacob, mecklenburgsk og dansk Livlæge, f. 28. Aug. 1576 i Rostock, d. 14. Aug. 1652 i Kbhvn. 16 Aar gl. kom han til Tyge Brahe og studerede hos ham i 4 Aar, hvorpaa han foretog en længere Udenlandsrejse, under hvilken han 1602 blev Doktor i Jena. Aaret efter blev han Livlæge i Mecklenburg, 1612 Professor i den højere Matematik og Medicin i Rostock. 1637 blev han Livlæge hos Christian IV og derefter hos Frederik III. I Danmark synes han ikke at have været meget anset. Baade Doct. med. Jacob Fabricius og Doct. med. Simon Paulli, Livlæger der hos Christian IV og Frederik III vare benaadede med Kannikedømmer i Aarhus, uden at de dog vides nogensinde at have opholdt sig der. 47

 

Jacob Fabricius fik Mariae Bebudelses Vicariat af Christian IV, men afstod det i 1649 til sin Svoger Simon Pauli, der 1648 var bleven Kantor ved Kapitlet.19

19 Fra J. Hoffmeyer: "Blade af Aarhus Byes Historie". I. (2. Halvbind, 1906)

20 http://de.wikipedia.org/wiki/Simon_Pauli_der_%C3%84ltere

Tilbage til Paullislægten. Simon Paulli den Yngres far var

Heinrich Paulli 1565-1610

Heinrich blev gift med Cathrine Papeke, datter af Nikolaj Papck og Gesa Schlorffers. Heinrich Paulli blev født i 1565 i Rostock, Tyskland. Han var søn af Simon Paulli og Catharina Prenger. Heinrich Paulli var i 1604 Livlæge hos Enkedronning Sophie på Nykøbing slot i Nykøbing F. Han døde i 1610 i Nykøbing F.

Simon Paulli den ældre 1534-1591

Simon Paulli var professor. Han blev født 28. oktober 1534 i Schwerin, Tyskland. Han var søn af Johannes Paulli og Anna Losen. Simon blev gift i 1561 med Regina Schmedes, datter af Laurentius Schmedes og Margaretha Bercholten. Simon blev gift i 1564 med Catharina Prenger, datter af Henrik Prenger og Gertrude Lewardia. Simon Paulli døde 17. juli 1591 i Schwerin i en alder af 56 år.

Fra Wikipedia (oversat med Google translator) 20 48

 

Johannes Paulli ? -1578

Johannes Paulli var købmand og borgmester i Schwerin, Tyskland. Johannes blev gift med Anna Losen, datter af Friederich Losen. Johannes Paulli var i 1518 immatrikuleret ved universitetet i Rostock, Tyskland. Han døde 10. april 1578.

Mathias Pauli ?

Heinrich Pauli, 1430/38 -1504

Ratsherr i Güstrow, blev Protestant.

Bertram Paul 1395-1469

Gift med Margarethe Goldbeck 1410-

1446 Ratsherr, 1457 Ratskämmerer, 1464 Bürgermeister zu Stettin Polen.

Heinrich Paul 1365-1436

1399 Ratsherr, 1417 mithelfender Bürgermeister zu Stettin, 1434 regierender Bürgermeister ebd.

Johann Paul 1327-1407

1370-1395 Ratsherr zu Stettin Gift med Gertrud von Affen datter af Hans von Affen.

Johann Pauli – 1345

Gift med Grethe Prilop (Nach AL 1316 Prilop Tochter des Jacob aus Prilup bei Labes?, um 1330 Bürger in Stettin oo Greta NN)

Udnævnt 1336, 1345 als oldermand i Stettin. Sohn des Paulus "pauli filius" * um 1290 + vor 1345 oo Leneke NN. sein Großvater Paulus oo um 1290 NN. v. Weißenow.

Efter denne lange rejse ud af Paulli-slægen, vender vi tilbage til Nicolai Seidelin Bøghs (s.27) slægt.

Seidelin – slægten

Først lige et overblik. Vi slap SeidelinBøgh slægten ved Nicolai Seidelin Bøgh side 29.

Nicolai Seidelin Bøghs mor var

Kirstine Nichelsdatter Seidelin 1691-1733

Vi ved intet om Kirstine udover at hendes far var

Nicol (Nichel, Nicolaj, Nicolaus)

Jørgensen Seidelin 1666-1737

Nichel Seidelin blev født i 1666 i præstegården, Sjelle, Framlev, Århus. Han var søn af Jørgen Hansen Seidelin og Ide Nikkelsdatter Kock. Nichel Seidelin tog eksamen 49

 

som student 12. juli 1680 i Århus. Han var 24. januar 1685 kapellan i Skanderborg-Skanderup-Stilling, Hjelmslev, Skanderborg. Nichel blev gift i 1686 i Sjelle, Framlev, Århus, med Cathrine Lüxdorph, datter af Hans Olufsen Bollers og Else Bollesdatter. Nichel Seidelin var 12. februar 1687 sognepræst i Lundum-Hansted, Voer, Skanderborg. Han var i 1688 sognepræst i Skanderborg-Skanderup-Stilling, Hjelmslev, Skanderborg.4 Han tog eksamen som magister i 1690. Han var i 1702 provst i Hjelmslev, Skanderborg. Han døde 12. juli 1737 i Skanderborg. Han blev bisat fra Skanderborg 19. juli 1737.

Fra Den Seidelinske Slægtsbog3: NICHEL SEIDELIN, * 1666 i Sjelle Præstegård. (Han kaldes også NICOL, NICOLAJ, NICOLAUB o. l., men selv skrev han sig NICHEL). Student fra Aarhus, 12. juli 1680 blev ”NICOLAUS GEORGIJ SEIDELINUS” indskrevet ved Københavns Universitet. 24. Januari 1685 kaldet - og samme Dag ordineret - til Kapellan hos Faderen i Skanderborg. Cand. theol. 1685. Skibspræst 1689. 1691-1717 Sognepræst i Sønder-Høirup og Gjestelev i Svendborg Amt. 12. februar 1687 Sognepræst i Lundum-Hansted Sogne ved Horsens. 1688 sin Faders Efterfølger som Sognepræst i Skanderborg, Skanderup og Stilling, i hvilket Embede han forblev til sin Død 1737. Magister 1690. Provst i Hjelmslev Herred 1702. Da Viborg Bispestol blev ledig 1735, tilbødes den ham, men han undskyldte sig med Alder og Svagelighed, ”da han var på sin Tilbagerejse, og måtte hellere tænke på at pakke ind end påtage sig et så nyt og vigtigt Embede.” Død 12. Juli 1737, begravet 19. s. M. i Skanderborg, 71 Aar gammel. I FRIDERIC SEIDELINS ”Seideliniana” (”Seidelinernes Genealogie”, S. 24-30) fortælles følgende om Nichel Seidelin: ”Han var født i Sielle Præstegaard 1666. Hans Fader begyndte alt at anse ham i Vuggen som sin Successor i Skanderborg efter det ham givne kongelige Løfte, skiønt han endnu selv ikke var kommet der. Vist er det, at hans Fader anvendte en utrolig Flid paa hans Information og Opdragelse, endskiønt han var vel streng imod ham, thi han vilde ikke vide af, at Forlov og Frihedstimer imellem var fornøden, men lod sin Søn idelig hænge i Bogen, ja lukkede ham inde, saa tit han selv i en eller anden Forretning maatte rejse til Sogns. Formodentlig indsaa Faderen vel, som en fornuftig Mand, at Sønnen nok kunde udholde denne Omgang, thi han havde baade Lyst og Nemme til Studeringer, og Faderen var ellers den kiærligste Mand, der aldrig glemte de Midler og Opmuntringer, hvorved Sønnens Lyst og Lærvillighed kunde opflammes. Da han var 10 Aar gammel, var han ganske færdig til at rejse til Akademiet, som ogsaa var Faderens Tanker, men da han havde været holdt i alt for stærk en Tvang, holdt Faderens Venner det ikke raadeligt at give ham som Student for megen Frihed paa een Gang. Faderen, som just paa samme Tid var bleven Provst, talede i samme Anledning med Rektor i Aarhus, som var af samme Mening som Faderens Venner, endskiønt han ved holden Examen skal have fundet ham dygtig nok til at deponere. Imidlertid blev han dog betroet til Rektorens Opsyn paa 1 Aars Tid, som satte ham øverst i Mesterlektie og brugte ham efter nogen Tids Forløb til at informere Disciplene i 5te Lektie, da Høreren var syg, men da der var, som Magister Nicolay Seidelin selv sagde, skiæggede Karle i 5te Lektie, saa vilde disse ikke taale, at et Barn eller raa [ren?] Dreng af Mesterlektien skulde læse for dem, hvorover han efter 8 Dages Forløb maatte bede Rektoren om sin Dimission, som han ogsaa gav ham. Derpaa faldt han i en haard Sygdom, men kom sig igien og blev Student i sit 12te Aar. Kort derefter blev han Decanus paa Klosteret, underkastede sig theologisk Attestats i sit 14de Aar, forblev i 50

 

Kiøbenhavn indtil sit 18de Aar, da han blev admitteret til at prædike for Kong Christian den Femte, som skete med stort Bifald, og efter Prædiken overleverede sin Faders allerunderdanigste Ansøgning, ledsaget med ypperlige Attester fra Akademiets Lærere, som bade, at Sønnen efter det kongelige Løfte maatte med Succession adjungeres Faderen, som nu begyndte at blive skrøbelig; Kongen skal selv have været fornøjet saavel med Sønnen som hans Attester, og ikke mindre med Faderen, som havde et kongeligt Løfte at beraabe sig paa og havde derfor stræbt saa tidlig at berede sig en værdig Søn, som Løftet kunde opfyldes paa, at han straks benaadede den unge Seidelin med venia ætatis [Eftergivelse af Aar, der mangler i Myndighedsalder] og allernaadigst Kaldsbrev paa at være sin Faders Kapellan og Successor som Slots- og Sognepræst til Skanderborg, Skanderup og Stillinge Menigheder, og blev saaledes 1685, da han endnu ikke var 19 Aar gl., ordineret til dette Embede. - Næste Aar derefter 1686 indlod han sig i Ægteskab med CATHARINE LÜXDORPH, og Aaret derpaa blev han uden Ansøgning offereret Sognekaldet til Lundum og Hansted Menigheder i Voer Herred, ongefær et Par Mile fra Skanderborg, som han med Faderens Vilje modtog, siden han ikke kunde vide, hvor længe hans Faders Tid endnu skulde være her i Verden, og maaske, at han selv kunde samle sig en større Familie end Kapellaniet i Skanderborg vel kunde underholde. Men det varede kun 2 Aar, førend hans Fader døde, og han kom tilbage til Successionen i Skanderborg. Magister Nicolaj Seidelin var en overmaade høj Mand, tidlig fuldvoksen, mandig og af Anseelse baade i Tale og Omgang; desuden var han en lærd Mand og vel begavet i sit Embede, ærbar og alvorlig, dog tækkelig i sit Væsen og kiærlig i sin Omgiængelse, han var vel studeret i Theologi, Philologi, Historie et jure publico [og Retsvidenskab ], saa at han i al sin Tid var en højagtet Mand, og var alles baade gejstliges og verdsliges Raadfører. Om Magister Nicolaj Seidelin plejede hans Successor, Provst HØGH, at sige, ”at han var ikke alene en stor Mand, men han havde tillige den Lykke, at alle troede det om ham, hvorover et Ord af hans Mund havde altid dobbelt Vægt.” Ja han fandt sig selv undertiden besværet ved den Højagtelse, andre bare for ham, thi derover maatte han engang i et stort Selskab ofte høre af en anden Præst den usædvanlige Titel: ”Eders Storærværdighed”. Dette var mere, end Magister Nicolay Seidelin kunde modtage eller tie til, men den anden, uagtet al kiærlig og broderlig Paamindelse, blev ved sin Titel, som han forsikrede havde ingen anden Grund end skyldig Højagtelse for saa stor en Mand, hvorover Magister Nicolay Seidelin, for at befri sig for andres Kritiker, maatte til sidst svare: ”Saa tituleres man i Dag efter Legemets Vækst, men kan da Hr. Broder taale, at jeg tager mig den Frihed igien /: thi denne var meget lav og liden af Vækst :/ at sige: Eders Laværværdighed.” - Men det var næppe, at den anden; som maaske havde et højere Hjerte, kunde tilgive Magister Nicolay Seidelin denne Kompliment, thi han havde talet af Højagtelse, som umulig kunde være Grund til den sidste Karakter. Vores Magister Nicolay Seidelin havde den Lykke, bestandig at være kiendt af det kongelige Herskab, som i den Tid kom ofte til Skanderborg, og skal Kongen engang ved en Minister ladet ham sige, at han havde Naade for ham, og at han kunde melde sig til en Bispestol, som den Tid var ledig, men han takkede for Kongens Naade og undskyldte sig med, at hans Kræfter ved Alder og Svaghed mærkelig begyndte at aftage, især hans Hukommelse, hvorover han bleven gammel Mand for Tiden, dog forestod han sit embede som Provst og Præst med al Berømmelse til sin Dødsdag; han blev 71 Aar gammel og døde Aar 1737, efter at han havde tjent i Guds Kirke 52 Aar og noget derover. - Magister Nicolay Seidelin var 51

 

baade Jubellærer og Jubelbrudgom, thi han levede med sin Hustru i 51 Aar.” Karl Hansen skriver i sin ovennævnte Bog (1833) om Magister Nichel Seidelin, at han, skønt hån berømmes saa saare, dog har haft mange Særheder, og fortæller i denne Anledning følgende 3 Episoder: ”En Ritmester GRABOW, som boede i Vrold, en Landsby i Skanderup Sogn, havde af Kapellanen Hr. ANDERS KNUDSEN i Stillinge, der var Magister Nikols Svoger, begjært, at han 8de Søndag efter Trinitatis vilde tage dem til Alters i Skanderup Kirke. Hr. ANDERS begav sig paa Vejen fra Stillinge derhen, tog Kalk og Disk med og sendte tillige et ridende Bud til Skanderborg efter Brød og Vin. Imidlertid absolverede han dem. Men derefter kom der Bud fra Hr. Nikol, ”at han var meget vred og fortørnet over, at Ritmesteren og hans Frue paa denne Tid vilde gaa til Alters, og han intet vidste derom.” ”Vilde de gaa til Alters, kunde de komme til Slotskirken; der gik Regimentsskriveren og hans Frue til Alters.” Han havde og ladet sige, ”at vilde de til Alters, kunde de bie til den ordinære Tid eller og komme til Slotskirken, om de paa anden Tid vilde kommunicere.” Det hele har dog nok fra Magisterens Side kun været Vrede, fordi de vilde til Alters hos hans Svoger. Sagen kom for Provsteretten, men blev omsider bilagt. Ogsaa med Hr. HØGH, der senere var Kapellan, synes han ikke at have staaet paa en venskabelig Fod. Et Sted i Kirkebogen har Hr. HØGH antegnet: ”1732 Dom. Palmar: Der var et Barn i Kirke, som Provsten døbte; men jeg kunde ikke faae nogen Underretning om, hvad det hedde og hvo der bar det.” Der fortælles og om Magister Nikol, at der var en Rude i det Vindue, som er bagved Prædikestolen i Skanderup Kirke, som var udslagen og aldrig maatte indsættes, fordi Provsten, hver Gang han gik paa prædikestolen, stak Fingeren derigennem. Da Degnen engang havde ladet den sætte ind, slog Provsten den i Stykker og skændte siden meget paa Degnen for hans utidige Reparationslyst.” Den 24. Januar 1685 fik ”Nicolaus Jørgensen Seidelin” kongeligt Kaldsbrev som Kapellan hos sin Fader I Skanderborg og senere Sognepræst efter Faderen. Kaldsbrevet udtaler, ”at om Magister JØRGEN HANSEN SEIDELIN Slots Præst paa Vort Slot Skanderborg og Sognepræst til Skanderup og Stilling Sogne.. formedelst hans høje Alderdom en Kapellan af allerunderdanigst haver været begiærendes, da haver Vi efter hans herom allerunderdanigst gjorte Ansøgning og Begiæring allernaadigst beskikket og forordnet, saa og hermed er og forordner hans Søn NICOLAUS JØRGENSEN SEIDELIN til at være hans Kapellan. . , saafremt bemeldte N. J. S. efter foregaaende Examen til Prædike Embedet dygtig befindes; og dersom han sig udi samme Kapellani i Lærdom og Levned tilbørligen skikker og forholder, maa og skal han bemeldte hans Fader Mag. J. H. S., om han hannem overlever, eller bemeldte Kald udi andre Maader lovligen ledigt vorder, . . succedere. Herhos haver Vi allernaadigst bevilget, at, om forn.te N. J. S. efter foregaaende Examen til Prædike Embedet, som før er meldt, dygtig befindes, maa han dertil ordineres, uanset han ikke sine 25 Aar efter Loven fuldendt haver.” Som nævnt var Nichel Seidelin Sognepræst i Skanderborg, Skanderup og Stilling fra Faderens Død 1688 og til sin egen Død 1737. 1690 blev han Magister og 1702 Provst. Kort efter at Magister Nichel Seidelin var blevet Sognepræst i Skanderborg, fik han efter ansøgning ved kongelig Resolution af 14. Juni 1690 Tilladelse til i Stedet for sin Løn at nyde 100 Tdr. Rug og 100 Tdr. Byg af Amtstuen fra 1. Maj 1690 og indtil Ovsted og Taaning Præstekald blev ledigt, ved hvilken Lejlighed disse 2 Sogne skulde lægges til Skanderborg 52

 

Slotskald. Magister Nichel Seidelin vilde saaledes faa 5 Sogne at være Præst for, men som man vil se nedenfor, fik Biskop JOHAN BRAEM denne Bestemmelse ændret, inden den naaede at træde i Kraft. Magister Nichel Seidelins Ansøgning lyder som følger: Allernaadigste Arve Herre og Konge, Eders Kongelige Majestæt haver jeg fattige Kirkens Tjener ved Skanderborg Slotskirke allerunderdanigst at takke, en Del derfor at Eders Kongelige Majestæt aarligen til Løn af Skanderborg Jordebogs Indkomster allernaadigst haver givet min afgangne Fader og Formand 305 Rdl. for Præstetjenesten der i Skanderborg Slotskirke at forsyne, en Del derfor at Eders Kongelige Majestæt mig til samme Embede efter samme min afgangne Fader haver forordnet; men ihvorvel jeg allerunderdanigst for samme Tjeneste havde forventet samme Løn, er den dog for afvigte Ao 1687 til 200 Rdl. formindsket, mig og siden samme Tid ingen Anvisning til nogen Betaling givet er, og som da til Slotskaldet ej findes nogen anden vis tillagt Indkomst, haver jeg mig i stor Gæld udsat, nu for at jeg Eders Kongelige Majestæts allernaadigst paabudne Skatter allerunderdanigst kunde afbetale, nu for at give min Kapellan sin Kost og Løn, hvilken jeg som mine Formænd for at forsyne Præstetjenesten der i Slotskirken ufejlbarligen maa have, hvilke 2de Udgifter de overskrevne 200 Rdl. næppe kan udbringe, hvorforuden hvis jeg til mig og mine Fattige til Nødtørft skulde have, samme min Gæld og meget haver forøget, saasom jeg med dennem uden overskrevne Løn snart intet andet haver at leve af, hvorfor jeg allerunderdanigst beder Eders Kongelige Majestæt allernaadigst vilde tillade, at mig for afvigte Ao 1687, 88 og 89 til Ao 1690 til nogen Hjælp for min Gælds Afbetaling maa gives den fuldkomne Løn, hvilken Eders Kongelige Majestæt min afgangne Fader og Formand allernaadigst givet haver, og omendskønt mine Formænd stedse haver bekommet den allerunderdanigst fortjente Løn i Penge, hvilke mig og var mest nyttige og tjenlige, saa indjager dog disse Tiders Tilstand mig en stor Frygt for at begære herefter Eders Kongelige Majestæts rede Midler, særdeles saasom forskrevne Jordebogs Indkomster ved Skanderborg, hvoraf mine Formænd stedse tilforn deres Løn haver bekommet, ganske til Eders Kongelige Majestæts Ryttergods skal være udlagt, gør jeg da dette allerunderdanigste Forslag, bedendes derhos i allerdybeste Underdanighed, at Eders Kongelige Majestæt af særdeles Kongelig Mildhed og Barmhjertighed vilde til Skanderbog Slotskald for dets Præstetjeneste at forsyne skøde og tillægge for mig og efterkommende Slots Præster pro officio i Steden for overskrevne Løn for nærværende Ao 1690 og siden stedse derefter efterfølgende Eders Kongelige Majestæts Tiende, nemlig af Skanderborg [nu Aarhus] Amt i Voer Herred, Ovsted Sogn 27 Tønder 6 Skæpper, Hansted Sogn 40 Tønder 2 Skp.; Tyrsting Herred, Træde[N] Sogn 16 Tønder, Græstrup Sogn 20 Tønder 6 Skp. ; Hads Herred, Ørting Sogn 16 Tønder; Framlev Herred, Stjære Sogn 14 Tønder 4 Skp., Galten Sogn 12 Tønder 6 Skp.; Gern Herred, Dallerup Sogn 16 Tønder 7 Skp., Tulstrup Sogn 18 Tønder 5 Skp. ; Kalø [nu Randers] Amt, Øster-Lisbjerg Herred, Hjortshøj Sogn 21 Tønder, beløber sig tilsammen 204 Tønder 4 Skp., hvilke jeg for overskrevne Løn af Eders Kongelige Majestæt allerunderdanigst er begærendes, og omend samme Tiender ligger meget vidt fra hinanden, kan dog nogle af de Skanderborg næstliggende være kaldet tjenlige, særdeles saasom der ved Stedet for Slots Præsten ingen Avl findes. Vilde nu Eders Kongelige Majestæt saaledes forbarmes over min store Trang, skal den barmhjertige Gud det evig belønne, det jeg og efter min allerunderdanigste Pligt stedse skal bede hannem om, og forbliver Kiøbenhavn den 20. Maj Ao 1690. Eders Kongelige Majestæts Min allernaadigste Arve Herres og Konges allerunderdanigste 53

 

Arveundersaat og troflittigste Forbeder Nichel Seidelin. Som ovenfor nævnt bestemtes det i kongelig Resolution af 14. Juni 1690, at Ovsted og Taaning Sogne skulde tillægges Slotspræsten i Skanderborg, naar de blev ledige. Imidlertid gjorde Biskop J OHAN BRAEM i Aarhus (han var Fætter til Magister Nichel Seidelins Farbroder Holmens Provst HANS SEIDELINS Hustru SOPHIA DAVIDSDATTER) opmærksom paa, at det var ”impracticabelt”, at een Præst skulde have 5 Sogne at være Præst for, og 1697 udstedte Christian V da følgende Brev: Christian V etc. Gjøre Alle vitterligt, at såsom Vi d. 14de Juni 1690 allernådigst have resolveret, at Ovsted og Taaning Præstekald i Skanderborg Amt skulde, når det lovligt ledigt blev, til Skanderborg Slotskald være annekteret, i steden for den til fornævnte Skanderborg Slots-kald Magister NIKOL SEIDELIN af Amtstuen aarligen tillagte Løn, og Vi af Biskoppen over Aarhus Stift Os elskelige Doctor JOHAN BRAEM’S allerunderdanigst gjorte Remonstration allernådigst fornemme, at bemeldte Ovsted og Taaning Sogne bekvemmeligere herefter som tilforn af en egen Sognepræst skal kunne betjenes, så have Vi allernaadigst beskikket og forordnet, så og hermed beskikke og forordne HANS SEIDELIN [Magister Nichel Seidelins Broder] til at være Sognepræst til fornævnte Ovsted og Taaning Sogne i den forrige nu ved Døden afgangne Hr. JENS JENSENS Sted, saafremt han efter foregaaende Eksamen så dygtig, i Liv og Levned så skikkelig og af den Alder efter Loven befindes, at hannem Præsteembedet kan betroes; og skal fornævnte HANS SEIDELIN og hans Efterkommere, Sognepræster til bemeldte Ovsted og Taaning Sogne være tilforpligtet af samme Præstekalds Indkomster at give Slotspræsten ved Vort Slot Skanderborg, som nu er eller herefter kommendes vorder, aarligen eet Hundrede Rigsdaler for den Tjeneste de udi bemeldte Skanderborg Slotskirke skal gøre, naar Vi enten selv eller nogen af Vores Kongelige Hus der til Stede ere; men ellers skal forbemeldte Slots Præster for videre Tjeneste i bemeldte Slotskirke at forrette herefter være frie og forskaanet, hvorimod den Pension, som Slotspræsten af Skanderborg Amtstue hidtil have nydt, skal ophøre. Forbydendes Alle og Enhver herimod eftersom foreskrevet staar at hindre eller udi nogen Maade Forfang at gøre, under Vor Hyldest og Naade. Givet paa Vort Slot Kjøbenhavn d. 15de Juni 1697. Indbyggerne i Skanderborg blev imidlertid meget fornærmede over, at der nu kun skulde være Gudstjeneste i Skanderborg Slotskirke, naar kongelige Personer var til Stede, og at de ellers maatte søge Skanderup Kirke. (Begge Kirker ligger i Skanderborg By og begge tæt ved Skanderborg Sø, Skanderup Kirke i den nordlige, Slotskirken paa ”Slotsholmen” i den sydlige ,Del af Skanderborg By). Byens Indbyggere indsendte Klage herover, og som det fremgaar af Frederik IV’s Skrivelse til Biskoppen i Aarhus, rettede Kongen sig da ogsaa herefter: Frederik IV etc. Vor Bevaagenhed tilforn. Vide maa Du, at omendskønt Vores Elskelige Kjære Herre Fader Salig Ihukommelse haver d; 15de Juni 1697, for at lette Slotspræsten ved Vort Slot Skanderborg i hans Embedsforretninger, allernaadigst bevilliget, at han maatte være fri og forskaanet for videre Tjeneøte der i Slots Kirken at gøre, end naar nogen af Vores Kongelige Hus der var til Stede, og alligevel derfor nyde 100 Rd. aarligen af Ovsted og Taaning Præstekalds Indkomster i Aarhus Stift; saa dog i allernaadigst Henseende til de Klagemaal, som for Os fra Betjente og Indbyggere i Skanderborg allerunderdanigst ere indkomne, at Skanderup Sognekirke, som de i det Sted skulde søge, skal være saa liden, at Sognemændene paa Landet med deres Familier derudi ej skal kunne have Rum, men at en hel By, ved Navn Gram, bestaaende af 9 Gaarde og enhver af 2 Familier, skal i mange Aar have maattet søge 54

 

næste Landsby Kirke, end sige at Skanderborg Menighed, som skal bestaa af flere end 80 Familier, skal i bemeldte Skanderup Kirke tilligemed kunne have Plads; tilmed skal gamle Folk og frugtsommelige Kvinder, formedelst den Onde Vej til Kirken, meget sjældent kunne komme did, med mindre de have Heste og Vogn at betjene sig af; have Vi nu efter slig Beskaffenhed, samt herom allerunderdanigst gjort Ansøgning, allernaadigst for godt befundet, derudinden saaledes at anordne og befale, at Gudstjenesten skal herefter i bemeldte Skanderborg Slots Kirke for Menigheden i Skanderborg i det mindste forrettes hver Søndag af Slotspræsten der ved Stedet, som nu er eller efterkommendes vorder, for de 100 Rd. aarlig, hannem af Ovsted og Taaning Præstekalds Indkomster allernaadigst er tillagt, og hvad han ellers af samme Menighed sædvanligen nyder; men ifald han sig ej dertil skulde ville forstaa, skal han forskrevne 100 Rd. afstaa for den, som Menigheden kan formaa godvilligen til samme Tjeneste i Skanderborg Kirke sig at antage og tilbørligen at forrette.Thi er Vores allernaadigste Villie og Befaling, at Du de Vedkommende sligt til allerunderdanigst Efterretning straks tilkendegiver. Dermed sker Vor Villie. Befalendes Dig Gud. Skrevet paa Vort Slot Kjøbenhavn d. 14de Octobr. 1699. At Beboerne i Gram, der ligger i Skanderup Sogn, søgte til Stillinge Kirke, var et Faktum; Årsagen hertil var dog ikke, at Skanderup Kirke var for lille, men at Stillinge Kirke laa dem meget nærmere. At gamle Folk og frugtsommelige Kvinder kunde have ondt ved at naa fra Byen til Skanderup Kirke, var sikkert ogsaa rigtigt, men Vejen til Slotskirken gik dog ligeledes tæt forbi Søen, hvor Storm og Slud ofte gjorde Passagen meget vanskelig. Det sandsynligste er vel, at den honnette Ambition har været den væsentligste Grund til Skanderborg Indbyggernes Ønske om at faa Gudstjenesten flyttet tilbage til Slotskirken. Den 31. juli 1697 ansøgte Magister Nichel Seidelin om at faa de første 2 Kongetiender, som blev ledige i Skanderborg Amt eller Lysgaard Herred i Silkeborg Amt, i Fæste. Under 7 August s. A. bevilgede Christian V hans Andragende ”udi allernaadigst Henseende til den Afgang, han haver haft udi hans Kalds Indkomster.” 1702 opkom der Strid om en Afgift bestaaende af 18 Skp. Byg og 12 Sk. Engpenge af Blegind Sognekald, som fra gammel Tid havde ligget til Sognepræsten i Skanderborg. Den daværende Præst i Blegind NIELS HIRTZNACH vilde ikke svare den. Tingsvidnerne udsagde, at ”fra 1621 og al hans Tid til 1639 havde salig Magister JØRGEN PEDERSEN til Skanderborg oppebaaret denne Afgift. Mag. JESPER HANSEN havde ligeledes faaet den af Præsten i Blegind, salig Hr. ESPERN MALLING.” Magister Nichel yandt Sagen, og Hr. HIRTZNACH blev dømt til at betale ham Afgiften. Efter at et stærkt Uvejr i Efteraaret 1691 havde anrettet betydelig Skade paa den kongelige Præsteresidens i Skanderborg, ansøgte Magister Nichel Seidelin om Hjælp til dens Reparation. I Ansøgningen9, der er stilet til Overrentemesteren og dateret Skanderborg 13. Oktober 1691, hedder det: ”Saasom den stærke Vind og Blæst næst forleden d. 8. Octob. om Natten haver meget beskadiget Hans Kongelige Majestæts Præste-Residens, som jeg ibor, nedblæst det bedste af Overet paa tvende Huse, indslaget tvende Gavle, overalt afblæst de fleste Tagstene, som mestendel ere sønderslagne, indslagen Vinduerne, som allesammen var meget gamle, og gjort megen anden stor Skade, som den er gammel og meget forfalden. Saa beder jeg ydmygeligst Eders Excellence vilde være mig behjælpelig, at jeg hos Hans Kongelige 55

 

Majestæt nogen Hjælp til dens Reparation kunde bekomme,” og han ansøger da om, at Kirketienden af Skanderup Sogn maatte lægges til Præsteresidensens Vedligeholdelse; om dette bevilgedes, vides ikke sikkert, men Sandsynligheden taler herimod. En halv Snes Aar senere indsendte Magister Nichel Seidelin Ansøgning til Kongen med det Resultat, at Kongen tillod ham at Sælge Præstegaarden ved offentlig Auktion, en Auktion som fik et noget ejendommeligt Udfald. Magister Nichel Seidelins Ansøgning, der var ledsaget af en Erklæring fra Biskop over Aarhus Stift JOHAN BRAEM, lyder: Allernaadigste Arve Herre og Konge, Til Slots Præsten ved Skanderborg Slot er destineret en Præste Residens, hvilken siden Slots Kirkens første Stiftning er af fremfarne højpriselige Konger allernaadigst bleven repareret og vedligeholdet til i Højlovlig Amindelse Kong Friderich den Tredies Tid, da Højstbemeldte Hans Kongelige Majestæt efter den der da værende Slots Præstes afgangne Mag. JESPER HANSENS allerunderdanigste Ansøgning allernaadigst af Dato 28. Okt. Ao 1650 bevilgede aarlig 10 Rdl. dertil, hvorimod Slots Præsten, saa længe samme allernaadigste Bevilling varede, skulde være tilforpligtet bemeldte Præste Residenses Bygning selv at vedligeholde. Men som min afgangne Formand og Fader siden Aar 1679 og jeg siden 1688 ej haver nydt samme 10 Rdl. eller nogen anden Hjælp til dens Vedligeholdelse, og samme Residens ligger afsides fra Byen for alle Slags Storme Vinde, hvorover det ofte er bleven afblæst og sønderslaget, som kort Tid tilforn er bleven repareret, saa haver jeg ej kunnet konservere dens Bygning, ihvorvel jeg Tid efter anden haver anvendt saa meget derpaa, at jeg langt lettere kunde have tilhandlet mig en af Byens Gaarde, og siden det ene Hus i Gaarden den 5. Novemb. 1698 om Natten ved et stort Guds Uvejr blev omblæst, Materialerne Mestendelen deraf sønderslagen, og Gaardens øvrige Bygning meget svækket og ruineret, haver jeg højligen vaaren tilnødt den at fraflytte og maa derfor aarlig give 16 Rixdaler til Husleje. Thi fremkommer jeg i allerdybeste Underdanighed med denne min allerunderdanigste Ansøgning, at Eders Kongelige Majestæt allernaadigst vilde hjælpe mig noget til samme Residenses Reparation og Opbyggelse eller og allernaadigst bevilge, at Bygningen med Gaards og Have Rum enten under eet eller og hver for sig selv ved offentlig Auktion maatte sælges, og Slots Præsten, af hvis derfor kan bekommes, nyde Renten til nogen Hjælp til Husleje. Gud lyksaliggøre Eders Kongelige Majestæts Regimente og velsigne Eders Kongelige Majestæt med langvarig Liv og ønskelig Førlighed til det ganske Kongelige Arve Huses uafladelige Flor og Fremgang. Jeg forbliver Skanderborg den 19. april Anno 1702. Eders Kongelige Majestæts allerunderdanigste Tjener og trofaste Forbeder N. Seidelin. Denne Ansøgning besvaredes med Kong Frederik IV’s Resolution af 13. Maj 1702 : Eftersom Biskoppen over Aarhus Stift Os elskelige Doct. JOHAN BRAEM ved hans allerunderdanigste Erklæring paa Supplikantens til Os indgivne Supplik af 19. April 1702 allerunderdanigst foredrager, at Præste Residensen i Skanderborg er saa forfalden, at den ikke uden stor Bekostning igen kan indrettes til at beboes, og fordi den ligger saa afsides fra Byen, desforuden udkræves ikke lidet aarlig til Vedligeholdelse, hvorfor han allerunderdanigst formener, at det var bedst, at Præstegaarden med tilliggende Have blev solgt paa Auktion, og hvis derfor kunde bekommes, Slots Præsten tilstilles, som Mand efter Mand Bvarede hverandre til den Kapital prioriteret af deres Bo, og imidlertid kunde nyde Renten til Hjælp til 56

 

at leje Sig Hus for, da have Vi samme hans allerunderdanigste Forslag hermed saaledes allernaadigst approberet, at Præstegaarden med tilliggende Have ved offentlig Auktion maa sælges, og at itzige [nuværende] Sogne Præst udi Skanderborg og hans Efterkommere [Efterfølgere] maa nyde Renten af den Kapital, som Præstegaarden bliver solgt for, til at leje Hus for igen, hvorimod hverken itzige Sogne Præst eller hans Efterkommere nogen Pretention paa nogen Præste Residens herefter haver at gøre, men Kapitalen maa ikke nogen betroes, medmindre derfor sættes saa fornøjelig Pant, at man altid om Kapitalen kan være forsikret, til hvilken Ende Stiftamtmanden, Biskoppen og Sogne Præsten der paa Stedet skulde drage tilbørlig Omsorg, at forbemeldte Kapital paa foromskrevne Maade vorder udsat, saafremt de ej vil indestaa og svare, ifald Kapitalen enten blev uvis, eller derudi noget skulde afgaa, hvilken Vores allernaadigste Resolution Os elskelige Vores Deputerede ved Vores Finanser vedkommende til allerunderdanigst Efterretning haver at kommunicere. Givet paa Vores Kongelige Residens udi Kiøbenhavn den 13. Maj Ao 1702. Friderich R.

Beretningen om Auktionen, der fik et noget ejendommeligt Udfald, lyder saaledes: Efter at Proklama er udgangen d. 10de næstafvigte, om Slots Præstens Residens i Skanderborg i Dag, som er d. 20de Juli 1702, at auktionere, da var nærværende i Provstens Sted Magister HANS LØNBORG af Fruering, samt Hr. JAKOB MØLLER af Sveistrup som Notarius, item Hr. NIELS HIRTZNACH af Blegind som Assessor bemeldte Auktion at foretage. Og efter at (som ved Huses og Gaardes Auktionering et Lys antændes, saa skete ogsaa ved denne Auktion ligesaa) og da det antændte Lys var udbrændt, blevefter adskillige foregaaende Bud forbemeldte Slots Præstens Residens med sin tilliggende Have endelig den Højstbydende, nemlig Madam CATHARINE HANSDATTER, Magister NICHEL SEIDELINS, tilslagen for 300 Rd. 4 Mk. Daturo Skanderborg d. 20de Juli 1702. Kongen solgte Præstegaarden efter Præstens Indstilling, fordi den var forfalden, og Præstens Kone købte den! Magister Nichel Seidelin er formodentlig blevet boende ganske roligt i den gamle Præstegaard, som nu var hans Ejendom.

Jørgen Hansen Seidelin 1633-1688

Jørgen Hansen Seidelin blev født cirka 1633 i Helsingør. Han var søn af Hans Jørgensen og Lisbeth Michelsdatter. Jørgen Hansen Seidelin tog eksamen som student 16 maj 1653 i Helsingør. Han (en ukendt værdi) i 1658/59 Uppsala, Uppland, Sverige.3 Han var i 1660 ingeniør, generalkvartermester i København. Han var 19 juni 1662 sognepræst i Sjelle-Skørring-Låsby, Framlev, Århus. Jørgen blev gift i 1664 i Helsingør med Ide Nikkelsdatter Kock, datter af Nikkel Helmer Kock og Else Jensdatter. Jørgen Hansen Seidelin var i 1676 provst i Framlev, Århus. Han var i 1679 provst i Hjelmslev, Skanderborg. Han var 12 juli 1679 slots- og sognepræst i Skanderborg-Skanderup-Stilling, Hjelmslev, Skanderborg.4 Han tog eksamen som magister 17 juni 1680 i Københavns Universitet, København. Han døde cirka 1688 i Skanderborg. 57

 

Fra Den Seidelinske Slægtsbog2: JØRGEN HANSEN SEIDELIN, * c. 1633 i Helsingør. - Slotspræst i Skanderborg. I Giessings ”Jubel-Lærere” (1783) og Wibergs Præstehistorie (1867) angives han at være født 1632. Han er dog vist snarere født 1633 (eller 1634). I Giessings ”Jubel-Lærere” (1783) nævnes intet om, hvornår Hans Seidelin er født, medens Broderen JØRGEN SEIDELIN angives at være født 1632. I Wibergs Præstehistorie (1867) og i Stamtavlen over Familien SEIDELIN (1877) anføres, at Hans er født den 14. marts 1632, og at Broderen Jørgen er født 1632. Herfra stammer antagelig den almindelig udbredte Mening, at de har været Tvillinger; herom foreligger der dog intet sikkert. Imod at de 2 Brødre skulde være Tvillinger, taler deres (forskellige) Aldersangivelse i Skiftet efter deres Fader 8. oktober 1640. De benævnes her: ”Hanns Hansen Otte Aar gammell, Jürgen Hannsenn på Siuffuende Aar”. Jørgen er da vel snarere født 1633 (eller 1634). Sammen med Broderen HANS blev han Student 16. Maj 1653 fra Helsingør. Giessing beretter, at de med Ære fuldendte deres teologiske Studier ved Københavns Universitet og derefter rejste til Udlandet, hvor de traf et Par svenske Studenter, som fik dem til at drage til Upsala Universitet (i hvis Matrikel de dog ikke er indført). Her hørte de, at Karl Gustav havde besluttet at genoptage Krigen, der var standset ved Roskildefreden 1658, og ”gå på Sjælland for at belejre København. Om sådant søgede vore Seideliner at få af deres Upsalske Venner den mueligste Kundskab, og derpå lavede sig hemmeligen til Hjemrejsen. De meldede sig straks ved Hjemkomst hos den Kongelige Cabinets-Secretair, CHRISTOPHER GABEL, som befandt deres medbragte Tidende så vigtig, at han førte dem ind til Kong FRIDERICH selv, som da skal have fattet for dem den første Nåde.” Det er dog tvivlsomt, om dette er pålideligt, da man så ikke kan forstå, hvorledes man i København kunde være helt uforberedt på Fjendens Komme1. Sikrere er det formodentligt, hvad der videre fortælles om dem, at de under Københavns Belejring, ”som duelige Personer, der vare færdige at opofre Liv og Blod for deres Fædreland”, viste sig i høj Grad nyttige ved at modarbejde Fjendens Angrebsforsøg. Takket være deres gode Kundskaber i Matematik og Ingeniørvidenskab, samt deres Evne til at tale Svensk var de gentagne Gange i Stand til at udforske, ”hvad der forhandledes midt i den svenske Lejr”, - ”for sådanne Rapporter vidste Kommandanten fast ikke, hvor højt han vilde agte dem”. De skal også have været med til at opsnappe Målene på Svenskernes Stormbroer og Stiger, hvorfor man lod Gravene gøre bredere, hvilket havde den ønskede Virkning, at da Stormen gik for sig, var Stormbroerne for korte, så at der næsten druknede flere i Gravene, end der dræbtes fra Voldene. 58

 

”Dette gjorde, at Kongen [FREDERIK III] efter Belejringen i egen Allerhøjeste Person takkede disse to Brødre, og tillod dem at vælge sig Belønning enten i civil, militair eller geistlig Stand. Efter Kommandantens Tilskyndelse skal Kongen gierne have befordret dem i Krigsstanden, hvortil de lode at være skikkede og skabte, som høje og velvoxne Personer, der nu havde ladet se mange Tapperheds Prøver, men de betakkede sig allerunderdanigst, bedende om Kongens Nåde og Befordring i den geistlige Stand at blive Lærere i Guds Kirke, hvortil de fra Ungdom af ganske havde opofret sig, og håbede ved Guds Nåde lige så nidkiær og trolig at tjene Gud og hans Menighed, som de nu efter Formue havde tjenet Kongen og Staden. Denne deres Bestandighed behagede Hans Majestæt, som allernådigst forsikrede dem, at de ej aleneste skulde blive forsørgede med Præstekald, men endog ved forefaldende Vacancer blive Præster i Hovedstaden, for hvis Frelse de havde vovet deres Liv.” Jørgen Seidelin skal under Københavns Belejring endog have gjort Tjeneste som virkelig Ingeniør og til sidst som Generalkvartermester. Ved Skiftet efter Moderen 1662 fik Jørgen Seidelin udbetalt sin fædrene Arv, nemlig 300 Dl. For de 176 Dl. 2 Mk. 12 Sk. fik han udlagt Sengeklæder, Linned, forskelligt Husgeråd, 1 Egeskab (10 Dl.), 1 Egeseng (8 Dl.), 1 gammel Kiste (3 Dl.) samt 1 dansk Bibel (6 Dl.); det resterende Beløb modtog han i Form af Husleje, som Lejerne var skyldige, nemlig af SVEND Skrædder 19 Dl. I Mk., af WILLUM JONSEN Skomager 31 Dl. 3 Mk. 8 Sk., af JENS HANSEN Skomager ”Husleje skyldig til Michaeli 1662” 12 Dl. 12 Sk., samt ”annammer hos [sin - fremtidige ? - Svigermoder] ELSE salig NIOKEL KOOKIS, hvis hun resterer af Husleje til S. Michaeli Dag 1662”, - 60 Dl. Hans Arv efter Moderen beløb sig til 716 Dl. 3 Mk. 61/3 Sk., hvorfor der blev ham udlagt Halvdelen af den Gård med 2 Boliger i Kongensgade, som var vurderet til 450 Dl. (og hvoraf Broderen HANS SEIDELIN fik den anden Halvdel); det resterende Beløb blev ham udlagt i hans Moders efterladte Hovedgård på Stengaden. Det fortælles, at Kommandanten i København gerne vilde have beholdt JØRGEN og HANS SEIDELIN i Krigstjenesten, ”men de attråede gejstlige Embeder og fik af Kongen Løfte om med Tiden at blive ansatte i København.” Jørgen Seidelin var derefter 1662-79 Sognepræst i Sjelle, Skørring og Laasby Sogne mellem Aarhus og Silkeborg. Han blev ordineret 9. juni 1662 af Biskop HANS BROCHMAND. Da Embedet som Sognepræst ved Vor Frue Kirke i København blev ledigt ved ERIK TORMS Død i juni 1667, rejste Jørgen Seidelin til København for at minde om det Løfte, han havde fået, om ved Lejlighed at blive Præst i Hovedstaden. Da han imidlertid mærkede, at man på højere Steder ønskede en anden, gav han frivillig Afkald på Løftets Indfrielse, hvorimod han fik kongelig Bevilling 11. juli 1667 (kgl. Konf. 3. Maj 1670) på at blive Præst ved Skanderborg Slot samt for Skanderup og Stilling Sogne, når den daværende Sognepræst JESPER HANSEN ”enten ved Døden afgår, eller Kaldet i andre lovlige Måder ledig vorder.” Samtidig skal han have fået det Løfte, ”at Kongen efter hans Død vilde have Nåde for hans Hus, og dersom han efterlod sig en værdig Søn, skulde han blive sin Faders Successor.” 1676 blev Jørgen Seidelin tillige Provst i Framlev Herred. Først 1679 døde Provst JESPER HANSEN i Skanderborg, og Jørgen Seidelin var derefter de sidste 9 År han levede, - 1679-88 - Slots- og Sognepræst i Skanderborg, Skanderup og Stilling; 59

 

han blev indsat 8. Søndag efter Trinitatis, den 11. August 1679, og blev samme År Provst i Hjelmslev Herred. 17. juni 1680 tog han Magistergraden ved Københavns Universitet; i Universitetsmatriklen benævnes han ved denne Lejlighed ”Dn. Georgius Johannis Seidelinus, pastor regius arcis Scanderburg, et præpositus nomarchiæ Helmsloviensis”. En Beretning fra 1799 fortæller, efter at have omtalt Jørgen Seidelins Valg til Provst i Magister JESPER HANSENS Sted i Hjelmslev Herred: ”og som dette Herred støder tæt til Framlev Herred, hvor han tilforn var Provst, blev han endnu anmodet om at være Provst i begge Herreder, men han betakkede sig derfor, thi han var en meget årvågen og nidkær Mand i sit Embede, ja flittig og utrættelig i Arbejde, men frygtede for at give sig selv for meget at bestille, så meget mere da han allerede begyndte at føle det onde, han tilforn i sine unge År havde lidt og udstået. Man fortæller om ham, når nogen vilde tale om hans forrige Bedrifter, eller bringe ham selv til at tale derom, rystede han gierne med Hovedet og sagde: Jam totus mutatus ab illo [Nu er jeg helt forandret fra dengang]. I Schanderborg levede han i 10 År og døde uden Tvivl 1689, efter at han allerede i nogle År havde set sin ældste Søn, Mag. Nicolaj Seidelin, som ordineret Mand i Præsteembede. Han var gift med Ide Nicols Datter, hvis Fader var en meget fornemme Mand fra Polen, som endte sine Dage i Danmark. Magister Jørgen Hansen Seidelin efterlod sig med bemeldte sin Hustru 2de Sønner og 4 Døtre: - Sønnerne bleve Jubellærere og alle Døtrene anstændig gifte.” 1685 - 3 År før Jørgen Seidelins Død - fik han sin 19aarige Søn NICHEL beskikket til Kapellan hos sig; denne blev Sognepræst i Skanderborg efter Faderens Død; det kongelige Løfte om, at Sønnen skulde blive hans Eftermand, blev således opfyldt, medens Faderen levede, så at Jørgen Seidelin, endskønt han blev aldrig Sognepræst i København, havde dog højlig Årsag at prise sin Konges Nåde, og det så meget mere, som Skanderborg Kald (i 1686) blev med Tiender og Tillæg meget forbedret.” Der er bevaret en Skrivelse af 1. november 1681 til ”Oberzahlmester”, hvori Slotsprædikant Jørgen Hansen Seidelin og Skolens Rektor og Kantor CLAUS SØRENSEN SCHANDORF anmoder om at få udbetalt deres Løn ”for vores Kirke Tjenester på Skanderborg Slot.” Den nævnte Skrivelse lyder: ”Velædle og Velbårne Hr. Cammerraad og Oberzahlmester, Højgunstige Herre og Patron. Eftersom Hans Kongelige Majst. allernådigst haver tilladt os underskrevne en vis solarium årlig at nyde for vores Kirke Tjenester på Skanderborg Slot, hvilken nådigste solarium vi hos velædle Hr. Land Commissarium haver begæret, men er os benægtet, indtil Velbårne Hr. Cammerraads Ordre derpå udstedes: Da ere vi udi dybeste Ydmyghed af Hr. Cammerraad begærendes, Hans Velbårenhed vilde anse vores store Umage og Besværing med Prædiken og Sang, som sker om Ugen hver onsdag, fredag, søndag og Helligdag, foruden Aftensangs Prædiken, som falder på højtidelige Fester om Året, til hvilke mange Prædikener årlig at udstå jeg selv en ordineret Mand må holde og selv underholde. Formoder derfor den høje Gunst af Hr. Cammerraad, at Ordre til Hr. Land Commissarium maatte gives, at vi vores Løn maatte bekomme, som os resterer fra Philippi Jacobi Ao. 1680 indtil nærværende Tid, sådan Eders Velbyrdigheds høje Gunst mod os fattige Kirke Tjenere Gud vil belønne og vi berømme, 60

 

forblivendes Velbårne Hr. Cammerraads Vores Højgunstige Herres og Patrons tjenstydmygeligste Jørgen Hansen Seidelin, Slots Prædikant til Skanderborg Slot. Skanderborg d. l. Novemb. 1681. Claus Søffrensen Schandorf Rector i Skolen og Cantor.”

Fra 1686 og 1688 foreligger 4 Ansøgninger, i hvilke ”vi fattige Kirketjenere her til Skanderborg Slot”, Jørgen Hansen Seidelin og SCHANDERUP, anmoder Overrentemesteren om Hjælp til Betaling af de kongelige Skatter. 3. april 1688 tales der om ”store magtpaaliggende Udgifter baade med Consumption-, Kop- og Quægskat og i Synderlighed denne nu allernaadigst paabudne Defensionskat os paabydes uden Ophold at betale, hvortil vi ganske intet haver, uden hvis vi dertil med vores Løn kan svare.” Ansøgningen af 2. marts 1686 lyder: ”Til Højædle og Velbårne Hr. Ober Rentemester. Det er nu på det højeste for os fattige Kirketjenere her i Skanderborg at desperere om Hjælp i vor store Trang, såsom os dagligstore Udgifter påligger, og trues idelig af Amtsskriveren med Execution for adskillige Kongl. Skatter, hvortil ingen Råd eller Hjælp kan optænkes, medmindre Eders Excell. af medfødte Fromhed sig til Barmhjertighed mod os vil lade bevæge og os noget af forbigangne Aars Løn lade give, hvortil, om Eders Excell. gunstig måtte behage en Ordre til Hr. Land Commissarium at give, vi med noget af Skanderborg Jordebogs Indkomster, som Korntiender eller andet, kunde behjælpes, såsom Eders Excell. selv alene derudi haver at disponere, og til hans gode Villie allerydmygste henstilles. Vi ere så udborgede, at fast ingen os mere vil creditere. Hr. Ober Rentemester vilde dog for Guds Barmhjertigheds Skyld høre vores uafladelig Råb og Suk, såsom han igen vil formode sig Løn og Bønhørelse af den allerhøjeste Gud, hvorom vi daglig vilde bede såsom Eders Excellences allerydmygste Tjenere Jørgen Hansen Seidelin, Schanderup”

Bøgh, Normann slægterne og Paulli slægten

Efter fortællingen om Thomine Nicoline Reutze fars slægt går vi videre med fortællingen om hendes mors slægt. Thomines mor var:

Christine Johanne Reutze (Bøgh) 1754-1824 Født:

29 apr 1754 i Kerteminde sogn i Bjerge herred, Odense amt. Danmark

Døbt:

31 maj 1754 i Kerteminde kirke.

Far:

Nicolai Seidelin Christophersen Bøgh.*

Mor:

Cecilie Marie Bentsdatter Bentsen*

Ægtefælle:

Ove Guldberg Thomsen Reutze* Gift: 25 aug 1774 i Vigerslev Kirke. Vigerslev sogn i Skovby herred, Odense amt.

Børn:

Thomine Nicoline Drejer f. Reutze* Mathias Axel Reutze Thomas Reutze

Død:

3 jan 1829 i "Eveldrup Præstegaard". Simested sogn i Rinds herred, Viborg amt.

Fra 1686 og 1688 foreligger 4 Ansøgninger, i hvilke ”vi fattige Kirketjenere her til Skanderborg Slot”, Jørgen Hansen Seidelin og SCHANDERUP, anmoder Overrentemesteren om Hjælp til Betaling af de kongelige Skatter. 3. april 1688 tales der om ”store magtpaaliggende Udgifter baade med Consumption-, Kop- og Quægskat og i Synderlighed denne nu allernaadigst paabudne Defensionskat os paabydes uden Ophold at betale, hvortil vi ganske intet haver, uden hvis vi dertil med vores Løn kan svare.” Ansøgningen af 2. marts 1686 lyder: ”Til Højædle og Velbårne Hr. Ober Rentemester. Det er nu på det højeste for os fattige Kirketjenere her i Skanderborg at desperere om Hjælp i vor store Trang, såsom os dagligstore Udgifter påligger, og trues idelig af Amtsskriveren med Execution for adskillige Kongl. Skatter, hvortil ingen Råd eller Hjælp kan optænkes, medmindre Eders Excell. af medfødte Fromhed sig til Barmhjertighed mod os vil lade bevæge og os noget af forbigangne Aars Løn lade give, hvortil, om Eders Excell. gunstig måtte behage en Ordre til Hr. Land Commissarium at give, vi med noget af Skanderborg Jordebogs Indkomster, som Korntiender eller andet, kunde behjælpes, såsom Eders Excell. selv alene derudi haver at disponere, og til hans gode Villie allerydmygste henstilles. Vi ere så udborgede, at fast ingen os mere vil creditere. Hr. Ober Rentemester vilde dog for Guds Barmhjertigheds Skyld høre vores uafladelig Råb og Suk, såsom han igen vil formode sig Løn og Bønhørelse af den allerhøjeste Gud, hvorom vi daglig vilde bede såsom Eders Excellences allerydmygste Tjenere Jørgen Hansen Seidelin, Schanderup” Jørgen var gift med Ide Nikkelsdatter Kock Hun blev født i 1638/39 i Christianshavn, København. Ide var datter af Generaltoldvisitør Nikkel Helmer Kock og Else Jensdatter. Ide blev gift i 1664 i Helsingør med Jørgen Hansen Seidelin, søn af Hans Jørgensen og Lisbeth Michelsdatter. Ide Nikkelsdatter Kock døde efter 1688. Ide er ud af en meget spændende slægt. Så hende vender vi tilbage til på side 73.

Der vides intet om, hvornår hun døde.

Børn af Jørgen Hansen Seidelin og Ide Nikkelsdatter Kock

Nichel Seidelin f. 1666, d. 12 Jul 1737*

Dorethe Jørgensdatter Seidelin f. c 1667

Lisbeth Jørgensdatter Seidelin f. c 1668, d. 14 Mar 1698

Else Jørgensdatter Seidelin f. 16 Jun 1670, d. 21 Nov 1737

Mette Jørgensdatter Seidelin f. c 1672, d. 5 Feb 1737 61

 

Hans Jørgensen Seidelin f. ml 1672 - 1674, d. 20 Jul 1751

Jørgens mor hedder Lisbeth Michelsdatter 1595-1659.

Hun blev født cirka 1595 i Helsingør. Hun var datter af Michel Seidel og Margrethe Baltzersdatter. Lisbeth blev gift mellem 1616 og 1619 i Helsingør med Hans Jørgensen. Lisbeth blev gift cirka 1640 i Helsingør med Christopher Hermansen Holstein, søn af Herman Hansen Holstein og Anne Iversdatter. Lisbeth Michelsdatter blev bisat fra Skt. Olai, Helsingør, 21 januar 1659. Hendes ejendele blev skiftet 18 oktober 1662 Helsingør.

Børn af Lisbeth Michelsdatter og Hans Jørgensen

◦Michel Hansen f. c 1627, d. ml 1640 - 1662

◦Dorethe Hansdatter Seidelin f. 1629, d. Mar 1662

◦Hans Hansen Seidelin f. 14 Mar 1632, d. 20 Jun 1668

◦Jørgen Hansen Seidelin* f. c 1633, d. c 1688

Lisbeth er datter af

Michel Seidel 1550-1616

Michel Seidel blev født cirka 1550 i vom Werder, Berlin, Tyskland. Michel blev gift mellem 1586 og 1592 i Helsingør med Margrethe Baltzersdatter, datter af Baltzer Bartskærer og Marine Pedersdatter.

Michel Seidel var 9. december 1594 kæmner i Helsingør. Han var 8. november 1596 rådmand i Helsingør. Han var 12. juli 1602 byfoged i Helsingør. Michel blev gift efter 1611 med Trine Reinholdtsdatter, datter af Gerdt Reinholdt. Michel Seidel døde cirka 23. august 1616 i Helsingør. Hans ejendele blev skiftet 20. november 1616 Helsingør.

Fra Den Seidelinske Slægtsbog21

21 Mogens Seidelin, Den Seidelinske Slægtsbog.

Stamfaderen til den danske Slægt SEIDELIN er MICHEL SEIDEL, der er født omkring Midten af det 16. Aarhundrede. Ifølge Helsingør Tingbog (15. juli 1605) er MICHEL SEIDEL ”barnefødt udi Kiøbstaden Verder, udi en Ægte-Seng, af gode, fine og ærlige Forældre, som hans Geburtsbrev klarlig og vidtløftig indeholder.” Antagelig er hans Fødebyen af de tyske Byer Werder i Pommern eller Østpreussen, men Undersøgelser, der i dette Øjemed er foretaget paa Universitetsbiblioteket i Greifswald, har desværre været uden Resultat. Undersøgelse af MICHEL SEIDELs Herkomst vanskeliggøres i høj Grad af, at kun faa Arkivalier er bevaret fra Tiden før Trediveaarskrigen, samt deraf at SEIDEL var et meget almindeligt forekommende Navn.

Herudover vides intet om Michel Seidel, før han den 4. August 1589 fik Skøde paa en Gaard i Helsingør, hvor han var Handelsmand og sepere som Raadmand og Byfoged kom til at høre til de fornemste Borgeres Kreds.

9. december 1594 blev Michel Seidel udnævnt til Byens Kæmner for det følgende Aar. 8. november 1596 blev han Raadmand, og 12. Juli 1602-August/Oktober 1611 var han Byfoged i Helsingør. 21. oktober 1611 blev han atter Raadmand. Han døde i August 1616. Michel Seidel 62

 

var gift 2 Gange; medens hans sidste Ægteskab var barnløst, havde han i første Ægteskab 1 Søn, der døde barnløs, og 7 Døtre, af hvilke den enes 2 Sønner antog Morfaderens Navn med Hunkønsendelsen -in: SEIDELIN.

Michel Seidels Navn er langt hyppigst skrevet Michell Seidell, men desuden træffes Formerne Michel, Michil, Michill ; Seidel, Seydel, Seydell og enkelte Gange Seidill, Zeidel Qg Zeidell. 1 hans Segl, der desuden indeholder Mærket MS, staves hans Navn MICHEL SEIDEL. Undertiden kaldes han MICHEL GREVE, hvilken Betegnelse - Greve = Foged - hidrører fra hans Byfogedvirksomhed. Michel Seidels eneste Søn antog Navnet GREVE som Slægtsnavn.

De helsingørske Arkivalier er bevaret fra et usædvanligt tidligt Tidspunkt; saaledes er Tingbogen, der begynder 1549, den ældste bevarede Tingbog i Danmark, og Skifteprotokollerne er bevarede allerede fra 1571; det har derfor - væsentligst ved Gennemgang af de lange Rækker af Tingbøger og Skifteprotokoller samt af Byens og Kirkernes Regnskaber - været muligt at samle en Del Oplysninger, dels om Michel Seidel og hans Familie samt de andre gamle helsingørske Slægter, dels om Livet, som det formede sig i Helsingør paa den Tid. Da Tingbøgerne dog væsentligst var Retsprotokoller og derfor især indeholder Arvestridigheder, Drabs-, Tyveri- og Injuriesager, faar man naturligvis et noget fortegnet Indtryk af Helsingør-Borgernes daglige Liv.

Michel Seidel kom til Helsingør omtrent paa den Tid, da Christian IV blev Konge, eller maaske snarere nogle Aar før Frederik II’s Død. Helsingør havde paa dette Tidspunkt c. 5000 Indbyggere. Efter at det 15. Aarhundrede havde været en Blomstringsperiode for Byen, fra hvilken Tid bl. a. dens 2 Kirker og 3 Klostre stammer, begyndte med det 16. Aarhundrede en Nedgangsperiode, da Byen hjemsøgtes af Ulykker: den plyndredes af Lübeckerne 1523, der atter 1535 under Grevens Fejde indtog den, hvorpaa den Aaret efter blev tilbageerobret. Gentagne Pestepidemier hærgede Byen i dette Aarhundrede, saaledes bortrev Epidemien i 1583. c. 1200 Mennesker, medens Antallet af Døde under normale Forhold kun beløb sig til c. 60 aarligt. Trods alt dette kom Byen dog atter til Kræfter i Slutningen af det 16. Aarhundrede, dels ved Sundtoldens stigende Betydning, dels ved Frederik II’s Opførelse af Kronborg 1574-83, saa at den omkring Aar 1600 var en ret anselig By.

Den danske Borgerstand, som Michel Seidel nu kom til at tilhøre, var i sidste Halvdel af det 16. Aarhundrede en Stand, der var i god Fremgang, og hvis Medlemmer baade var i Besiddelse af Dygtighed og Virkelyst.

Første Gang Michel Seidels Navn træffes, er den 4. August 1589, da han faar Skøde fra JENS CHRISTENSEN, Skriver i Køge, paa en Gaard ”liggende paa østre Side udi Kampergaden her udi Helsingør, næst norden op til David Wedderborns Gaard og sønden op til Salig Claus Nielsens Arvingers Gaard.”

Den nuværende Kampergade i Helsingør ligger lige Nord for Axeltorvet; den har Navn efter en Mand ved Navn ANDRIS KAMPEN (antagelig fra Byen Kampen i Holland), der omkring 1550 boede ved det nordøstlige Hjørne af Axeltorvet. Paa Michel Seidels Tid brugtes Navnet Kampergade blot for at betegne en Gade, der førte op til Andris Kampens Hus, hvorfor Navnet dengang foruden om den nuværende Kampergade ogsaa anvendtes om dennes Fortsættelse Groskenstræde samt om den nordligste Del af Bjergegade. Da det imidlertid af Helsingør Bys Regnskaber (1590/91 ff.) fremgaar, at Michel Seidel boede i 2. Fjerding Byen 63

 

var af de 3 Syd-Nord forløbende Gader St. Annagade, Bjergegade og Stjernegade inddelt i 4 Fjerdinger, af hvilke 2. Fjerding udgjorde den Del af Byen mellem St. Annagade og Bjergegade - har Michel Seidels Gaard antagelig ligget i det nuværende Groskenstræde eller paa den østre Side af den nordligste Del af Bjergegade (derimod næppe i den nuværende Kampergade, der hører til 3. Fjerding). JENS CHRISTENSEN i Køge havde kun ejet Gaarden i faa Maaneder, idet han havde købt den ved Skøde af 16. Juni s. A. af Abraham Jensen, Rigens Skriver: Af de 2 Nabogaarde ejedes den ene af David Wedderborn, der havde faaet Skøde paa den nogle faa Maaneder tidligere - 14. April - af sin Fader Richardus Wedderborn, den anden af Arvingerne efter Byfoged Claus Nielsen.

Skødet af 4. August 1589 fra JENS CHRISTENSEN, Skriver i Køge, til Michel Seidel lyder:

”Vi Borgemestre, Raad og Byfoged udi Helsingør gøre vitterligt for alle med dette vort aabne Brev, at Aar Christi 1589 Mandagen den 4. Augusti paafaldt, paa vort Raadhus, nærværende menige Borgere [som] den Dag Ting søgte, opstod ærlig velagt[ede] Mand Oluf Pedersen vor Medbroder og Raadsforvandt med os her ibidem, med skriftlig og forseglet Fuldmagt af ærlig Mand Jens Christensen Borger i Køge, som nu til Tinge blev oplæst og findes udi Bys Forvaring indlagt, var nu i Dag det fjerde forfulde Ting, han lovlig opbød en Gaard, Hus, Bygning, J ord og Grund, som for.ne Jens Christensen af velbyrdig Abraham Jensen Rigens Skriver nogen Tid siden købt og bekommet haver, og han nu igen fra sig solgt og afhændet haver til ”fornumstig Mand Michill Seidill” og hans Arvinger, liggende paa østre Side udi Kampergaden her udi Helsingør, næst norden til David Wedderborns Gaard og sønden op til Salig Claus Nielsens Arvingers Gaard. Og ingen Gensigelse var mod samme Lovbud udi nogen Maade. Thi fremstod bemeldte Oluf Pedersen inden Tinge og nu i Dag udi lovlig Tingslyd efter for.ne sin Fuldmagts Indhold skødte og afhændte for.ne Gaard, Hus, Bygning, Jord og Grund fra forbemeldte Jens Christensen, hans Hustru og deres Arvinger, fødte og ufødte, og indtil for.ne Michill Seidell og hans Arvinger, den ene efter den anden til evig Tid at have, nyde, bruge og beholde til evindelig Ejendom eje skullendes, med al sin Rettighed og Tilliggelse udi Længde og Bredde oppe og neder, som den nu bygget, begreben og forefunden er, efter Adkomme og Købebrevs Lydelse derpaa tilforn gaaen og given er, intet undertaget i nogen Maade. Efter at dette Skøde er saa for sig gaaet, da er det ogsaa stadfæstet blevet, fuldbyrdet og ved Magt meldt inden Tinge, efter Loven og Bys Skik, som det sig bør udi alle Maade. Til hvis ydermere Vidnesbyrd, at saa for os til Tinge gaaet og faret er, som forskrevet staar, vi haver ladet hænge vor Stads Sekret her neden under og for.ne Oluf Pedersen haver herhos beseglet til Stadfæstning. Actum ut supra. Dette for.ne Skøde stadfæster Morten Skriver, Frantz Pedersen og Peder Holst.”

Raadmand OLUF PEDERSEN, der var JENS CHRISTENSENS Fuldmægtig ved Gaardens Salg til Michel Seidel, var Morbroder til dennes første Hustru.

Af Helsingør Bys Regnskaber fremgaar, at Michel Seidel fra 1589/90, altsaa aabenbart før han købte ovennævnte Gaard, betalte 3 Sk. aarlig i Leje af en Have i 4. Fjerding, den vestlige Del af Byen, Vest for Stjernegade.

Michel Seidel blev gift første Gang mellem 1586 og 1592; da hans første Hustru MARGRETHE BALTZERSDATTER havde forskellige Slægtninge i Helsingør - saaledes var hendes Morbroder OLUF PEDERSEN som nævnt Raadmand dér - og utvivlsomt selv er opvokset i Helsingør, har Michel Seidel sikkert først truffet hende efter at være kommet der til Byen. Hun døde 1611, altsaa efter c. 20 Aars Ægteskab. I dette Ægteskab var 8 Børn; i Overensstemmelse med 64

 

Tidens Skik og Brug har Michel Seidel holdt Amme til sine Børn; Kirkeregnskaberne for St. Olai Kirke anfører saaledes, at ”24 Julius 1601 ringedes med de smaa Klokker for Michel Seidels Ammes Barn” (ved dets Begravelse).

Hvornaar Michel Seidel blev Borger i Helsingør, vides ikke bestemt, da Navnene paa dem, der aflagde Borgered, paa denne Tid indførtes i en speciel ”Borgerskabsbog”, der ikke længere er bevaret. Næste Gang man træffer ham i Helsingør Tingbog, optræder han imidlertid i Egenskab af Borger, idet han og 11 andre Borgere i Helsingør ”med dette vort aabne Brev gør vitterligt for alle, at Aar Christi 1591 Mandagen den 8. Novembris paa Helsingørs Raadhus vare vi med Dannemænd flere, [som] samme Dag Ting søgte, forsamlede; da var skikket udi Rette for ærlige, vise og velagte Mænd, Borgemestre, Raad og Kongens Foged en Skipper ved Navn HAAGEN DIRICHSEN, hjemme udi Kongelv, som er befunden for nogen Tid siden at have stjaalet en Baad med tvende Tove og et Anker, og det tilsammen ført over Borde ned udi sin Krejer og det nederlagt udi Baaden, hvorover for.ne HAAGEN DIRICHSEN med samt en hans Baadmand var indsat udi Stadsfængsel.” Nu blev først Baadsmanden ført for Retten og bekendte, hvordan han og Skipperen havde erhvervet de nævnte Tyvekoster, som Skipperen dog havde sagt, at han havde købt. Skipperen søgte først at bortforklare Tyveriet, men maatte snart ”gaa til Sandhed og bekendte sig at have’ stjaalet samme Anker og Tov og Baad og dermed at have ilde gjort og forset sig og var begærende for Guds Skyld Naade og ikke Ret, og at han maatte nyde sit Liv og komme til Løsen for Sølv og Penge.” Da det blev tilkendegivet, at HAAGEN DIRICHSENS Hustru var i Besiddelse af ”velbyrdig HENRICH .GyLDENSTJERNES og andre gode Mænds Skrivelser om Benaadning paa hans Liv”, blev HAAGEN DIRICHSEN igen indsat i Stadsfængslet, idet Domsafsigelsen udsattes indtil videre, men den naaede aldrig at finde Sted; thi om Sagens ejendommelige Afslutning beretter den følgende Indførseli Tingbogen: ”Ikkun siden nogen kort Tid efter at for.ne HAAGEN DIRICHSEN var igen indsat, haver han undergravet de nederste store Sten udi Grundvolden i Fængslet og opgravet sig paa den anden Side i Raadhus Porten, og er saaledes bortkommen ”oc Rømt sin Weeyg”.”

Al Magten i Købstæderne, der ved Overgangen fra Middelalderen til den nyere Tid havde et udpræget Selvstyre, Var samlet hos Raadet - der bestod af 2 Borgmestre og 10 Raadmænd - i Forening med Byfogden. Da Borgmestrene valgtes ud af Raadmændenes Kreds, og da Rådet ydermere supplerede sig selv, maa Byforfatningen absolut karakteriseres som aristokratisk. Den indeholdt dog et ikke ringe demokratisk Element, idet ”Menigheden” (Borgerskabet) i en vis Grad deltog i det offentlige Liv; denne Borgernes Deltagelse kunde dels foregaa paa den Maade, at de optraadte in pleno som ”Menighed”, hvilket i Reglen vist foregik saaledes, at Øvrigheden paa Tinge forelagde Sagen for de Borgere, der den Dag søgte Tinget, og æskede disses Mening om Sagen; dels førtes visse Forhandlinger mellem Raadet paa den ene Side og et Udvalg paa 6, 8, 12, 16, 24 eller 30-40 Borgere paa Borgerskabets Vegne paa den anden Side. I Reglen udnævntes disse Borgere kun med et enkelt bestemt Formaal for Øje, og naar dette bestemte Hverv var fuldført, vendte de tilbage til de almindelige Borgeres Rækker. I det mindste tilsyneladende blev Helsingør styret paa meget demokratisk Vis, idet næsten intet sattes i Værk, uden at Menigheden først gav sin Mening til Kende; det gælder næsten alle Anliggender af finansiel, økonomisk og merkantil Natur eller vedrørende Byens Forfatning (Valg af Borgmestre, Raadmænd og Byfoged, Forandring af Kæmnervæsenet, Ansættelse af Hørere, Organister og kommunale Bestillingsmænd samt Forhøjelse af deres Løn, og Ordning af Lavsvæsenet). Hvor stor en Del af Magten der i Virkeligheden laa hos Borgerne, og hvor 65

 

megen reel Betydning alle disse Forhandlinger med Menigheden eller Udvalgene havde, er det meget vanskeligt at blive klar over. Alene det, at Borgerne i de 99 af 100 Tilfælde gaar med Raadet og samtykker i dettes Bestemmelser og Forslag, viser, at Borgernes Deltagelse i Bystyrelsen sikkert har været af mere formel end reel Natur.

Fra 1592 træffes Michel Seidel nu jævnligt blandt de Borgere, der søgte Tinget, - i Helsingør var der normalt Tingdag hver fjortende Dag, ofte dog noget hyppigere. I Løbet af 4 Maaneder i 1592 udnævntes han saaledes til at overvære ikke mindre end 9 Skifteforretninger; og 14. Marts 1592 foretog han sammen med 7 andre ”Dannemænd”, der var udnævnt dertil den foregaaende Tingdag, Opmaaling af 9 Jorder, hvoriblandt ”Margrethe Clausdatters Gaard paa Kampergaden næst norden op til Michel Seidels”.

16. Oktober 1592 er Michel Seidel blandt de 8 Mænd, der udnævntes til ”at besigtige, hvis Skade gjort er paa Bys Jord” ved Gravning, og 14 Dage senere meddelte de 8 Mænd som Resultat af deres Undersøgelse, ”at der er meget ilde gravet imellem begge Adelveje, saa der synes stor Farlighed synderlig for dennem, der fremkommer agende om Nattertide, og siger ydermere at være gravet ulovligen.”

Michel Seidel var nu blevet Rodemester. Byen var som nævnt delt i 4 Fjerdinger, og i hver af disse var 8 Rodemestre. I en Lavsskraa fra 1606 (fra København) gives en Oversigt over disses Virksomhed: De skulde hver i sit Distrikt kende Menighedens Vilkaar og Tilstand, have Opsyn med rejsende og paase, at ingen mod kgl. Majestæts Mandat husede Hudstrøgne, Løsgængere, Selvfødinge og andet ”skadeligt og fordærveligt Gesinde”. Aarlig skulde de skrive Mandtal over Menigheden, hvorefter Indkvarteringen fordeltes, og Skatten og andre offentlige Byrder paalignedes. Selve Fordelingen og Opkrævningen tilkom det ligeledes Rodemestrene at udføre. De eftersaa 2 Gange aarlig alle Ildsteder og havde Tilsyn med Slukningsredskaberne i deres Rode; opstod der Ildløs, ”hvilken Gud naadeligen længe afvende”, skulde de give Møde med deres Spande og Stiger samt sørge for, at der fandtes tilstrækkeligt Vand, og at Husejerne ophængte Lygter, for at man kunde skelne mellem hæderlige Folk og alskens løst Pak, der kun indfandt sig for at plyndre. Rodemestrene fik ikke egentligt Vederlag for deres Arbejde, men i flere Stæder var de fri for aarlig Byskat.

22. Maj 1592 blev alle 32 Rodemestre i Helsingør - hvoriblandt Michel Seidel som Rodemester i 2. Fjerding - tilsagt ”at have god Opsyn med Fyrstederne”.

Som nævnt var Michel Seidel Handelsmand; der er næppe Tvivl om, at han som saadan har handlet med alle Slags Varer. Da der 6. Juni 1592 blev gjort Udlæg i CHRISTEN BAGERS Bo, gjorde Michel Seidel Fordring paa 4 Daler l Ort for 2 Tønder Mel; Grunden til, at Christen Bagers Kreditorer fik gjort Udlæg i hans Bo, var, at han skulde forlade Byen; om Aarsagen hertil oplyser Tingbogen: ”Samme Dag blev CHRISTEN BAGER og JENS PEDERSEN forvist af Byen, at rømme inden trende Solskin for et slemt Hus, de haver oppeholdet, den kristne Menighed til stor Forargelse.”

Foruden Mel hørte Øl til de Varer, Michel Seidel solgte, thi 30. Oktober s. A. ”paaminder Borgemestre og Raad og alvorligen tilsiger efterskrevne Borgere [af hvilke 13 nævnes ved Navn, hvoriblandt MICHEL SEIDEL, CLAUS ”RWKOP” (S. 30) og JACOB LANG (S. 61)], som sælger ”Tydstøll” [tysk Øl], at enten de forskriver eller sender deres Bud efter Rostocker Øl, da skulde de forskaffe det, som godt er, og skal vrages af nogle Borgere, som Borgemestre og 66

 

Raad vilde dertil betro, og dersom findes Mangel og Brøst, skal det tilbagesendes igen.” LAURITZ LUKASSEN, PEDER RHAMSØ, PEDER SKRÆDDER og ANDERS PEDERSEN SNEDKER blev af Øvrigheden ”tilbetroet at prøve Tydstøl, naar det udskibes her for Byen, ved den Ed, de haver svoret Kongen og Byen.”

Samme Dag blev Michel Seidel og 3 andre Borgere tilsagt ”at forlige ANDERS og DAVID BÝSVEND om den Skade, David har udi hans Øje bekommet af Anders Bysvends Spyd.”

Michel Seidel er nu aabenbart ved at blive velhavende, thi 11. Juni 1593 køber han ”en Havejord paa Bys Grund, liggende vesten for Hans Nielsens Vejermaal”; 26. November s. A. faar han af Rasmus Skrædder Skøde paa ”en Havehævd, liggende ud mod Gammel Kloster [Navnet paa det Sted, hvor oprindelig Sortebrødrenes St. Nicolaj Kloster laa, ved den nuværende Munkegade i den sydvestlige Del af Byen] paa Hellig Geistes [Hospitalets] Grund”, og 28. Januar næste Aar faar han af Lauritz Schallerød, boende i Sørup, Skøde paa ”et Hus og Bygning liggende paa Bys Grund sønden for den ny Kirkegaard [Kirkegaarden ved Nygade, anlagt 1580] og vesten for Lauritz Smed.” 25. Februar blev 8 Mænd ”til Tinge udnævnt til at maale den Bys Jord, som Michel Seidel haver købt af Lauritz Schallerød.” Ved Maalingen 2 Dage efter fandtes ”Bredden af vester i øster” at være 22 sjællandske Alen, ”Længden af Nor i Sønder” c. 40 Alen, hvilket ”giver en Daler Jordskyld.”

En Del Aar senere, efter at Michel Seidel var blevet Byfoged, fik han 8. November 1602 Skøde af ”Else Salig Hans Mulis Efterleverske, som bor i gammel Kro i Frederiksborg”, paa ”tvende Boliger paa Hospitals Grund.”

Senere ejer Michel Seidel en Gaard ved ”Svingelen”, et Led, der fandtes ved den sydvestlige Ende af den nuværende Stengade (ud for Nr. 3), og som skulde hindre Kreaturerne i at løbe udpaa Alfarvej og ind i Byen. Den 8. Februar 1604 maaltes ”Michell Seydells Jordsmon, som ligger hos Svingelen. Bredden langs Adelgaden imellem Oluf Glarmesters og Peter Skomagers Hus af Øster udi Vester var 22 Alen, og Længden igennem Gaarden og til Oluf Hagensens Jordsmon var 59 Alen.” Og 14. Marts 1608 omtales en Bolig (som Rasmus Olsen Spillemand sælger til Michel Pedersen Skomager), ”liggende paa Hospitals Grund norden for Stengaden imod Svingelen, imellem Michel Seidels, kgl. Majst.s Byfogeds Gaard og Carsten Skomagers Hus.”

Ved sin Død boede Michel Seidel i ”Hovedgaarden imod Slottet”. Da det ikke er lykkedes at finde Michel Seidels Skøde paa denne Gaard, drejer det sig sikkert om den i 1610 afdøde Raadmand CLAUS RUHOFDTS Gaard paa Stengades Sydside i Nærheden af Slottet, hvilken Gaard Michel Seidel kom i Besiddelse af ved sit andet Ægteskab med RUHOFDTS Enke. Hermed passer det ogsaa godt, at denne Hovedgaard efter Michel Seidels Død tilfaldt RUHOFDTS 3 Børn.

Desuden ejede Michel Seidel ved sin Død 3 Gaarde, af hvilke den ene laa ved Svingelen, samt 2 Boliger ved det gamle Kloster og 1 Bolig ved Stranden.

15. Juli 1594 ”paaklager” Michel Seidel paa Raadhuset ”nogen Sæd, hannem er sket for nær af hans Nabo”, og 3 Mænd ”udnævnes af Tinge at bese Sæden, om den er lovlig”, men Resultatet af deres ”Besigtigelse” er ikke indført i Tingbogen. 67

 

9. December 1594 ”tilskikkedes Michel Seidel sammen med PEDER POULSEN at være Bys Kæmner udi tilkommendes Aar”. Som saadan havde han bl. a. med Køb og Salg af Byens Jorder at gøre.

6. Juli 1596 blev Michel Seidel sammen med 3 andre Mænd udnævnt at forlige PEDER SKRÆDDER og KNUD IBSEN. Striden mellem disse 2 skyldtes, at ”Knud Ibsens Hustru Else Poulsdatter haver ilde talet paa Peder Skrædders Hustru Ingeborrig Pedersdatter, kaldet hender en Vindranker, en Drukkensæk og anden Uquemsord.” Peder Skrædder havde derfor ”givet Klagemaal over Else Poulsdatter”, og denne tilspørges da 21. Juni for Retten, ”om hun ved andet med Peder Skrædder og hans Hustru, end hvis ærlig og godt er, da skal hun det sige, svarer dertil, hun ved intet andet end hvis ærligt og godt er om dennem at sige.” ”Peder Skrædder skyder da sit og sin Hustrus og Datters Skudsmaal, om nogen ved med dennem enten Fuldskab eller Drukkenskab eller andet, som deres Ære kunde være for nær, begiærer, de vilde give hannem Skudsmaal, som han og de haver fortjent til. Borgere og menige Tingmænd gave hannem et godt ærlig Skudsmaal og Vidnesbyrd, de aldrig haver andet hørt eller spurgt om dennem andet end hvis ærligt er.” Ligeledes skyder Knud Ibsen og Else Poulsdatter deres Skudsmaal, ”om nogen haver dennem at beskylde.” Da der intet yderligere foreligger om denne Sag, er det antagelig lykkedes Michel Seidel og de 3 andre Borgere at faa et Forlig bragt i Stand mellem Modstanderne.

8. November 1596 blev Michel Seidel - samtidig med CLAUS RUHOFDT, hvis Enke Michel Seidel siden ægtede - udnævnt til Raadmand i Helsingør. Tingbogen fortæller herom: ”Den 8. Novembris vare i Jesu Navn paa Helsingørs Raadhus med hveranden forsamlet ærlige, vise og velagte Mænd FREDERIK LEJEL, GUDMIND NIELSEN Borgemestere, MADS LAURITZEN, ANDERS HESS, J ENS HOLM, PEDER HOLST, CONRAD BUVINCKHUSEN Raadmænd og MICHELL SNØCHELL Kongens Foged.” Efter at en Del Sager var forhandlet, ”æskedes frem CLAUS RWHOFFD og MICHELL SEIDELL at skulle gøre deres Ed, efter der fattedes Raadmænd, og svore og lovede med oprakte Fingre, at de vilde være Kongelig Majestæt huld og tro, hjælpe den fattige saavel som den rige, hvis Lov og Ret var, bad dennem saa sandt Gud skulde hjælpe.”

Efter at have været Raadmand i 5½ Aar blev Michel Seidel i Slutningen af Juni eller Begyndelsen af Juli 1602 udnævnt til Byfoged i Helsingør, hvilken Stilling han beklædte i 9 Aar, hvorefter han atter var Medlem af Raadet til sin Død 5 Aar senere.

Vi vil nu se lidt paa Raadet, som Michel Seidel blev Medlem af, samt paa Byfogedembedet, som han kom til at beklæde.

RAADET, som, naar det var fuldtalligt, bestod af 2 Borgmestre og 6-8 Raadmænd, sad inde med saa godt som hele Magten i Byen, og dets Medlemmer tilhørte Byens mest velhavende og indflydelsesrige Købmandsfamilier, ialtkun nogle ganske faa Slægter; i Almindelighed stod de fleste af Raadets Medlemmer hinanden nær ved Slægt- eller Svogerskab.

En væsentlig Aarsag til den næsten enevældige Magt, Raadet sad inde med, var, at Raadet supplerede sig selv; de valgte blev ganske vist derefter fremstillet paa Tinge, og Menigheden tilspurgtes, om de udvalgte ”kendtes duelige at sidde i Raad og Ret”, hvorefter ”den ganske Almue samtykte og kendte dem gode nok.” Selvom Styret tilsyneladende var temmelig 68

 

demokratisk, har det sikkert reelt været ret aristokratisk, idet ”Almuen” saa godt som altid ”samtykte” Raadets Bestemmelser.

En vis Grad af Velstand maa have været en absolut Betingelse for at kunne komme ind i Raadet, da Bestillingen var ulønnet bortset fra de næppe store Sportler, og megen Tid kunde desuden ved Bestillingen stjæles fra det private Erhverv. Rigdom alene var dog ikke tilstrækkelig, den maatte ogsaa være erhvervet paa en særlig Maade, idet Haandværkere var udelukkede fra Sæde i Raadet, der saaledes ene rekrutteredes fra Købmandsstanden.

Hvad Valg af Borgmestre angaar, da foretoges disse undertiden af Kongen, men da det hørte til de meget store Sjældenheder, at en Ikke-Raadmand blev Borgmester, betød dette ikke reelt nogen Indskrænkning i Raadets Magt.

Efter Valget fandt Edsaflæggelsen og Indsættelsen Sted; drejede det sig om en Raadmand, foretoges denne Højtidelighed af Borgmestrene; var Talen derimod om en saadan, tilkom det Lensmanden at indsætte ham, og Kongen eller Lensmanden at edfæste ham.

I Almindelighed forblev baade Borgmestre og Raadmænd i Embede til deres Død, øn Regel fra hvilken der dog, hyppigst for Borgmestrene, haves adskillige Undtagelser; Aarsagen hertil kunde være Alder og Svagelighed eller hyppigere ”Afgang i Næring og Bjærgning”.

Hverken Borgmestre eller Raadmænd oppebar nogen egentlig Lønning, men der var dog til Embedet - som betegnende nok jævnlig kaldes ”en Tynge” - knyttet en Række Indtægter, af hvilke de hyppigst forekommende var Embedsjord og det Udbytte, Raadet havde af denne, Eneret til at holde en Vinkælder ” Raadhuskælderen) med Detailhandel og Udskænkning, Afgifter af Øl og Vin, som indførtes i Byen; endvidere Vejerpengene - Indtægten af Byens Vægt, paa hvilken adskillige Varer skulde vejes, - og Maale- eller, som de ogsaa benævnes, Tøndepengene, der betaltes for Udmaalingen af Korn. Endelig var Magistraten fritaget for aarlig Byskat.

Raadets Hovedopgave var Byens Styrelse, men foruden denne administrative Virksomhed tog det ogsaa Del i Retsplejen. Raadet repræsenterede Byen i Forholdet udadtil, skulde haandhæve og forsvare Borgerne, havde Overopsyn med Kommunens Finansvæsen, medvirkede ved Skatteligningen, bestyrede Skifte- og Overformynderivæsenet; endelig var det dets Pligt at ”holde god Orden og Politi” og at paase, at de kongelige Forordninger overholdtes.

BYFOGDEN - eller ”Kongens Foged”, som han ofte kaldes, - var ikke Medlem af Magistraten (Borgmestre og Raadmænd). Han var Kongens Repræsentant over for Byen og var Kongens eneste virkelige Embedsmand i Købstaden.

Medens Borgmestrene og Raadmænd som omtalt normalt beklædte deres Embede paa Livstid, synes det modsatte ofte at have været Tilfældet med Byfogden.

Byfogden var først og fremmest Retsbetjent; hans vigtigste hverv var at forestaa Bytinget, paa hvilket han var Dommer, ”Han skal skaffe hver: Mand Lov og Ret”, hedder det i Bestallingerne; men foruden de heraf følgende Forretninger som Opkrævning af Sagefald, d. v. s. de Retsbøder, der tilfaldt Kongen, Udpantning m. m. havde han tillige Opsyn med den offentlige Orden og Sikkerhed i Byen og skulde sammen med Magistraten tilse, at 69

 

Regeringens Foranstaltninger som f. Eks. de talrige Udførselsforbud overholdtes, Paa Kongens Vegne oppebar Byfogden forskellige Indtægter som den store Told (Udførselstold for Øksne) og den lille Told ”ndførseltolden for Varer til Byen), Accisen af Øl og Vin, Møllernes Maltafgift, Sagefald, Førlovspenge (Afgift af Gods, der førtes ud af Byen), Danearv (den Kongen tilfaldne Arv efter en afdød, der ikke efterlod sig Arvinger) o. l., saaledes som det fremgaar af de bevarede Regnskaber

En Gang aarligt skulde Byfogden gøre Regnskab for sine Oppebørsler, der paa forsvindende faa Undtagelser nær indbetaltes direkte til Rentekammeret, men næsten hvert Aar maatte Regeringen gennem lensmændene give Byfogderne Tilhold herom.

En god Oversigt over ByfogdensVirksomhed i en større By giver en Række enslydende, københavnske Bestallinger fra Slutningen af det 16. Aarhundrede. Han skulde, hedder det, overalt ramme Kongens og Rigets Gavn og Bedste, forhjælpe hver Mand til Lov og Ret, have flittig Tilsyn med, at Kongens Sager i Byen ikke undersloges og fortiedes, samt forhøre alle Sager, af hvilke der kunde tilfalde Kongen noget Sagefald, og paase, at dette udrededes. Skete dernoget Manddrab i Byen, var det hans Pligt at sørge for, at Gerningsmanden blev paagrebet.

De bevarede Byfogedregnskaber viser, at Byfogden foruden sine egentlige Hverv meget ofte fik overdraget de mest forskellige Kommissioner af Kongen, som at betale dennes Regninger af de kongelige Indtægter i Byen eller gøre Indkøb for ham; dette var særlig Tilfældet paa et Sted som Helsingør, der frembød en saa enestaaende Lejlighed til at forsyne sig med udenlandske Varer.

Oprindelig maa Byfogden som Kongens Repræsentant have været den kommunale Øvrigheds overordnede eller i det mindste ligestillede, men ved denne Tid var Rækkefølgen Borgmestre, Raad og Byfoged.

Byfogedbestillingen lagde Beslag paa ikke ringe Tid. Bytinget holdtes mindst 1 Gang hver fjortende Dag, ofte 1 Gang ugentlig, og hertil kom Udpantning og lignende Forretninger samt Deltagelse i Magistratens Forhandlinger og Byens almindelige Styrelse. Da Byfogden ligesom Borgmestre og Raadmænd var næringsdrivende, influerede hans Stilling som Embedsmand ofte lidet heldigt paa hans Købmands eller øvrige Erhverv.

Som kongelig Embedsmand modtog Byfogden Løn; en meget almindelig anvendt Lønningsmaade var at give Byfogden Andel i Sagefaldet, hyppigst vistnok en Tiendedel; men i Slutningen af det 16. Aarhundrede gik man mere over til at give Byfogden en fast aarlig Pengeløn, og dette var vistnok Tilfældet i Helsingør paa Michel Seidels Tid. Disse Lønninger toges af Sagefaldet og de andre kongelige Indtægter, der gik i Byfogdens Kasse - en Ordning, der selvfølgelig let kunde give Anledning til Bedrageri.

De Betingelser, der krævedes for at kunne blive Byfoged, var ikke mange eller store. Selvom det ikke udtrykkelig fordredes, har Byfogden som oftest før sit Valg været Borger i Byen. Desuden skulde han være ægte født, noget der jo endog fordredes ved Indtrædelsen i Lavene. Da ALEXANDER LEJEL under en privat Retssag, som MICHEL SEIDEL havde anlagt mod ham, udtalte, at han ikke vidste, om Byfogden (MICHEL SEIDEL) var ”god nok at gaa imod udi Rette, efterdi han ikke vidste hans Herkomst, og om han var ærlig og ægte født”, kunde MICHEL SEIDEL straks tilbagevise denne Fornærmelse ved at fremlægge sit ”Geburtsbrev”. 70

 

Juridiske Kundskaber var naturligvis uundværlige for Byfogden, men ofte var det smaat bevendt i saa Henseende. Ja, i 1603 blev saaledes Byfogden i Odense ”forskaanet” for sin Bestilling, da han hverken kunde læse eller skrive, - og han havde dog trods disse Mangler siddet i Embedet i 6 Aar .

I Helsingør holdtes Raadets Møder i et mindre Rum paa Raadhuset, ”Raadstuen”, hvor Borgmestre og Raadmænd samledes ”inden lukte Døre”, medens en større Sal benyttedes til Bytinget. I Helsingør holdtes Raadstuemøderne i Reglen sammen med Bytinget, hyppigst hver fjortende Dag, og saaledes at der først forhandledes Sager ”paa Raadstuen” og dernæst ”Ude paa Raadhuset for den menige Mand”. Ved Raadsmøderne skulde alle Medlemmerne være til Stede, og man maatte betale Mulkt for Udeblivelse; gennemgaaende synes man dog efter de Lister over de tilstedeværende ved Møderne, der findes indført i Tingbøgerne, at have været ret paapasselig til at møde.

Til de allervigtigste af Raadets mange Hverv hørte dets Deltagelse i Retsplejen. Der fandtes paa denne Tid 2 Domstole i Købstæderne: Bytinget - Underretten og Borgernes egentlige Værneting - og Raadstueretten, der bestod af Borgmestre og Raadmænd. I Helsingør var Jurisdiktionen gennem hele det 16. Aarhundrede dog ordnet saaledes, at baade Byfogden og den samlede Magistrat mødte saavel paa Tinge som i Raadstuen, Byfogden forekommer stadig som Medudsteder af alle retslige Dokumenter og opfattes næsten som Medlem af Raadet.

Ligesom begge Retter som nævnt holdtes paa Raadhuset, omend i forskellige Lokaler, indførtes Raadstue- og Bytingssager i samme Protokol, ”Tingbogen”. Dette vedblev indtil 1611 - da Michel Seidel gik af som Byfoged - efter hvilken Tid de 2 Retter fik hver sine Protokoller, og Magistraten kun i særlige Tilfælde overværede Forhandlingerne paa Bytinget, der fra da af bestod af Byfogden, Byskriveren, Raadskæmneren og de 8 Tingmænd, der fra nu af aarlig udtoges af Raadet.

Angaaende Forholdet mellem Byting og Raadstueret oplyser en Vedtægt fra 1606, at alle ”Store” eller ”Svære” Sager skulde forelægges Raadstueretten, uden at det nærmere oplyses, hvilke disse Sager har været. I Helsingør synes Raadstueretten dog at have været en Slags Sø- og Handelsret, under hvilken f. Eks. Toldsvigsager sorterede, og som tillige i mangfoldige Tilfælde virkede som Forligskommission. Undertiden foregik blot Forhørene i ”Raadstuen”, medens selve Dommen fældedes paa ”Raadhuset”, d. v. s. Bytinget.

Foruden de 2 nævnte Former for Retsmøder: Byting og Raadstuemøde, eksisterede der i enkelte Købstæder, hvortil ogsaa Helsingør hørte, endnu en tredie Domstol, der synes at være indrettet for at lette især Bytingets Arbejde. Det er det saakaldte ”Fogedbord”, til hvilket Byfogden, nogle Raadmænd og Byskriveren mødte, derimod aldrig hele Magistraten. Det holdtes, som Navnet siger, i Byfogdens Hus og synes at have været en Slags Politiret, i det mindste behandledes der hovedsageligt Injuriesager samt Forvisning af Løsgængere og utugtige Kvinder, som det vrimlede af i Helsingør. De Sager, der ikke kunde føres til Ende ved Fogedbordet, skulde fortsættes paa Bytinget.

Nogle Uddrag af Helsingørs Tingbøger fra Michel Seidels Byfogedtid vil kunne give et Indblik i hans Byfogedvirksomhed samt bidrage til at danne et Tidsbillede fra Helsingør omkring Aar 1600. De nedenfor refererede Sager bidrager til at give et Billede af Byfoged MICHEL SEIDEL; saaledes tyder hans Eftergivenhed over for ALEXANDER LEJEL og hans Adfærd over for Tyven, der frøs i Arresten, paa at han har været en nogenlunde forstaaende og human Mand i en ikke alt for human Tidsalder . 71

 

Det vides ikke bestemt, om MICHEL SEIDEL er blevet udnævnt til Byfoged i Juni eller Juli 1602. 12. Juli var han første Gang som ”Kongens Foged” sammen med de 2 Borgmestre og 3 Raadmænd ”paa Helsingør Raadhus forsamlede at holde Ting”. - I de 2 foregaaende Aar havde Michel Seidel flere Gange ”siddet i Byfogdens Sted”, naar den daværende Byfoged PEDER HANSEN KOLLING ”ikke var hjemme” og til tider maaske ogsaa p. G. a. Sygdom var forhindret i at passe sit Embede.

I August 1602 ”lader Borgemestre, Raad og Kongens Foged tilvare Borgerne, som holde Svin, at de skal dennem holde af Byen og udi Skoven; dersom de findes paa Gaden, skulde de inddrives i Hospitalet, og ikke bekomme dennem igen.”

I Oktober ”advarer Borgemestre, Raad og Byfoged Borgerne, at de ikke skal bruge udi Salg og Køb at maale med end de Tønder og Skæpper, som kgl. Majestæt naadigst haver forordnet, og ingen skal udlaane deres Tønder til Fremmede, men de skal leje dem paa Vejerboden, og dersom nogen fordrister sig derimod at gøre, stande sin egen Eventyr [selv staa til Ansvar derfor] efter kgl. Majestæts Brevs Lydelse.” Samtidig advarer Myndighederne Borgerne, ”at de skal lade fremkomme deres Skat, Jordskyld, Husleje, Haveleje og hvis andet de ere Byen skyldige, item deres Frøkenskat, de ere taxeret og skreven for, og dermed møde i Morgen paa Raadhuset Klokken slet 8, Borgemestre og Raad vilde selver der være til Stede.” 13. Januar 1603 giver Michel Seidel, Kongens Foged, paa Helsingør Raadstue (altsaa ved Raadstuemøde) ”Klagemaal over KIELD VOGNMAND, at han med mange onde og Uquems Ord haver hannem overfaldet, skjældet hannem og talet hannem meget ilde til. Sættes i Bys Kiælder til videre Beskeden.” Januar-Marts ”Opbyder” Michel Seidel paa 4 Ting ”et hvidt Drifte-Svin, som er ridset i det venstre Øre; desligesten ogsaa et Sosvin med 4 Grise, som ogsaa er Drift; om nogen kendes derved, haver god Vitterlighed og Bevis, da kan de bekomme deres eget igen.”

Ikke mindre end 4 Gange i Løbet af 1610 og 1611 henvendte Kongen sig til sin Byfoged i Helsingør, MICHEL SEIDEL, med Ordre til at skaffe Lensmanden JOKIM BULOW et fornødent Antal Tønder til Øl, som denne skulde lade brygge; den fornødne Mængde Humle skulde Tolderne i Helsingør skaffe til Veje. Det drejede sig de 3 Gange om 4, 4 og 9 Læster Malt (1 Læst = 22 Tønder), som JOKIM BULOW ”skulde lade brygge i Øl til Kongens Orlogsskibe” og ”til Holmen og Skibene, da der ikke her i Byen [København] kan brygges saa meget Øl, som behøves.”

21. Juni 1611 udgik der kgl. Missive til Byfoged MICHEL SEIDEL om hos Smedene i Helsingør at lade lave 40 Økser efter det Mønster og af det Staal og Jern - 15 Lispund Jern og 20 Skaalpund Staal- som sendtes ham,” saa Økserne iligen og uden al Forsømmelse kunde blive forfærdigede og sendte til Kiøbenhavn til Anders Hansen, Skriver paa Bremerholm.”

25. Maj 1608 valgte Danmarks Rigsraad samt Ridderskabets og de gejstlige og borgerlige Stænders Fuldmægtige Kong Christian TV’s 5aarige Søn CHRISTIAN til Tronfølger. Den helsingørske borgerlige Stands Fuldmægtige ved denne Lejlighed var de 2 Borgmestre GUDMAND NIELSEN og CONRAD BUWINCKHUSEN, Byfoged MICHEL SEIDEL samt Raadmanden JOHAN WILLUMSEN.

I Efteraaret 1611 fratraadte Michel Seidel sit Byfogedembede og blev atter Raadmand. I den Anledning ”skyder Michel Seidel Raadmand, fordum kgl. Majst.s Byfoged, paa fire Ting [i Oktober og November] hans Skudsmaal, hvorledes han sig udi samme sin Bestilling haver 72

 

foreholdet; om nogen ved hannem med Billighed noget at beskylde, vil han svare hver Mand lige og ret. - Menige Mand gav hannem et godt Skudsmaal og Vindesbyrd.”

Michel Seidel er paa dette Tidspunkt aabenbart den mest kendte Beboer i den Gade, hvor han bor, hvorfor denne nu benævnes efter ham, - egentlige Gadenavne er jo af langt nyere Dato. St. Olai Kirkes Regnskab over Begravelsespenge anfører saaledes, at ”6. Januar 1614 ringedes Spirklokkerne for en Quindes Barn i Michel Greves Stræde”.

I August 1616 døde Michel Seidel. Dødsdatoen kendes ikke, men ligger mellem d. 19. og d. 26. August. Den 20. November s. A. holdtes der i Helsingør Skifte efter ham mellem hans Enke TRINE REINHOLDTSDATTER og hans efterladte 8 Børn af første Ægteskab, af hvilke de 2 ældste Døtre ANNE og MAREN var gift henholdsvis med ERIK NIELSEN BAGER og HANS OLUFSEN; Formynder for Enken var Jens Ravn, og de 6 yngste Børns Formyndere var: for LISBETH MICHELSDATTER hendes trolovede Fæstemand Hans Jørgensen, for JACOB MICHELSEN Trud Behnen, for KAREN Hans Nielsen, for MARGRETHE den ældste Søsters Mand Erik Nielsen Bager, for DORETHE Christen Søffrensen, og for ELSE den næstældste Søsters Mand Hans Olufsen. Byfoged Michel Seidels Bo beløb sig ialt til en Værdi af omkring 7.000 Rd. Gældsposterne udgjorde tilsammen c. 5.900 Rd., saaledes at der blev godt 1.000 Rd. tilovers til Deling mellem Arvingerne.

Michel Seidel efterlod sig følgende Jordegods :

”Den Hovedgaard imod Slottet, som salig Michel Seidel iboede”. Hovedgaarden, der af de 8 Vurderingsmænd vurderedes til 2.000 Rd., overdroges til Michel Seidels 3 Stedbørn - Enkens Børn af hendes første Ægteskab med Raadmand CLAUS RUHOFDT - som Arv efter deres 6 Aar tidligere afdøde Fader. Med Hovedgaarden fulgte ”Bryggerredskaber (Kedel og Kar), Jernkakkelovnen i Stuen, 1 Tresur i Stegerskammeret, Panelværket og Bænke, som er nagelfast”. - Den ældste Stedsøn CHRISTOPHER RUHOFDT fik endvidere 3 Messing-Lysestager, 13 Gryder, 2 Kedler, 2 Bækkener, 2 Bordkranse, 1 Kobberpande m. m. til en Værdi af 20 Rd., ”eftersom han haver paa nogen Tid været udi Hispanien, og Michel Seidel midlertid intet haver kostet paa hannem at underholde.”

”Den Gaard, [Svigersønnen] HANS OLUFSEN udi bor, med Bryggerredskab, Kakkelovn, Panel og andet mere” solgtes til HANS OLUFSEN for 1.000 Rd., og , ”Den Gaard, Didrik Mahr ibor, med Bryggerredskab og andet mere” solgtes til Svigersønnen HANS JØRGENSEN for 1.000 Rd.

I ”den Gaard ved Svingelen, Søffren Lund ibor,” og som var vurderet til 600 Rd., fik Sønnen JACOB MICHELSEN sin mødrene Arv paa 500 Rd. ; de resterende 100 Rd. i Gaarden deltes ligeligt mellem Michel Seidels Enke paa den ene og hans 8 Børn paa den anden Side.

”2 Boliger ved det gamle Closter [160 Rd.], 1 Have derhos [45 Rd.] og 1 Bolig ved Stranden, som Flasken udhænger [60 Rd.],” tilfaldt alle Niels Hammer, Foged paa ”Skieldinge”, der havde 300 Rd. til gode. ”Tegelwongen [130 Rd.] og 1 stor Have ved Christen Søffrensens Wong [60 Rd.]” tilfaldt ligeledes halvt Enken og halvt de 8 Børn. De ved Salget af de ovenfor nævnte 2 Gaarde til de 2 Svigersønner indkomne 2.000 Rd. fordeltes saaledes, at Michel Seidels 4 Døtre LISBETH, KAREN, DORETHE og ELSE hver fik udbetalt 250 Rd. som Arv efter deres Moder, og den 5. Datter MARGRETHE 180 Rd., ialt 1.180 Rd., og Resten betaltes til forskellige Kreditorer. Datteren MARGRETHE fik de resterende 70 Rd. af sin mødrene Arv udbetalt i 12 Sølvskeer, 26 Taffelskeer, 1 Krus med et Sølvlaag og 1 Stob.

Efter at endnu c. 50 Kreditorers Fordringer paa c. 1.000 Dl. var honorerede, fordeltes det resterende Gods saaledes, at Enken fik Halvdelen, og af den anden Halvdel fik hver af de 7 73

 

Døtre en Niendedel, nemlig 57% .Dl. 1 Mk. 5 Sk., og Sønnen de resterende 2 Niendedele, 115 Dl. 2 Mk. 10 Sk.

Den Halvdel, som saaledes udlagdes til de 8 Børn som deres fædrene Arv, udgjordes af: Linklæder for ialt 74 Dl., nemlig 15 Par Lagen, 20 Duge, hvoraf en var besyetmed Silke, 1 ParVuggelagen, 5 Haandklæder, 5 Par Pudevaar, 6 Pudevaar, 5 gamle Duge, 1 Haardug at rejse med, 14 Alen Lærred (74 Dl.).

Senge- og Bænkeklæder: 7 Hoveddyner, 8 Puder, 6 Dyner, 3 Dundyner, 3 Bænkedyner, 2 Glindingsdyner, 2 grønne ”Mandelsnidtz” Dyner, lo Hynder, 1 grønt Dækken, 7 Sengeklæder, 2 Stykker grønt Sperlagen, 2 Stk. rødt Sperlagen og 3 Stk. gult Makei Sperlagen; 1 grøn og brun Silkekappe og 1 grøn og hvid Silkekappe”alt 84 Dl.). 2 Messingkedler, hvoraf den ene var en Fodkedel, 3 smaa Kedler, 1 Par Stager, 6 Pund gammelt Messing samt en liden Gryde ”alt 4½ Dl.). Trævarer: 4 Trækister, 1 langt Bord, 1 Slagbænk, 2 Bagstole, hvoraf den ene var grøn, 1 Kurvestol, 2 Skiver, 1 Sengested, noget adskilligt gammelt Træfang paa Loftet, 2 Tønder Salt, nogle gamle Tønder og Kar i Kiælderen og 2 Blokke i Gaarden, 1 lang forbenet Bøsse [beklædt med Ben], 1 Skivsav [Rundsav ?] samt 1 Træsværd og 1 Slagsværd” alt 57 Dl.). Jernfang (lo Dl.): 1 Harnisk med Stormhage[?] og Staalhandsker, 1 Økse, 1 Kedelhage og 1 Ildfork. Michel Seidels Gangklæder, vurderet til 49 Dl. 3 Mk.: 1 gammel, sid [lang, vid] Ulveskinds Kjole, 1 gammel Fjældfras Hue, 1 gammel Sobels Fløjels Hue, J Kappe med slidt Fløjel under, 1 gammel Kappe, 1 Par ”Kafps” [Kaffa, en Art Fløjl] Bukser, 1 gammel foret Kjole, 1 gammel Tafts Trøje, 1 Klædetrøje, 1 Par gl. Klædebukser, 1 blaa Atlaskes Munster Klædning besat med Guldsnore, 1 gammel Saiens Trøje og 1 gammel indsprængt Klædetrøje.

Og til Slut Glas og Tavler for 5 Dl. 2 ½ Mk. og 4 Faar for 2 Dl. 3 Mk. 12 Sk.

MICHEL SEIDEL har næppe været Enkemand ret lang Tid, før han atter indgik Ægteskab, nemlig med TRINE REINHOLDTSDATTER, enke efter Raadmand i Helsingør CLAUS RUHOFDT. Hun havde i sit første Ægteskab (mindst) 3 Børn, hvorimod hendes Ægteskab med Michel Seidel var barnløst.

Børn af Michel Seidel og Margrethe Baltzersdatter

◦Anne Michelsdatter f. c 1590, d. f 1660

◦Maren Michelsdatter f. c 1591, d. 1654

◦Lisbeth Michelsdatter f. c 1595*

◦Jacob Michelsen Greve f. 1600, d. 1656

◦Karine Michelsdatter f. 1601, d. 1616

◦Margrethe Michelsdatter f. 1602 - 1610

◦Else Michelsdatter f. ml 1604- d. e 1619

◦Dorethe Michelsdatter f.1604 – 1611

Efter turen ud af Seidelin grenen skal vi, som lovet, tilbage til Ide Nikkelsdatter Kock slægt. Ides mor var Else Jensdatter Sparre, og hende vender vi tilbage til efter en præsentation af Ides far: 74

 

Nikkel Helmer Kock ?-1645

Nikkel Helmer Kock blev født cirka 1590 i Slesvig-Holsten. Nikkel blev gift i 1632 i Christianshavn, København, med Else Jensdatter Sparre. Nikkel Helmer Kock var cirka 1642 generaltoldvisitør i Helsingør. Han døde i 1645. Han blev bisat fra Skt. Mariæ, Helsingør, 16. februar 1645.4 Hans ejendele blev skiftet 20 januar 1649 Helsingør.

Fra Dansk Biografisk Lexikon:22 Nikkel Helmer Kocks Herkomst er ukendt; 1651 siges det i en Klage over ham, at han engang havde været Kok i Flensborg, og han synes at have haft Tilknytning til Hertugdømmerne; muligvis var han Broder til den ”moskovitiske Gesandt” Hans Helmer, hvem han 1641 førte til Moskva, og en Slægtning af den samtidige Byfoged N. K. i Marstrand. I 1630'erne var han Købmand paa Christianshavn, hvor han ejede Ejendommen Strandgade 22-24 og drev en betydelig Handel med Tømmer, Hamp m. m. paa Østersølandene, lejlighedsvis ogsaa fragtede Skib til Spanien og var Leverandør til Flaaden. 1636 oprettede han sammen med Hans Trægård og Hans Hofmand et Kompagni til Handel paa Østersøen. 1635 var han Christian IV.s Sendemand til Kong Vladislav IV. af Polen, der skal have udnævnt ham til polsk Adelsmand, og 1637 gjorde den danske Konge ham til Chef for en Eskadre, der skulde hindre den polske Toldopkrævning for Danzig; s. A. erobrede han de to polske Orlogsskibe, som skulde varetage denne. 1638 fik han Bestalling som Skibskaptajn og foretog i de følgende Aar flere Rejser til Rusland baade i egne Forretninger og Kongens, bl. a. hjemførte han Hertug Hans' Lig. Det Kendskab, han erhvervede til det af de hollandske Brødre Peter og Isak Spierinck organiserede svenske Toldsystem i Preussen og Kurland, drog Christian IV. sig til Nytte ved 1640 at overdrage ham Visitationen af fremmede Skibe ved de norske Kyster for at hindre Toldsvig. Maj 1642 fik han derpaa Bestalling til at forestaa Skibsvisitationen i Norge, og 15. Febr. 1643 udnævntes han til i Generalvisitør over Danmark og Norge med Ret til en Femtedel af alt konfiskeret Gods. Han blev et energisk Redskab for den kongelige Toldpolitik, der gik ud paa ad alle Veje at bringe Toldintraderne i Vejret, og Genstand for et grundigt Had hos Søhandelens Mænd paa Grund af sin Hensynsløshed, først og fremmest hvad Sundtolden angik. I Sverige og Holland bidrog hans Visitationer og Konfiskationer stærkt til at opflamme Stemningen mod Danmark, men ogsaa her og i Norge var han ilde lidt. Han skildres af sine Fjender som en brutal og udannet Person, der hverken kunde læse eller skrive, en ”uforfaren løgnagtig Opsnidere og Drukkenbolt”. Kongen gjorde lidt Grin med sin ”strenge Kaptajn” og hans polske Adelskab, kunde, som det fortælles, vel ogsaa af og til give ham et Rap med sin Stok, men holdt i øvrigt Haanden over ham. Mindre godmodige var Helsingørs Borgere, som efter det svenske Fredsbrud Dec. 1643,

22 Svend Dahl og Povl Engelstoft, Dansk Biografisk Leksikon.

Mogens Seidelin, Den Seidelinske Slægtsbog.

Carl Frederik Bricka, Dansk Biografisk Lexikon.

Nicolaus Holmers Kock, visitirex, Kirkebog. 75

 

da han vilde redde sine Ejendele til Kbh., lavede Tumulter mod ham, der maatte kues af Øvrigheden. 1644 gik han med Bud til de danske Sendemænd i Moskva.

Fra ”Kong Christian den fjerdes egenhændige Breve, udg. ved C.F. Bricka og J.A. Fridericia. (1885)”: 4. September 1636 Til Rentemestrene. Om Forsendelse af Bly, Jern og Kobber til Koldinghus og Antvorskov. En Del af det Korn, som skal leveres i Madskat, skal gives til Nikkel Kock. — Kgl. Bibl. Der skall med ded første forskaffis hiid tiil Slottens fornødenhed Bly och Iern med huiiss mehre Som denne herhuosføiiede fortignelssiis Indhold er. Der skall ochsa for wynter Skaffis Blii och kobber henad Anderskou, Och Eptherdi vdi denne forsamling En Madskadt offuer aldt Riigid beuylgiid Er, Som udi korn Skall leffueris, Da kan Nyckel kock deraff bekomme En party, Paded hand inted haffuer att klaage. Koldinghus den 4 Septem: Anno 1636. Christian. 12. Februar 1639 Til Rentemestrene. Hvis Nikkel Kock strax leverer et Parti Hamp paa Holmen, skal han i Løbet af et Par Dage faa 9000 Dlr. Kongen spørger, hvem der kan bruges som Proviantskriver, medens den nuværende opgjør sit Regnskab. — Geh. Ark. Saaframdt welbyrdig Nyckell kock strax uyl leffuere En Party haamp paa holmen, daa skall hand inden En dag eller tou bekomme Ny tussind daler… Københaffuen Slott den 12 febru: Anno 1639. Christian. 20. December 1639 Til Korfits Ulfeldt. Nikkel Kock er kommen fra Moskau med Breve, som skulle fortolkes, naar man kan faa en Tolk fat, og med Silke, som skal undersøges. Om det Ønskelige i at kunne faa Salpeter fra Moskau. Det er ikke forbudt at føre Salpeter gjennem Sundet. Der skal sendes en Mand til at forestaa en Reberbane i Pieskau. En anden Gang skulle de, der sendes til Moskau, medbringe Gaver til Storfyrsten. Et Skrift om det nederlandske Ges½skab er under Arbejde. Der skal undersøges, om der sørges tilstrækkelig for Rosenborg Have. Nederlændernes Fart gjennem Sundet skal vanskeliggjeres. En ældre Befaling til Flaadens Kaptajner skal gennemføres. — Klevenfeldtsk Afskr. i Kgl Bibl, Kallske Saml, 4., 439. Den velbyrdige H: Nyckel kock kam hiid Igar, Ret som wiildkatten uar ferdig at drage syn kaas. Haad dy breffuis Indhold Er, som den strenge Capitein kock haffuer bracht aff Muskou, den kan ingen uyde, førend dy blyffuer fortolckyd, Huorfor dii thuende. du skriiffuer om, inted duer, mens leg haffuer bud epther En tiil Gottorp, som menes att uerrc ferdig derudi. Saframdt den samme Er tiienlig tiil En Riisk tolck, da uil ieg uerre derom at faa hannem y myn tiieniste.Tiil Gottorp kan hand Nu inted gørre, aldenstund den Persiansche Handel er falden y Briinden. Dii Prøffuer aff Siilcky, som hand [Nikkel Helmer Kock] haffuer bracht med, dii skal Meiisterne y Børnehussiid besee Och siige derris betenckende derom. Saframdt der Er nogen 76

 

køb paa samme sylcky, da kan man faa den samme wliige bedre køb y Muskou End huos Iohan Brahm. Om den Salpeiiter handel kan leg ingen wiished faa aff denne welbiirdige kock, Som du uel kender. Saframdt man kan bringe ded derhen, att Grodtførsten uylle leffuere Raa Salpeiiter y Naaruen for En temmelig Priis, daa uaar ded En sickerer handel End y Ost eller weest Indien. Der ligger Nu En stor quantitet aff Salpeiiter tiil dantziig, som dy Inted tør søge sundiid med, udaff årsag at dy biller dem ind, at ded maa inted ygennom. Huorfor du skaldt lade den Engelske Resident Gordon uyde, ded Inted at uerre myn mehning, Mens naar di Erlegger den paabødne toll, daa maa den gaa, huordthen dii den begehrer. Och Eptherdi Niickel kock haffuer Erlangiid Attroj pa En Reberbane tiil Pieskou att anrette, daa uyl der y tyde tenckis paa En dychtig mand, som forstod uerclriid och ded samme kan forresta Och der y landiid siig neddersette och boe… Vale. Aff Hadersleff Hus den 20 Decem: Anno 1639. Christian.